« Tilbage til søgeresultaterne
Den danske Pigeskole
Aarsmødet.
Sidste Lørdag aabnede Foreningen »Den danske Pigeskole« sit Aarsmøde i Frøken Engelhardts Skole i Rysenstensgaden. Efter at Foreningens Formand, Frøken Winther, havde budt Velkommen, talte Undervisningsinspektør, Dr. phil. Rønning om Skolen som karakteropdragende.
Heiberg udtaler i »En Sjæl efter Døden« den Anskuelse, at kun det gode udvikler personlig. Denne Anskuelse modbevises af Historien. Adskillige store Herskernaturer vilde næppe efter almindelige Begreber kunne kaldes gode Karakterer.
Opdragelsen af Barnets Karakter og Forholdet mellem Hjem og Skole paa dette Punkt vil altid være et vanskeligt Spørgsmaal. Man har før villet henvise Karakteropdragelsen til Hjemmet og Omsorgen for Intelligensens Uddannelse til Skolen. Denne Anskuelse fastholdes ikke mere saa skarpt.
Skolens Opgaver, at udvikle Lydighed, Arbejdsomhed, Ordenssands o. s. v. hos Barnet kan vel have Betydning for Karakterens Udvikling, men disse Egenskaber kan godt anvendes i det Ondes Tjeneste. Man maa trænge ind i Barnets Inderste og denne Opgave er kun mulig paa Grundlag af aandelig Forstaaelse mellem Hjemmet og Skolen. I Gruppen, der omfatter t. Ex. Religion, Dansk, Historie, er der for Læreren Mulighed for Paavirkning, men i Tilfælde, hvor Børnene fra Hjemmet medbragte ganske andre Anskuelser, var det ofte vanskeligt for Læreren at tale frit. Det vilde være lettere, om der fandtes Skoler der var grundede paa hver sin Livsanskuelse. Den indirekte Under-visning burde bruges saa meget som muligt. Den faar Eleven til at arbejde med, hvad der er meget vigtigt med Hensyn til Karakteropdragelsen. Man har klaget over, at Fagtrængselen skulde være skadelig for Intelligens-Opdragelsen; langt mere skader den dog Karakter Udviklingen. Det var
ønskeligt om der kunde gives mere Plads i Skolerne for det egentlig opdragende.
Efter Foredraget diskuteredes Emnet. Foruden dette Foredrag fandt i Løbet af Dagen flere Diskussioner Sted; bl. a. drøftedes Spørgsmaalet om et Samarbejde mellem Pigeskolerne i de nordiske Lande.
Ved Søndagsmødet holdt Frk. Wulfsberg fra Christiania et Foredrag om »Undervisning i Hjemmets Retsforhold«. Efter dette Foredrags Slutning blev der givet Meddelelse om, at Kammerherreinde Oxholm til Rosenfeld havde skænket 1000 Kr. til Fremskaffelse af en Haandbog i Retslære til Brug for Lærere.
Ved Mandagsmødet talte Frk. Kristine Frederiksen om Friluftsundervisning og skildrede et interessant Billede fra den amerikanske Skoleverden. Karakteristisk for den lille Skildring var Ordene hvormed den sluttede: »Den lille Dreng gik hjem uden at vide, at han havde været i Skole.«
Det gjaldt om at tale til den ubevidste Side af et Barns Sjæleliv. Naturligvis var det vanskeligt for Læreren at forstaa Barnets Synskreds, der var saa ganske anderledes end den Voksnes. Børn er jo Mus i Forhold til de Voksne med Hensyn til Erfaring. Derfor maa de føres hen til Egne, der ligger udenfor deres Erfaring. Vi maa vise de Smaa Verden i levende Billeder. En halv Times Undervisning i fri Luft er bedre anvendt end seks Timer i Skolestuen.
Frøken Frederiksen paaviste ved Eksempler, hentede fra sin egen Virksomhed, at Undervisningen i Naturen gav et langt rigere Udbytte end i Skolestuen. Denne Undervisningsmetode maatte kunne indføres i Pigeskolen. Der burde anvendes tre Sommermaaneder til Friluftsstudie for Børn, der ikke boede paa Landet. Landliggerbørnene kunde passende faa Ferieopgaver at løse. Lys og Luft burde trænge ind i Skole Undervisningen.
Ved den paafølgende Diskussion udtalte Frk. Forchhammer sin Tilslutning til Frk. Frederiksens
Foredrag og meddelte Tilhørerne om forskellige Forsøg, der med Hensyn til Friluftsundervisning var gjort i Udlandet.