« Tilbage til søgeresultaterne

I Sporvognen

« Se emneord

En ældre Kone med en Kurv paa Armen har taget Plads i Sporvognen. Hun smiler velvillig til Enhver, der kommer ind og ind­leder Passiar med sin Sidemand en yngre Kvinde):

Den ældre: »Monstro De kender Christian Winthers Gade?«

Den yngre: »Jo-o - men den hedder Christian Winthers Vej! Det er ude paa Frederiksberg - men saa skal De i en anden Sporvogn.«

Den ældre: »Ja, tænkte jeg det ikke nok. Folk er inte alligevel saa bevandrede her i Byen, skønt de er Københavnere. - Næ, det hedder saamænd Christian Winthers Gade - for det var snart kun i gamle Dage at man ha’de Veje. - Næ, den gaar saamænd ude fra Amagerbro­gade. ------- Der er vel nok en af de andre Damer, der kender den?«

(Hun ser sig om, og et Kor af Amagerkoner siger »nej« .

Den ældre: »Inte!    Naaja – det er forresten en majet pæn Gade - renok inte mer end som fire Huse i - men Olsens bor da i det ene. - Hør lille Konduktør, De kender da vel Christian Winthers Gade - jeg si’er nu’nte Vej, for det ved jeg majet godt er paa  Fredsbær.------- Naa ja - ja - saa kender jeg den saamænd sel’ - det er den Vej med det røde Hus paa Hjørnet, hvor der er Stilasjet paa, og de bøgger. Men (henvendt til Medpassagererne) det er nu’nte i det Sted, at Olsens bor, for det er i Nommer - ja jeg ka’nte huske det, men jeg kender Trappen. - - Naa men Hr. Konduktør, De skal saamænd inte kere Dem videre om det - for De kan da inte kende alle de Gader, som er i København. Det kan Deres Foresatte vel inte forlange af Dem - - og jeg la’er det nu’nte gaa videre. - - Naa men jeg kender sel’, hvor det er, og De kan tro, jeg skal nok skrige Ge­valt. Saa gaa De kun roligt uden-paa igen.« - -

Efter en lille Pause henvender hun sig til en Nyankommen ligeoverfor): »De er vel kendt ud af Amager til?-------- Ja saa kender De vel Christian Win­thers Gade. Ja De hører nok, at jeg si’er Christian Winthers Gade og ikke Vej, for den ved jeg majet vel ligger ude paa Fredsbær’? - - Naa- inte. - Ja det er ellers den, hvor der er Stillasje paa Hjørnet. - Ja men jeg kender den nu sel’. Saa jeg skal nok komme af Vognen, naar vi er der. -«

En Frue med en Hund i Baand er kom­men ind. Hunden har sat sig paa Gulvet ved hendes Fødder):

En Mand i gul Frakke: »Her maa ikke være Hunde i Sporvognen!«

(Fruen lader, som hun ikke hører).

Den Gule: »Konduktøren har vist ikke bemærket, at De har Hund med«.

Fruen: Jovist har han saa. Han hjalp jo sel’ Dyret op i Vognen. Den skulde Vel ikke rende og køres over«.

Den Gule: »Det er dog ellers ens for alle - men naar De maa ha’e Hund i Sporvognen, saa vil jeg saa­mænd en anden Gang osse ha’e min med herind. Det er nu rigtignok en Slagterhund, men den kunde jo ogsaa bli’e kørt over, naar den render udenfor«.

Fruen: (ser ud I Luften, som om hun ikke kan høre og skubbet med Fødderne Dyret op under Sædet).

Den ældre Kone: »Naa naa, stak­kels Dyr, det er da Synd og mis­unde den den Køretur. Naa saa kom da!«

Fruen: »Ja det har De ved Gud Ret i. Det er da ikke no’et for saadan en Herre og misunde Dyret den Smule Køretur. Den er saamænd slet ikke sel’ saa glad for det.

Den Gule: »Sikken et utaknem­meligt Asen. Lad os saa bare sætte ham ud, naar han ikke engang er glad for det«.

(Et Par Mænd ler, Kvinderne kæler for Dyret.

Pludselig høres en stærk, vedholdende Ringen. Hunden gør. Passagererne ser sig forbauset omkring. Kun den ældre Kone sidder ganske roligt og smiler).

Den ældre Kone: »Er det nu’nte mærkeligt, nu har det præcis staaet i et helt Fjerdingaar, og nu lige det første det kommer ud og  køre, saa kan det igen. Nu skulde jeg ha’e det til Uhrmageren, og nu gaar det«.

(Hun tager en Pakke op af sin Kurv og præsenterer et i Papir indsvøbt Vækkerur).

Den ældre Kone: »Hør, Halløj Konduktør, nu er vi der, la’ mig nu slippe ud. (Hun nikker til sine Medpassagerer).   Se nu er vi ved Christian Winthers Gade.    Adjøs, adjøs!«

Den Gule:   »Naa saa det var der - men det hedder jo Sanct Blichers Gade!«

Konduktøren ; (stikker Hovedet ind ad Døren). »Naa det er Sten Blichers Gade, hun mente. Ja det var sgu ikke godt at blive klog paa«. –

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder