« Tilbage til søgeresultaterne
Fortidskvinder fra Odense
At Odense er en af de ældste Stæder i Norden er en bekendt Sag, og at Navnet antages at stamme fra Odin ligesaa bekendt. Mythen lader Odin have adskilligt paa Samvittigheden med Hensyn til »Oénse«, som Fynboen siger. Én Version beskylder ham for at have anlagt Byen, og en anden, at han har »ejet« en Gaard paa Korsgaden, og at han som god Borger af Byen ligger begravet dér et eller andet Sted.
Slet saa langt behøver vi nu ikke at gaa tilbage i Hedenold for at konstatere at Odense, foruden at være Fødeby for adskillige berømte Mænd, ogsaa kan fremvise Kvinder, hvis Minde lever i Byens Historie den Dag i Dag.
Der er den fromme Dronning Christine, Kong Hanses Efterleverske, der holdt Hof i Odense de sidste Aar af sit Liv og stiftede St. Claræ Kloster, der var Byens eneste Nonnekloster, og det sidste, der blev stiftet i Danmark. Det kom dog først i Stand 1522, Aaret efter hendes Død.
Hun var god og gavmild mod Byens Fattige, og da hun holdt et meget sparsommeligt Hof og i det hele var en god Husholder, havde hun altid noget at undvære til Veldædigheden, der var stor i den katholske Tid. Hun satte sig et varigt Minde ved at lade sin egen pragtfulde Ligsten udhugge og indsætte i Graabrødre Kirkes Kor, (nu Kirke ved Hospitalet for gamle Folk). Hun lod sin Søn Frants begrave foran Højaltret, og da Kong Hans døde i Aalborg, lod hun hans Lig føre til Odense og nedsætte i Graabrødre-kirke, hvor senere ogsaa Kong Christian den 2den kom til at hvile hos sine Forældre. I en nyere Tid er denne Kongefamilies jordiske Levninger overført til St. Knuds Kirke.
Den næste Kvinde i Rækken er Abigael Hasebarth, Borgermester Otto Knudsens Hustru; hun var født 1596 og blev Bedstemoder til Biskop Jens Bircherod, fra hvem Eftertiden har de fleste Oplysninger om hende.
Som den rige Borgermesters Hustru, var hun paa en fremskudt Plads i det Samfund, hvortil hun ved sit Giftermaal kom til at høre.
Det Liv, som dengang levedes i Odenses rige, mægtige Borgeradels Kreds, var ret ejendommeligt, hvad der fornemligst skyldtes Husmødrene. Ligesaa i Borgermesterens Hus, hvor Fru Abigael gav Livet sit Særpræg af høj, aandelig Udvikling og Intelligens, Alvor, Flid, Orden og inderlig Gudsfrygt.
I de Tider levede man til daglig i stor Tarvelighed og opholdt sig i de smaa Kamre i Husets underste Etage, medens den store Sal ovenpaa ventede paa at bruges ved festlige Lejligheder. Ved disse kom da alle Husets Herligheder frem. Abigael bar ved slige Lejligheder en Diamantring paa sin Finger til 130 Dalers Værdi, og naar hun aabnede de storeEgetræskisters jernbeslagneLaag, kunde hun forbavse sine Gæster med en Skat af Sølvtøj til 1700 Lods Vægt, hvoraf de 540 Lod var forgyldt. Hun ejede 95 Tinfade og 103 Tintallerkener, som hun lod stille skurede og blanke for sine Gæster, og 52 Par Lagen og 60 Duge havde hun spundet og vævet. Hun styrede sit store Hus med Kløgt og Snille, saa mange Gæster hos sig og stod i Forbindelse med mange fremragende Personer. I sin Enkestand modtog hun blandt andre Besøg af Corfitz Ulfeldt.
Da hendes Mand døde, beholdt hun Gaarden (nuværende Løveapothek) og levede 37 Aar som en højt anset Borgerenke, der gavnede sin By ved at tegne sig for det højeste Bidrag paa Fattig-ligningen.
Hendes Hus blev Samlingsstedet for en stor Flok Børn og Børnebørn, paa hvilke hun havde megen Indflydelse paa Grund af sin store Oplysning.
Da en af Dattersønnerne en Gang sad ved hendes Bord, og Talen faldt paa, at en Signekælling havde vist noget igen, fortalte hun til Advarsel, hvad hun havde hørt af sin afdøde Mand at være sket vel 70 Aar før i hans eget Hus, og hvorledes han mente, at den Onde tog klækkeligt Vederlag for sin Hjælp, saa at man ikke skulde holde sig til andre end Gud i Modgang- og Medgang« *).
*) Se Engelstoft.
Heraf ser man, at hun tvertimod sin Tids Kvinder ikke hyldede Overtro.
Hun vedblev trods sin høje Alder at være »Forgangskone« ved Bryllupper, hvor hun da mødte op med alt sit Sølvtøj, Dækketøj, Bænkehynder, Sæder og Taftes Gardiner. - Hun var saa fornem, at hun, skøndt Borgerkone, dog holdt en »Stadsmø« til Selskab og Tjeneste. - Da hun døde, 1667, blev der holdt Ligvagt og Vaagestue over hende »efter den Skik, der i fornemme Huse var brugelig.«
Endelig maa her nævnes »Karen Brahe«, der blev født 1657 og fik en meget omhyggelig Opdragelse, thi Moderen, Susanne Gjøe, var en lærd Dame og havde fra fransk oversat en Bog »om Jomfruers Optugtelse« **).
**) Se P. Hansen.
Denne anvendte hun paa Datteren og lod hende lære Latin »saaledes,at hun med temmelig Færdighed kunde expediere sig derudi«.
Karen Brahe arvede en Bogsamling efter sin Moders Faster, og da de boglige Sysler altid havde været hende kære, forøgede hun denne saaledes, at hun kunde skænke sit Bibliothek til det adelige Jomfrukloster i Odense, som hun selv havde stiftet. Hendes haandskrevne Samling af Kæmpeviser, som findes i Bibliotheket, er noksom bekendt.
Hun stillede 200 Rdlr. til Bibliothekets Raadighed, hvoraf Renten skulde anvendes til Indkøb af nye Bøger og gav 2 Rdlr. aarligt til et fattigt Menneske fra Odense Skole for at holde Bibliotheket i Orden.
Karen Brahe blev 79 Aar, men trods hun viede Odense Resultatet af sit Livs Virken og Arbejde, ligger hun dog ikke begravet der.
Medfølgende Billede viser en adelig Gaar fra Abigael Hasebarths Tid - det er den bekendte Rønnowske Gaard, som er en nogenlunde velbevaret Levning fra de Tider.
Man tænke sig nu Odense bestaaende af saadanne store Gaarde med udskaarne Bjælkehoveder og Sneglegange mod Gaardsiden.
Gaard ved Gaard tæt op ad hinanden, som man nu bygger, laa der ikke, - der var Plads nok, og Grundene var ikke dyre, saa Bygningerne laa langt fra hinanden, næppe altid i Række og skilte af Marker og Hauger med blomstrende Abildtræer eller Hyld, der hang ud over Muren.
Dette var nu lidt om Odense Kvinder i svundne Tider, - en anden Gang skal vi høre nærmere om Byens: vor Tids Kvinder, som just nu i Sommer har vist os, at de ikke lader de længst hensovede noget efter.
