« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
N. F. S. Grundtvig: Nyaarsmorgen. Udgivet med Oplysninger af Holger Begtrup. (Schønbergs Forlag).
En ny Bog kan man just ikke kalde en, der udkom for hele 77 Aar siden, og dog vilde det kunne forsvares, da det mærkelige og mægtige Digt først nu ved H Begtrups Udgave er bleven tilgængeligt for den store Almenhed.
Digtet er en af de ejendommeligste Fremtoninger i vor danske Bogverden, ejendommelig og enestaaende som sin Forfatter, hvis »Hjærtekvad«, efter hans eget Sigende, det var. Efter i samfulde svv Aar at have ladet sin Harpe hænge og samle Støv paa Væggen, mens han begravede sig i Oversættelserne af Snorro Sturlesons »Heimskringla« og vor egen Saxo, griber den fyrretyve-
aarige Skjald og Præst med et kraftigt, som aldrig før - og næppe heller siden - i Strengene og ud-synger sin »udstandne« Død« og sit nyvakte Haab for det danske Folk og den danske Kirke. Det er som om det frosne Væld i hans Indre pludselig brister og sprænger Isskorpen, Modløsheden og Opgivetheden. Hans Digt er et storartet Opgør med hans Ungdom. Man mindes uvilkaarligt Henrik Ibsens Bestemmelse af, hvad det er at digte:
»At digte er Kamp med Trolde i Hjærtet og Hjærnens Hvælv, at digte, det er at holde Dommedag over sig selv.«
Man forstaar, hvad Ingemann, hvem Grundtvig i jublende Glæde over »Valdemar den store og hans Mænd«, som netop samtidig udkom, hilser som en Svale, der varsler Sommer, - hvad Ingemann skriver til Vennen i Hovedstaden, at Læsningen af Digtet havde sat ham, Sorødigteren, i »en besynderlig drømmende Stemning«. Thi man rives med af de stærke Syner, som er gaaet forbi Skjaldens Sjæleøje.
Intet Levnetsløb kunde, udvortes set, være mere ubetydeligt end den kristianshavnske residerende Kapellans. Og dog er der faa, der har levet et saa bevæget, indholdsrigt Liv, thi den fattige Præst ved vor Frelsers Kirke var en af Aandens udkaarne, en af »de sjældne faa«, der oplever mere i deres afsides Kammer end andre midt paa Verdens store Skueplads. Man rives med - naar man da ellers har nogen Forstaaelse. Med Digteren sidder man paa Slejpner, som med susende Hov farer i Luften højt over Land og Hav, og stiger i Følge med ham og den underfulde Kvinde ned under Jorden og ser helt mange sære Ting. Det drøner af Sværde og skinner af Skjolde, - og saa toner med ét Luthers Salmesang og den »gamle Malenes« Stemmer sammen for det indre Øre, Reformationstidens Minder mødes med Barneminderne fra Udby Præstegaard.
Man rives med, - men trættes dog efterhaanden som Dunkelheden fortsætter sig. Der er ogsaa noget bedøvende ved selve Versemaalet, der minder om en styrtende Fos - uophørligt brusende og brusende ned, til man ør i Hovedet vender sig bort fra den og stopper Fingrene i Øret.
»Jeg drømte, at Helte
opstege af Jord
med Klinger ved Bælte
som Kæmper i Nord,
og Harpen slog Brage
med Fingre af Guld,
saa aldrig der Mage
var hørt over Muld,
og herligt, med Klangen,
Valkyriesangen
henstrømmed i dundrende Kor.«
Ikke sandt - det er sært betagende, dette Versefald, hvori han skildrer baade sin Ungdoms Begejstring for Nordens Oldtid, for Edda og Sagaerne, og sin Manddoms Gennembrud til levende Kristentro. Men de godt og vel 300 Vers virker saa overvældende baade ved Ensformig-
heden i Klang og ved de Fordringer, Indholdet stiller til Læserens Forstaaelse, der atter er afhængig af et indgaaende Kendskab til Grundtvigs personlige Historie og forudgaaende Forfatterskab, omfangsrigt og mangeartet som det er.
Nærværende Anmelder tilstaar, at skønt han fra sin Barndom har kunnet store Stykker af »Nyaarsmorgen« udenad, og siden har haft ualmindelig rig og ikke ubenyttet, Adgang til at vinde Forstaaelse af Digtet, saa har det dog hidtil kun været smaat bevendt dermed.
Det er derfor et godt Stykke Arbejde, Begtrup har taget sig for, og højst betimeligt, naar dette mærkelige grundtvigske Efterladenskab ikke fremdeles, maaske for altid, skulde henligge som en død Skat. Han fortolker Digtet som en bibelkyndig Præst eller Professor fortolker et profetisk Skrift. Han gennemgaar det Vers for Vers og han viser Sammenhængen. Skulde nogen magte det, maatte det netop være Begtrup, der har enestaaende Forudsætninger til til at løse Opgaven. Og han har løst den paa den smukkeste Maade.
