« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Laura Kieler: Dit Folk skal være mit Folk. Hagerups Forl. 191 Sider.
Fru Laura Kieler har skrevet en Bog om sønderjydske Forhold - en god Bog, forsaavidt som hun ved den naar at fremkalde en smuk Stemning og en varm Deltagelse hos alle danske, hvis Hjærter ikke fuldstændig har lukket sig for vore Landsmænds Skæbne i det gamle, danske Land syd for Kongeaaen. - Fru Kieler synes at have en ikke almindelig Evne til, naar hun fatter Interesse for en Sag, da at skyde alle andre Hensyn til Side og med al sin Energi - hvoraf hun aabenbart besidder en god Del - kaste sig over den og gøre noget ud af den baade for sig selv og andre. Denne Gave kommer ogsaa den foreliggende Bog til Nytte.
Den fortæller i hastigt Tempo, der ofte river Læseren med, en Ægteskabshistorie mellem en dansk sønderjydsk Kvinde og en til hendes Egn fra Rhinprovinsen indvandret Tysker, hvorledes hun forelsker sig i dennes kønne Skikkelse og godmodigt elskværdige Væsen, skøndt hun alt halvvejs - ialtfald efter Familiens Mening - er forlovet med sin Fætter, den danke Sønderjyde Valdemar Borris paa Borrisgaard og i Virkeligheden ogsaa holder af ham. Da Familien imidlertid mærker hendes begyndende Tilbøjelighed for Tyskeren, oprøres den og driver hende - netop ved denne uretfærdige Uvilje mod den fremmede - til at tage ham i Forsvar og - takket være hendes trodsige Sind - til at gifte sig med ham. At dette Ægteskab ikke bliver lykkeligt, kan Enhver sige sig selv men Aarsagen ligger næppe i, som Bogens Tendens fremhæver, de paagældendes forskellige Nationalitet, men i, at hun i Virkeligheden elsker sin Fætter.
Det kunde have været interessant at se, hvorledes Forholdet vilde have udviklet sig, saafremt kun den forskellige Nationalitet havde været dem imellem. Vi tvivler om, at dette Moment alene vilde have været i Stand til at skille dem. Men til Trods for, at det andet nævnte Moment er taget med til Hjælp, og Opgaven saaledes er gjort betydelig lettere, har Forfatterinden dog ikke gjort sig
den Ulejlighed at løse Knuden for os, men hugger den over ved ganske umotiveret at lade Tyskeren omkomme i Rhinen paa en Lystrejse. - Dette er kunstnerisk set en Svaghed.
Men i det hele forekommer det Læseren, at Bogen -- trods alt det gode, der kan siges om den -har væsentlige kunstneriske Mangler, som man er noget forbavset over at træffe hos en Forfatterinde, der i tidligere Værker har vist sig i Besiddelse af kunstnerisk Evne. Det er, som om hun ikke tager Tag nok i sig selv, men ret ofte lader Munden - eller Pennen - løbe. Det lyder stødende, naar hun f. Eks. hvor Valgbevægelsen i 1898 omtales, pludselig udbryder: »Det tilkommer ikke mig her at skildre Valghandlingerne i Sønderjylland 1898. Jeg har kun at fortælle, hvad Karen Jürgens den Dag saa, o. s. v.« - Dette hører maaske med i et Foredrag eller en historisk Beretning, men falder fuldstændig udenfor den kunstneriske Ramme, Fru Kieler har givet sit her foreliggende Indlæg i den danske Bevægelse i Sønderjylland. - Og saaledes stikker Fru Kieler hvert Øjeblik sit Hoved op og snakker med selv, hvad der i høj Grad svækker Bogens litterære Værdi. Hvorfor ikke overalt lade Personerne selv tale og handle, naar Forfatterinden dog, som hun paa mange Steder viser, evner dette. En saadan - skal vi sige Ubehændighed - ærgrer En, naar man dog ellers maa indrømme Fruen Evne til at skabe gode, levende, omend ikke meget sammensatte Karakterer.
Det forekommer os ogsaa - skøndt vi maa indrømme vort mangelfulde Kendskab til sønderjydske Forhold - at det er for tarvelige Repræsentanter for Tyskheden, hun fører i Ilden. Eksempelvis virker Bogens tre kvindelige Hovedfigurers letvundne Sejr over den tyske Amtsforstander lovlig farceagtig. Saa dumme er dog næppe de tyske Embedsmænd - desværre for Danskheden dernede.
Enkelte Gange kan man ikke ret følge Personerne, som hvor en Moder, for at værge sig mod sin Mands Kærtegn, river sin sovende Dreng op af Vuggen og siger til Manden: »Væk ham ikke!« Man vilde vel ikke undre sig, om Manden svarede hende: »Hvorfor lader Du ham da ikke ligge?« - En anden Gang har man næsten ondt ved at ifølge Forfatterinden, naar hun ved Omtalen af Barnet stikker Hovedet op og docerer: »Det ethiske Moment i deres erotiske Forbindelse havde faaet Kød og Blod «
Men, hvad man end saaledes kan have at indvende, - Bogen er fængslende og giver et smukt Billede af den djærve, udholdende, tilsyneladende haabløst haabende Kamp, der med Historiens Ret føres paa et Grænseterritorium af den underkuede Nationalitet mod den brutale Voldsmands: »Dat mot wi heb’n«.
