« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfund
Paa Dansk Kvindesamfunds Klubaften, Mandag d. 21. ds. holdt Fru Nørlund sit bebudede Foredrag om Kvinders Valgret. Det var Samfundets Bestyrelse og Medlemmer en stor Glæde at se, at en Kreds af unge Piger havde indfundet sig for at overvære Foredraget. De hilstes da ogsaa med et hjærteligt Velkommen fra Formanden, hvorefter Fru Nørlund tog Ordet.
»Jeg har ofte haft Lejlighed til at tale om Kvinders Valgret, og det er min Overbevisning, at det vil være godt, om det Spørgsmaal hyppigt blev taget frem til Drøftelse. Det er nemlig det fundamentale i hele Kvindebevægelsen. Det er Kvindesagens Maal og Middel. Opnaaelse af Valgretten er vor officielle Anerkendelse som Borgere, der nyder den almindelige Menneskeret. Havde vi haft Valgretten, kunde adskillige Kvindesagsspørgsmaal være løste for længe siden. Ægteskabslovene f. Eks. vilde sikkert være blevne forandrede; raa og umenneskelige som de er, stiller de i mange Henseender Kvinderne saa lavt, saa lavt. Ser vi paa andre Forhold, f. Eks. at Kvinder skal søge selvstændigt Erhverv, giver Lovene hende langt ringere Vilkaar end Mændene. Hvor langt dyrere er det ikke for Kvinder at opnaa en Stilling, og hvor langt ringere Løn end Mændene bydes der hende ikke, skønt hun gør det samme Arbejde. Det er Kvinder tilladt at studere Jura, men samtidigt er det hende forment at søge Erhverv paa dette Omraade. Vi staar saaledes, at Mændene af Naade har indrømmet os en lille Virkekreds.
Paa saa godt som alle Omraader forurettes vi. Derfor maa vi sørge for at komme med, hvor der gives Love. Fra alle Samfundslag lyder den samme Fordring: Valgret for Kvinder.
Hvor langt er vi komne? Saa langt, at de nu alle siger: »Ja, I skal have Valgret«. Højre siger: »Jamen ikke de gifte Kvinder«. Venstre siger: »Ja vi gør det, men vi gør det forbandet nødigt«. Socialisterne siger: »Ja vi har det paa Programmet, men I maa vente, for der er saa meget andet, vi skal have frem«.
- - Fru Nørlund fortalte her med megen Lune om Valgretsudvalgets mange og ikke altid lige opmuntrende Besøg hos Ministrene og dvælede særligt ved Konsejlspræsidentens Udtalelser der fremkom i »Politiken« to Dage efter Folkefesten i Rosenborg Have. For faa Dage siden havde Udvalget været hos den fungerende Indenrigsminister, Alberti, der udtalte, at alle Kvinder, ugifte og gifte, efter hans Mening burde have Valgret, og lovede at forebringe Sagen for den virkelige Indenrigsminister, naar denne blev rask.
»Jeg var lidt nedtrykt efter alt dette, for jeg havde paa Følelsen, at det vilde vare Aaringer, før vi naaede, hvad vi vilde; men Dagen efter kastede jeg min Modløshed over Bord og sagde til mig selv: »Vi maa klemme paa!«
Jeg vil nu spørge Dem: Kan De vise mig en Maade, hvorpaa vi kan fremme vor Sag. Jeg har tænkt at det muligvis kunde nytte, om vi »viftede« lidt med den politiske Valgret, eller om vi gennem en Rigsdagsmand fik bragt vort Ønske frem i denne Samling, dog er det i dette sidste Tilfælde min Overbevisning, at der ikke bliver gjort noget ved det«.
Efter Fru Nørlunds Foredrag indledede Frk. Anne Brun Diskussionen: »Vi opgiver ikke Ævret. Dersom vi hidindtil havde tiet, stod vi ikke, hvor vi staar nu«.
Fru Jutta Møller: »Vi maa have Valgretssagen frem. Vi vil være med i Arbejdet for vort store fælles Hjem, Fædrelandet. Jeg tror ikke, vi skal »vifte« med den politiske Valgret; vi skal kile paa med den kommunale Stemmeret og ikke lade dem have Ro Nat eller Dag«.
Fru Norrie: »Vi skal ubetinget ogsaa have den politiske Valgret, men vi skal vente, til Grundloven kommer for. Forholdene og Lovene er for Øjeblikket saaledes, at vi maa have Valgret«.
Endnu et Par Talere havde Ordet, hvorefter Diskussionen sluttedes, og man samledes om Bordene.
