« Tilbage til søgeresultaterne
Elisabeth Cady Stanton
(Sluttet).
Antislaverimøderne, der blev holdt der, blev ofte forstyrrede af Mobben*), som Time efter Time kunde holde den mest veltalende Taler i Skak, og som kun fandt sig i at høre paa den Hutschinsonske Families Sange.
*) Pøbel kaldes paa Engelsk mob.
Skøndt disse Sange var et sammentrængt Uddrag af hele Antislaverilæren, saa var Mobben dog under disse Frihedssange saa rolig som et Barn under Indflydelse af en Vuggesang. Hvilket Bifald lød der ikke, og hvilket smukt Syn var det ikke, naar de 4 Brødre sammen med deres Søstre viste sig paa Tribunen og sang deres simple Frihedssange. Nylig komne fra Ny Hampshires Høje saa de, saa friske, saa kraftige, saa uberørte ud, at selv den hylende Mob ikke kunde modstaa deres Indflydelse. Efter en af deres Sange kunde det hænde, at Mobben i 5 Minutter vilde høre paa Garrison eller Phillips, indtil et eller andet Ord igen bragte alt i Oprør. Nordens Købmænd, som levede af Handel med Sydens Bomuld, Politikerne, som ønskede Stemmer, Præsterne, som ønskede at holde Fred i Kirken, alle stod de ligesaa fjendtligt til Antislaverikampen som Slaveejerne selv. Det var disse Klasser, som Mobben repræsenterede, skønt den tilsyneladende var anført af Spillere, Rhum-og Whiskyhandlere og Demagoger. Aar igennem blev Antislaverikampen i Norden ført imod Politikernes og Præsternes Underfundighed, Pengemændenes Begærlighed og Massernes Uvidenhed, men til Trods for alle disse onde Magter sejrede den til sidst.
I 1843 flyttede min Fader til Albany, hvorved denne By i flere Aar blev Familiens Samlingspunkt. Jeg kunde nu tilbringe flere Vintre i Ny Yorks Hovedstad og tage Del i Diskussionen om Loven angaaende gift Kvindes Ejendom, der den Gang var fremme, og jeg fik Lejlighed til at tale med mange Medlemmer af den lovgivende Forsamling derom, dels naar jeg traf dem i det selskabelige Liv, dels i deres Udvalgsværelser. Loven var for fra 1836-48, da den endelig gik igennem.
Da min Mands Helbred var svagt, og Ny Englands Vintre vare for strenge for ham, forlod vi tunge om Hjertet Boston for at søge et mildere Klima i det indre af Staten Ny York. Det var i Foraaret 1847, at vi flyttede til Seneca Falls, hvor vi blev boende i 16 Aar. Her blev mit Liv forholdsvis ensomt, og Overgangen fra Livet i Boston bragte mig i en nedtrykt Stemning. I Boston hørte alle mine nærmeste Venner til Reformatorerne, jeg havde gode Bekendte i min umiddelbare Nærhed, et nyt Hjem med alle moderne Bekvemmeligheder og dygtige Tjenestefolk. I Seneca Falls laa vort Hus i en Udkant af Byen. Vejen, der var uden Fortove, laa ofte i et bundløst Morads. Min Mand var kun lidt hjemme, jeg havde daarlige Tjenestefolk, og Børnenes Antal voksede stadig. Husvæsenet havde ikke mere Nyhedens Interesse for mig, og meget af det huslige Arbejde, der tidligere havde interesseret mig, følte jeg nu kun som trælsomt. Jeg havde saa meget at sørge for, at den Selskabelighed, jeg ellers trængte til, snarere var mig til Besvær end til Opmuntring.
Ikke langt fra os var der en irsk Koloni, og der indløb idelige Klager til mig over mine Drenge, der kastede Sten paa Irlændernes Svin og Køer. Dette bragte mig i stadige diplomatiske Forhandlinger med dem, og jeg skilte mig med saa meget Held herfra, at de benyttede mig som en Slags Voldgiftsdommer i alle deres Stridigheder. Naar en drukken Mand pryglede sin Kone, løb Børnene til mig for at søge Hjælp. Jeg skyndte mig hen til Gerningsstedet og tog Patrick *) i Kraven, og skamfuld og betuttet maatte han love Bod og Bedring.
*) Øgenavn for Irlændere.
Det hændte aldrig, at det faldt dem ind at sætte sig op imod mig, og efterhaanden betragtede de mig alle som deres Øvrighed. Jeg styrkede min Indflydelse ved at opelske det gode hos dem. Jeg laante Mændene Aviser og indbød Børnene til at komme hen i vor Have, hvor jeg gav dem Frugt, som vi havde Overflod af, og jeg gav dem mine Børns gamle Klæder, Bøger og Legetøj. Jeg var ogsaa Læge for dem og tog mig baade af Mænd, Koner og Børn, naar de var syge. Saaledes etableredes der det mest venskabelige Forhold imellem os. Mine fattige Naboer betragtede sig som mine Venner og var altid rede til at gøre mig en Tjeneste.
Men min Stilling som Stedets Politi var dog ret besværlig, særlig naar jeg en mørk Nat blev kaldt ud for at hindre drukne Fædre i at forstyrre deres sovende Børn eller for at hjælpe de stakkels Mødre, naar de var i Barnsnød. Ak, hvem kan maale de Bjerge af Sorg og Lidelse, som en uvelkommen Fødsel bringer til Uvidenhedens, Fattigdommens og Lastens Boliger, hvor rædselsslagne Kvinder og Børn er Ofre for stærke Mænd, der er ophidsede af Lidenskab og berusende Drikke!
