« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Landet
Høsten er endt, alt for længe siden er det sidste Straa bragt i Hus; om Gaardene er Stakhaverne fyldt med mægtige Hæs, tærskede nogle Steder, andre Steder ventes paa Maskinen, som i Efteraarets Tid gaar sin Sejrsgang over Landene.
For Tiden er den i Byen. Byen er som smaa Landsbyer er flest og ligger ude i det flade Land, bygget i en Sænkning i Fladen, haabende paa en Smule Læ, som dog aldrig findes, men derimod tagende alle Ulemperne ved Sænkningen, al den Fugtighed, som aldrig udebliver.
Staar man paa den Antydning af en Bakke, som findes Nord for Byen, er man i Højde med Rygtræerne paa den nærmeste Gaards Tag og har saaledes Overblik over Forholdene, som de i Øjeblikket udvikler sig.
Midt i Byen, over Sognefogdens Gaard, hæver sig en Røgsøjle i den stille, klare Luft; den hæver sig til en vis Højde og spreder sig saa som en oplukket Solskærm udover Huse og Gaarde. Ved at iagttage denne Røg ledes Tanken uvilkaarlig hen paa den store By, Byen med de tusinde Maskiner, med de tusinde forbrændende Tønder Kul i Døgnets Løb og den sig deraf dannende Solskærm; hvilken Forværring af Luft for Byens Hundredtusinder af Beboere !
Øverst paa det store Hæs staar Daniel, han langer Negene til den næste, og denne langer dem videre, til de naar Maskinens gabende Svælg. Daniel er en værdig Repræsentant for en stor Del af Landarbejderne Landet over; særlig den Del der i Efteraarets Tid byder deres Arbejdskraft til Tærskeværkerne.
Han er vor Tids Jeppe paa Bjerget, blot uendelig meget fattigere end Jeppe.
Hvis han som Jeppe skulde dømmes for sin Misgerning, en altfor stor Kærlighed til Fusel, da havde han ingen graabroget Hest, ingen Køer, ja end ingen Gris at tage et ømt Farvel med, kun sultne Rotter og Mus kan Daniel kalde sine.
Men som Jeppe er han glad, naar Brændevinen, den dejlige Brændevin, har bagt ham igennem, og det har den nu. Kl. er godt tre, og Daniels Rus staar i Glædens Tegn.
Daniel har udarbejdet sig en vis systematisk Dovenskab, en Følge af den demoraliserende lave Løn, der bydes ham og Fæller. Se Daniel hvidte en Længe, rense en Stald eller pløje en Fure, det er et Skue, man ikke let glemmer; en udstuderet Plastik, Bevægelser saa langsomme, at man har Besvær med at efterligne dem, Maaden hvorpaa han drikker af en Flaske, og hvorledes han eftertænksomt tørrer sig mindst ti Gange om Munden med Bagen af Haanden, ja det maa ses, det kan ikke beskrives, men det er let at faa at se, thi som Daniel er der mange, mange Landet over.
Daniel synger, med mange mærkelige Bilyde synger han en af de Soldaterviser, som ikke er fundne værdige at indlemmes i den ny Sangbog for Hæren, Sangens Drøjheder hilses med forstaaende Latter af de øvrige Arbejdsmænd og Karle, og med en ikke mindre forstaaende Fnisen af Konerne og Pigerne.
Baade Koner og Piger hjælper med, al Arbejdskraft er opbudt.
I Dagens Anledning er Gaardens Køer paa Stald, og Drengen, som ellers vogter dem ude i Marken, er med ved Arbejdet; han staar og hjælper til ved den Stak, der rejses af den aftærskede Halm, han er graahvid i Ansigtet, og Øjnene staar stive i Hovedet paa ham; da han skal tjene for Karl til November, er hans Ration af Snapsen som de øvriges.
Da Fløjten lyder, som bebuder Vesperkosttiden, falder Drengen sammen med en underlig døende Bevægelse; han prøver paa at følge de andre, under Latter fra Mandskabets Side og under en vis sky Interesse fra den forsamlede Ungdoms Side; det er ligesom det var en af deres egne, han bliver bragt tilside for at sove sin første fuldgode Rus ud.
De øvrige samles i Borgestuen, hvor Festen fortsættes, thi en Fest er det, Arbejde og Maaltider, en Art Fest paa Ruinerne; en højere Dagløn, højere end sædvanlig, betales ved Tærskeværkerne, men til Gengæld er Arbejdet med at tærske Landsbyens og Udflyttergaardenes Afgrøde saa kort, - det Arbejde, som ellers varede den lange Vinter, naar Lyden af Plejlenes Slag lød fra Lo til Lo. Nu er det hele forbi paa faa Uger, derfor nyttes Tiden og gøres saa festlig som mulig; der maa arbejdes haardere og hurtigere ved Maskinen end til daglig, Maskinen er dyr, det koster at have den, derfor jages der paa, og den er ubarmhjærtig, den venter ikke paa Raastoffet, den gør sine bestemte Omdrejninger, sine bestemte Plejlslag i Minuttet, derfor hurtig, drik den kvægende Snaps, drik det gode Øl, hvad gør det, der drikkes, for hvert Slag af Stemplet gyder Maskinen Sækkene fuldere og fuldere, en gylden Strøm af det velsignede Byg skiller den fra Straa og Ax. Vejen er ikke lang til Brygger og Brændevinsbrænder, snart kan det komme tilbage i forædlet Form og give fornyet Kraft og Mod, derfor drik og hæng i.
Fløjten lyder, alle Mand er ved Arbejdet, Raabene krydse hverandre, de sidste Timer af Dagen udnyttes. Landsbyens Børn er Tilskuere, af og til lyder deres skingre Stemmer gennem Larmen, det er dem som en vidunderlig Fest, det hvæsende, rystende Lokomobil, det tungtarbejdende Tærskeværk, Vognen som kører til og fra med det tærskede Korn, de raabende halvt og helt-berusede Mænd, de dampende Heste, Ilden, som lyser under Kedlen i den frembrydende Skumring; som Larmen naar sit højeste Punkt, blæser Fløjten Fyraften. Reaktionen kommer pludselig. Festen fortsættes ikke, det er som havde Dampen, Maskinen, det usædvanlige sat Gemytterne under et Højtryk; stille, mere eller mindre sikkert, gaar Enhver til sit Hi, og snart sover de Alle den Trættes tunge Søvn.
I Morgen begynder paany den samme Fest, lidt tunge i Hovederne af Gaarsdagens Fusel, indtil et nyt Kvantum har givet Liv, og Daniel synger atter sine Viser.
Disse Folk er i Grunden som store, meget slet opdragne Børn; hvem skal opdrage dem, hvilke Midler haves hertil ? Skal »Indre Mission?«
Eller skal Fagforeningsbevægelsen arbejde med dette store, indtil nu saa godt som aldeles upaavirkede Materiale?
