« Tilbage til søgeresultaterne
Tungt og tungere
Det var en Foraarsdag for nu snart 38 Aar siden. En sorgfuld og modløs Stemning hvilede over vort Land, som stod ene i Kampen mod en knusende Overmagt.
Der var et større Selskab her et Sted i København. Efter Middagen, da man opløste sig i samtalende Grupper i Dagligstuen og de tilstødende Værelser, bragtes der en Løbeseddel ind, udsendt fra et af Bladene. Der stod: »Fjenden stormer Dybbøl. Vore Tab betydelige!«
Der faldt en knugende. Stilhed over Folk derinde i de hyggelige Værelser. Flere af Kvinderne græd højt, og mangen Mands Ansigt blev blegere. Hist og her lød et heftigt Udbrud om Regeringens Uduelighed og Overkommandoens Upaalidelighed. Saa talte man dæmpet som i et Sørgehus.
Henne ved Vinduet stod en ældre, graahaaret Kvinde med Albuen støttet paa Karmen og med Haanden under Kind. En dyb, men behersket Smerte stod at læse i det fine, karakterfulde Ansigt. Mange Blikke skottede halvt sky til hende. Men hun stod ubevægelig, som om hun ikke agtede derpaa.
Da traadte Husets Herre hen til hende og sagde: »Jeg forstaar, hvad De tænker paa. Deres to Sønner maa have været med, og De ved ikke, hvordan det er gaaet dem. Dette er tungt!«
Hun løftede sine Øjne, der fyldtes af Taarer, idet hun sagde: »Ja, det er tungt; men det vilde været mig tungere, om de ikke havde været med i Krigen «
Her taler den ægte fædrelandskærlighed. Uden Hensyn til den Dom, vi nu fælder over den usalige Krig, bøjer vi os for den ædle, dybe Følelse, hvorfra alene i en saadan Stund et saadant Svar kunde udspringe.
- Der er en Kamp for en endnu renere Sag end den, vor Ungdom blødte for ved Dannevirke, Dybbøl og paa Als. Det er Kampen for Menneskelighed og Retfærdighed paa Jorden, mens den ruller sig af Sted paa sin Bane om den klare, varme Sol. Og der er Fjender, langt hadskere og grummere end dem med Pikkelhuer og Fængnaalsgeværer. Det er Dyriskheden, Løgnen og Hykleriet med al deres Yngel, alle disse Fjender, der har ødet og fremdeles øder lang flere Menneskeliv og Menneskesjæle og langt mere Menneskelykke, end Alverdens blodige Krige, der kun i deres haandgribelige Vederstyggelighed er saa oprørende Udslag af det Grundonde, hvis Navn er Selviskhed og som er Moderen til alle Fordærvelsens Magter.
Det kan være tungt nok at være med i denne Kamp. Den gaar ikke af uden Saar og Skrammer.
Men han har Ret, den gamle, kinesiske Vismand, som siger: »At vide, hvad der er Ret, og dog ikke gøre Ret, er Feighed.«
Hvor tungt det saa end kan falde os at være med i den standende Strid mod Ondskab, Raahed,
Fordom og Dumhed, saa er der ét, som er endnu langt, langt tungere, og det er: ikke at være med!
