« Tilbage til søgeresultaterne
Ved Bovbjærg
Den ene Stump dansk Kyst efter den anden bliver »opdaget« og gjort til Badested. Tidens jagende Uro under Kampen for Tilværelsen slider paa Nerverne, især i Byerne, hvor den livssvangre, lysbringende Sol, selv saa højt mod Nord, tidt i den varme Sommer føles mere som en Fjende end som en Ven. Med sine glødende Pile driver den alle dem, der ikke uhjælpeligt er bundne til Murstensmasserne, ud mod det salte Hav og den køle Luft Havet er alle de Trættes utrættelige Læge, og lykkelig den, der - om end kun for nogle korte Uger - kan rive sig løs fra de kvalme og støvede og støjende Gader og ty til den uudtømmelige Sundhedskilde, dukke sig i dens Vande og genfødt vende tilbage til sin Dont.
Sikkert har den blaakappede Mirakeldoktor med det muntre Blink i Øjet i vore Dage større Praxis end nogen Sinde før. Dybt inde fra Fastlandet drager man til hans mange Kliniker.
Vi har ham lige uden for vor Dør med vor Guds Velsignelse af Vand og Strand. Ja, er vi ikke i Færd med at blive et Folk af Værter for mange og fjærne Badegæster.
Men herved sker det hverken værre eller bedre, end at man paa de Badesteder, som ligger lige ved Alfarvej, eller hvortil der netop for det stærke Besøgs Skyld snart efter »Opdagelsen« bliver Alfarvej, forgæves vil søge Ro. Der er her noget, som minder om Eremiterne, der for at smage Eneboerlivets Sødme drog skarevis ud i Ørkenen og dannede hele Munkebyer. Er dette ikke ethvert »fashionabelt« Badesteds Historie? De enkelte, som først fandt Hvile og Vederkvægelse derude ved Stranden, hvor der endnu ingen særlige Anstalter var gjort, vendte hjem til Menneskemylret og udbredte Stedets Berømmelse, hvorpaa - som det hedder i »Guldhornene«:
»hid de stimle
i store Vrimle«.
Der bygges Badehuse, faste eller rullende, Badehoteller rejser sig, »monterede efter alle Nutidens Fordringer som et 1ste Kl. Etablissement«, - og Godnat, I stille henglidende Dage, der er den bedste Lægedom for overanstrengte Nerver og Hjærner.
Al Ære være Marienlyst, Fanø og Skagen; gid de blomstre og udvide sig Aar for Aar; om dem er kun godt at sige, - vel at mærke, naar man er i det lykkelige Tilfælde at kunne betragte Badningen som en behagelig Tilgift til de Fornøjelser, Sommeren i øvrigt har at byde paa i en smuk eller interessant Egn og i godt Selskab, hvor man er opsat paa at nyde Tilværelsen.
Men skal og maa man tilbringe sin Badetid i Ro, vil man søge hen et Sted, hvor Bølgeskvulpet endnu ikke er overdøvet af Menneskenes muntre og mangestemmede Larm og endnu kan synge sin Fred ind i Sjælen, - et Sted, hvor man kan »passe sig selv« og sin Badning uden at tvinges eller lokkes ind i mere Selskabelighed, end man skøtter om.
Jeg ved et saadant Sted, og dets Navn er Bovbjærg.
Efter danske Længdeforhold er det just ingen Springvej dertil for den, der kommer fra Øst-Danmark, 13-14 Timers Jernbanetur, og saa en Milsvej fra Stationen ud til Ferring. Man er sikret mod Dampvognens Fløjten og Hvæsen, som har en mærkelig Evne til at skræmme Naturaanderne bort og forjage Fredfølelsen.
Man har ikke kørt mange Minuter, før man faar Øje paa, det stærke, statelige Fyrtaarn, som er lagt højest paa »Bjærget«, hvorfra det sender sit advarende Lys hele fem Mil ud over Vandene. Lidt i Nord derfor har man Ferring By med sin Vejrmølle og sin Kirke, den sidste fattig og ringe nok at se til og omgiven af en trøstesløs Ørken af en Kirkegaard; endelig det nyopførte Gæstgiveri, der med sin pyntelige Stil, sine hvide Mure, sin Veranda og sine Altaner ud imod Havet »gør sig« i Landskabet. Lidt længere ud mod Stranden ligger endnu det gamle Gæstgiveri, som fremdeles afgiver Husly for Gæster, som ikke kan rummes derovre i den ny Bygning. (Fortsættes).
