« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Uge til Uge
(16.-23. Novbr.)
Rigsdagen.
Fra Kirken til Artilleriparken, og derfra atter til Raad- og Domhuset! Reformerne trænger sig paa med næsten forvirrende Hast. Det er den saa længe opdæmmede Strøm, der nu bruser frem.
Grundlovens Bud om Offentlighed og Mundtlighed i Retsplejen maa opfyldes, ikke blot fordi der nu en Gang er en Paragraf derom, men ogsaa fordi den halvhundredaarige Erfaring har lært os, at et Retsvæsen, bygget paa Inkvisition og Skriftlighed er aldeles uforeneligt med virkelig Folkefrihed. Den Brug, der i den storpolitiske Strids mest oprørte Tider gjordes af Domstolene i politiske Sager, har yderligere gjort det klart, at det nu endelig maa blive til Alvor med denne Løfteparagraf. Alle tidligere Tilløb er slaaede og maatte slaa fejl. Justitsministeren i den Estrupske Regering; Hr. Nelle-mann forelagde et Forslag, væsenlig af samme Art som det, der senere udarbejdedes i den store Retskommission, og som nu danner Grundlaget for Ordskiftet i Rigsdagen. Men Mistilliden hos Folketingsflertallet var for stor. Man er nu berettiget til at haabe, at det forældede System, hvorunder vi hidtil har levet, og hvis Misligheder er saa uhyggeligt tidt godtgjorte og saa almindeligt erkendte, maa blive afløst af et andet og bedre, der kan indgaa som Led i hele vort offentlige Liv, saaledes som dette nu er kommet til Gennembrud og fremtidigt vil forme sig. At den nuværende Førsteminister, Hr Deuntzer, har en fremragende Andel i det fremlagte Forslag, kan ikke andet end styrke Forvisningen om, at saavel Civil-som Strafferetten nu vil faa en Skikkelse og øves paa en Maade, der stemmer med Folkets Retsbevidsthed.
Hr. Krabbe begyndte med et udførligt Indlæg, hvori han anbefalede at henlægge en stor Del af Forvaltningssagerne (Tinglæsning o. s. v.) til Underdommerne. Derved vilde Bekostningen ved Reformen kunne indskrænkes betydeligt. Han foreslog ogsaa Fredsdommere, hvorved meget unyttigt Procesmageri kunde undgaas, Justitsministeren udtalte bl. a., at Befolkningen krævede Nævninger, og ikke vilde - som Hr. Nancke foreslog - nøjes med Meddomsmænd, der sikkert vilde komme til at spille en lige saa ynkelig Rolle som de nuværende Retsvidner. Hr. Alfr. Christensen understregede Offentligheden ved Rettergang og mente, at der var for meget af det gamle gaaet med over i det foreliggende Forslag. Man maatte bort fra den nuværende kriminelle Forundersøgelse, der voldgav den sigtede til Forhørsdommeren. Hr. Philipsen ytrede sig i væsenlig samme Retning og hævdede det »blodigt uretfærdige« i, at Kvinder ikke skulde kunne være Nævninger. Justitsministeren indrømmede dette, men mente, at dette ikke forelaa nu, - hvilket det forhaabenlig dog vil komme til at gøre. Hr. Hammerich var den eneste, der brød Staven over Nævningeinstitutionen og helst vilde blive ved det gamle.
Alt i alt lover Forhandlingen godt for den store og betydningsfulde Reform!
