« Tilbage til søgeresultaterne

Et Foredrag om Kvindesagen

Af: Redaktør Larsen-Ledet

« Se emneord

Mine Damer og Herrer! Maa jeg begynde med at fortælle Dem en Historie?

En civiliseret Mand fra Evropa var paa Opdagelsesrejse i et Land, der ligger langt langt borte fra vort - helt ovre paa den anden Side Atlas og Ambosernes Højland.

Det siger sig selv, at den Frem­mede var fyldt med Forbavselse over de Indfødtes Sæder og Skikke.

Religionen var en anden, Tan­kegangen en anden, og Moralen en anden end den, han kendte fra sit Hjemland.

Det begav sig en Dag, at vor Rejsende paa sin rastløse Fart kom forbi en Landsby.

En af de gæstfri Indfødte inviterede ham med indenfor. Den hvide Mand tog med Tak mod Tilbudet. Han trængte til en Hjertestyrkning, og han var desuden nysgerrig efter at høre, hvorledes de Indfødte tænkte og talte, og se, hvorledes de boede.

I Forbigaaende være det sagt, at Evropæeren i Samtalens Løb spurgte sin afrikanske Vært, hvor mange Børn han havde. Svaret lød: to.

Tiden led, og den hvide Mand skulde videre. Inden Mørket faldt paa, skulde han naa Kysten.

Da han havde taget Afsked og var ved at gaa ud af Døren, opda­gede han tre skælmske Pigeansigter, der nysgærrig tittede frem bag Telt­forhænget.

» Hvis er de tre Pigebørn ?« spurgte han. »Det er mine«, lød den sorte Mands Svar. »Jamen Du sagde jo nylig, at Du kun havde to Børn.«

»Jeg har heller ikke mere end to Drenge. Men de der, det er jo kun Piger.«

Evropæren gik bort, beriget med en ny Erfaring. Han vidste, at det mørke Fastlands uciviliserede Indvaanere ikke regne Kvinderne med til Menneskeslægten. Og paa det civiliserede Evropas Vegne følte han sig stolt over, at man »hjemme hos os« ikke tænker som denne Neger.

Da den hvide Mand kom hjem til sit eget Rige, fortalte han sine kristne Medbrødre, hvor lavt man udenfor Evropa stiller Kvinderne.

Og den civiliserede Mængde - Bourgeoisie, Middelstanden, Bønderne og Arbejderne - korsede sig over de Sortes Barbari.

Det er jo nemlig saaledes med os Mennesker, at vi saa grulig let opdager manglende Retfærdigheds­sans hos andre Verdensdeles Beboere. Men det Kineseri, der trives inden­for vort eget smaaborgerlige Sam­fund - den Uret der øves i vort eget Hjem - den lukker vi Øjnene for.

Vi Menneskebørn af det nittende Aarhundrede trækker paa Smilebaandet, naar vi læser Kirkefaderen Gregorius’ Beretning fra Konciliet i Macon, hvor man - Anno 585 efter Kristus - gjorde et energisk For­søg paa at faa vedtaget en Resolution, der exkluderede Kvindekønnet af Menneskeheden.

Resolutionen blev forkastet med faa Stemmers Majoritet. Men den Tanke, der paa Mødet fik sit Udtryk i Sætningen »Kvinderne har ingen Sjæl og kan ikke henregnes til Men­neskeslægten« blev ikke slaaet ned. Den levede i Aarhundreder efter Mødet i Macon. Gennem Oldtiden og Middelalderen og et godt Stykke ind i den nyere Tid stod den som en fastslaaet Læresætning, der var anerkendt af den halve Verden og fandt ivrige Talsmænd i en Mængde fremragende Personligheder.

I vore oplyste Tider er der kun faa, der tør fremsætte den hasarde­rede Paastand, at Kvinderne ikke er Mennesker.

Men tag en dansk Lovbog og blad den igennem Side for Side. Og De vil se at Kvinderne er noget for sig - en Slags Pariakaste indenfor vort lovordnede Samfund.

Danske Lovgivere har ved det tyvende Aarhundredes Begyndelse ikke fundet det paa sin Plads at stille Kvinderne lige med Oldtidens Slaver.

Hos mange vilde Folkestammer i Amerika og Afrika agtes Kvinden højere end i Evropa.

De romerske Love foreskrev hu­mane Regler for Slavernes Behand­ling. Ad retslig Vej var der ydet dem en udstrakt Beskyttelse, der havde gode Følger.

Indtil Loven om Formuesforhold mellem Ægtefæller i Fjor blev ved­taget af Rigsdagen, var den danske Kvindes Stilling paa de fleste Omraader aldeles retsløs. Ingen Lov­paragraf beskyttede hende. Opdra­gerretten til sine egne Børn har hun ikke endnu. Raadighed over sin egen Formue har hun kun, naar hun før Ægteskabet har truffet de nød­vendige Dispositioner i saa Henseende.

Endnu i Midten  af det nittende Aarhundrede   betragtede   Lovgivnin­gen det for omtrent ligegyldigt,  om Kvinderne   lærte  noget  eller   ej.    I Almueskolerne nød Piger og Drenge ikke samme Undervisning.

Naar en Pige fik terpet Luthers Katekismus og Balles Bibelhistorie igennem, var hun udrustet med alle de Kundskaber, hun havde Brug for paa Livets Sejllads, mente man. Geo­grafi, Fædrelands-historie og Regning var forbeholdt de mandlige Hjærner.

Det er kun en Menneskealder siden, vort Lands første Undervis­ningsanstalt, Universitetet, aabnede sine Fløjdøre for Kvindekønnet.

For en flygtig Betragtning kan det synes meget humant, at Avtoriteterne giver Kvinderne Lov til at ofre Tid og Penge paa at blive cand. mag.’er, cand. med.’er, cand. jur.’er, cand. phil.’er, etc. Men ret beset betyder det intet, naar de fleste og de bedst lønnede Statsembeder er forbeholdt Mændene alene, og naar omtrent alle Erhvervsgrene, hvortil der fordres akademisk Uddannelse, er lukkede for Kvinderne.

Resultatet er det selvfølgelige, at kun faa Kvinder har Lyst og Mod til at gaa Universitetsvejen.

Saa vidt jeg ved, har vi kun én kvindelig cand.jur. her i Landet, og hun har aldrig praktiseret som Sag­fører.

De kvindelige Lægers og de kvin­delige cand. mag.’ers. Tal er heller ikke legio. Jeg spørger ikke, med hvad Ret vi lukker Kvinderne ud. Dette Moment vil jeg foreløbig lade ude af Betragtning. (Fortsættes).

« til toppen

Emneord

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner