« Tilbage til søgeresultaterne
Et Foredrag om Kvindesagen
(Sluttet)
Men jeg spørger: Har vi Raad til at amputere vort Samfund for den kvindelige Intelligens’?
Det forekommer mig ikke, at Verden er saa rig paa store Aander, at vi kan forsvare at holde Millioner af udviklingsdygtige Hjærner nede i halv Uvidenhed og halv Trældom. Det Tab, Samfundet i Aarhundredernes Løb har lidt ved Kvindernes Udelukkelse, er saa stort, at det ikke kan skrives med Tal.
Er det ikke en himmelraabende Uret, at en voksen Kvinde ikke har Lov til at stemme ved politiske og kommunale Valg?
Man maa huske paa, at det er hendes Penge, der skaltes og valtes med. Det er hendes og hendes Børns Anliggender, den lovgivende Forsamling tager Bestemmelse om.
Det usleste Individ af et Mandfolk - Undermaaler i Intelligens, moden til Drankerasylet og maaske til Forbedringshuset - har Stemmeret. Men vort Lands Tusinder af dygtige Kvinder har ikke Spor af Medbestemmelsesret over Samfundets Anliggender. De rangerer - i politisk Henseende - lige med Tugthusfanger og Fattiglemmer.
Der er Folk, der slaar det hen i Grin, naar man taler om, at Kvinderne burde være valgbare og valg-berettigede til Rigsdag og Kommunalraad.
Kaffesladder - Sytøj - Blaastrømper og gamle Damer i den lovgivende Forsamling - nej, det gaar for vidt!
De gode Mænd, der har dette Ræsonnement paa Læben, har ikke læst deres Verdenshistorie med Eftertanke.
De faa Kvinder, der i de evropæiske Lande har beklædt Tronen, har regeret med mere Kraft, mere Myndighed, mere Klogskab og mere Retfærd end de kronede Mandshoveder.
Stuart Mill, der en stor Del af sin Levetid har syslet med indiske Regeringsanliggender, fortæller, at naar et Hindufyrstendømme regeres med Kraft, Aarvaagenhed og Økonomi, naar Agerdyrkningen udbredes, og Folket er lykkeligt, saa staar i tre af fire Tilfælde dette Fyrstendømme under en Kvindes Regering.
Det er en uomstødelig Kendsgerning, at Kvindernes Deltagelse i det politiske og kommunale Liv betyder mere Orden, mere System, mere Humanitet og først og fremmest mere Retfærdighed.
Gaa til Londons Kommunalraad og bliv vis - gaa til Amerika, til Ny Zeeland eller til en hvilken som helst Stat, hvor Kvinderne har politiske eller kommunale Rettigheder.
Om faa Aar vil man i vort nordlige Broderland Norge kunne hente Beviser for Kvindernes gavnlige Indflydelse paa det Offentlige Livs Foreteelser,
Jeg drister mig til at paastaa, at vi her i Landet havde haft en mere human Fattigforsørgelseslov og en bedre Skolelov, hvis man havde tilladt Kvinderne at sætte deres Præg paa Rigsdagens Arbejde.
Endnu har Jorden ikke fostret det Menneske, der uden at blamere sig kan fremsætte en eneste gyldig Grund for, at Kvinderne vedblivende holdes nede i halv Trældom.
Vi har hørt dem saa tit, de mange latterlige Talemaader om Mandens Overlegenhed, Mandens Intelligens og Mandens skabende Evne, der ikke taaler at stilles ved Siden af Kvindens ringe Forstand.
Sidst af alt møder Modstanderne op med det æstetiske Syn paa Sagen. Det er ikke æstetisk, at en Kvinde stemmer ved et Rigsdagsvalg. Det er ikke kvindeligt at bestille andet end at strikke Strømper, røre i Gryden og spille Fortepiano i Ny og Næ.
Ak, Holberg! Havde Du levet nu! Du vilde have fundet mange Meningsfæller blandt det nittende Aarhundredes Børn! Der er endnu Folk, der finder det forkasteligt, at Kvinderne »med andet mænger sig end kaage, sy og spinde«.
Ser man Kvindesagen fra et æstetisk Standpunkt, falder Betragtningen ud til Fordel for - Talsmændene for Kvindens Frigørelse.
Hvorledes man end vender og drejer Sagen, kan det underkuede aldrig i Evighed være æstetisk. Slaveri og Trældom kan ikke forsvares - mindst fra et æstetisk Synspunkt.
»Kun Friheden og det frie er i Sandhed skønne. Det kuede, det forkrøblede, det kunstigt i Væksten hæmmede er altid uskønt, og lige saa uskønt er det, som kvæler, som hæmmer og som kuer«, siger Georg Brandes. Og heri har han Ret.
Udenfor vort Lands Grænser ser man ikke det æstetiske Moment drage med i Striden om Kvindefrigørelsen.
Den Mærkelighed, at Danskerne mere end noget andet Folkeslag ved alle Lejligheder fører det æstetiske i Munden, forklarer Brandes derhen, at Ingen prædiker højere om det skønne og det uskønne end de, der ikke forstaar sig det mindste paa Æstetik, og som end ikke besidder den tarveligste Skønhedssans paa egen Haand.
Hvilket d’Herr. burde skrive sig bag Ørene.
Det forekommer mig, at Kvindens Ligeberettigelse med Manden er en Sag saa simpel og saa retfærdig, at det nærmest maa forundre, at der i vort oplyste, humane og fremskridtsvenlige Aarhundrede kan være to Meninger om den Ting.
Hvad der for mig er alfa og omega er Spørgsmaalet:
Er det ret at lukke Kvinderne ude ?
Er man enig med de Gejstlige, der i det sjette Aarhundrede stemte for Kvindens Udelukkelse af Menneskeheden, maa Svaret blive et absolut Ja.
Men mener man, at Kvinderne er Mennesker skabte af Kød og Blod som vi andre, bliver Svaret et ubetinget Nej.
Den Dag, da Kvindens Frigørelse er en fuldbyrdet Kendsgerning, er det civiliserede Samfunds største Skamplet afvasket. Men ikke nok hermed. Massen af aandelige Evner er fordoblet. Og det turde ikke være helt uden Betydning i et Samfund, der er saa fattigt som vort.