Indtil denne Tid var mit Liv gledet forholdsvis let hen for mig; nu begyndte Livets Kamp for mig. Mine Pligter vare altfor talrige og forskelligartede, og ingen af dem kunde tage mine højere Sjæleevner i Virksomhed. Jeg led en Slags aandelig Hunger. Jeg havde Bøger men intet oplivende Selskab. Som Tilgift til min Sorg over at flytte fra Boston, opdagede jeg, at Seneca Falls laa i en malarisk Egn, og efterhaanden blev alle Børnene angrebne af Feber, og med Tjenestefolkene gik det paa samme Maade. Min Kærlighed til Orden og Renlighed, til at indrette mig smukt og smagfuldt, alt svandt bort i den Kamp, jeg førte for fra Time til Time blot at faa udrettet, hvad der var nødvendigt. Nu forstod jeg for første Gang, hvorledes en Kvinde kan sætte sig ned med Hænderne i Skødet midt i Uordenen. Jeg forstod nu de praktiske Vanskeligheder, de fleste Kvinder har at kæmpe med i de isolerede Husholdninger, og hvor umuligt det er at naa fuld aandelig Udvikling, naar man Størstedelen af sit Liv kun lever sammen med sine Tjenestefolk og Børn. Tanken om kooperative Husholdninger fik nu Betydning for mig.
Emerson siger: »En sund Utilfredshed er det første Skridt til Fremgang«. Den almindelige Utilfredshed, jeg følte med Kvindens Lod som Hustru, Moder, Husholderske og legemlig og aandelig Vogter, saaledes at alt synker hen i en kaotisk Tilstand uden hendes stadige Agtpaagivenhed, det trætte, triste Blik, jeg traf hos Flertallet af Kvinder, gav mig en stærk Følelse af, at der maatte gøres noget for at raade Bod paa Samfundets Lidelser i Almindelighed og Kvindernes i Særdeleshed. Mine Erindringer fra Antislaverimødet i London, mit Kendskab til Kvindernes juridiske Stilling, den Undertrykkelse, jeg saa overalt, alt dette hvirvledes rundt i min Sjæl, forstærket af mange personlige Erfaringer. Det forekom mig, som om alle Elementer havde sammensvoret sig for at drive mig frem til at gøre et eller andet Skridt. Jeg kunde ikke se, hvad jeg skulde gøre, eller hvor jeg skulde begynde. Min eneste Tanke var et offentligt Protest- og Diskussionsmøde.
I denne urolige og ophidsede Sindsstemning modtog jeg en Indbydelse til at tilbringe en Dag sammen med Lucretia Mott hos Bichard Hunt i Waterloo. Der traf jeg sammen med Kvækerinder, alvorlige, tænkende Kvinder. Jeg udgød den Dag min længe opsamlede Utilfredshed i Strømme med en saadan Heftighed og Indignation, at jeg opflammede mig selv saavel som Resten af Selskabet, saa at vi var parate til at gøre og lide hvad som helst. Min Utilfredshed maa i Følge Emerson have været sund, thi den ansporede os alle til hurtig Handling, og vi besluttede uden Ophold at sammenkalde et Kvinderetsmøde. Vi skrev endnu sammen Aften Indbydelsen til Mødet og offentliggjorde den den følgende Dag, den 14. Juli 1848, i »Seneca County Courier«. Vi gav kun fem Dages Varsel, idet Mødet allerede var fastsat til d. 19. og 20. Juli. Indbydelsen var uden Underskrift, men Hovedlederen foruden mig var Lucretia Mott, Mary Ann Mc. Clintock, Jane Hunt og Martha Wright, alle Kvækerinder. Mødet varede i to Dage, det blev holdt i Methodistkirken i Seneca Falls, som under alle Foredrag og Forhandlinger var stuvende fuld.
Dette var de hurtige forberedende Skridt til »den mest betydningsfulde Reform, som er bleven forsøgt i Verden, den første organiserede Protest imod den Uretfærdighed, der i Generationer har hvilet over den ene Halvdel af Menneskeslægten.« Ord kan ikke udtrykke vor Forbavselse, da vi faa Dage efter opdagede, at det, der havde synes os saa betimeligt, saa indlysende og saa uangribeligt, var bleven gjort til Genstand for hele Pressens Spot og Latterliggørelse. Alle Blade fra Maine til Texas kappedes om alt drukne Sagen i Latter, og i den Grad var den offentlige Mening overalt imod os, at flere af de Damer, der havde deltaget i Mødet og underskrevet Resolutionerne, tog deres Navne tilbage og sluttede sig til vore Forfølgere.
Dersom jeg havde haft den svageste Forudanelse om de Følger, dette Møde vilde drage efter sig, er jeg bange for, at jeg ikke havde vovet det, og jeg maa tilstaa, at det var med Frygt og Bæven, at jeg gik ind paa at deltage i det næste Møde en Maaned efter i Rochester. Heldigvis havde det første Møde trukket hele Uvejret ned over sig, og det følgende blev ikke videre omtalt. Men vi havde sat Snebolden i Bevægelse og nu fulgte rask efter hinanden Møder i Ohio, Indiana, Massachusetts, Pen-sylvanien og Ny York.
