« Tilbage til søgeresultaterne

Ved Bovbjærg

« Se emneord

(Sluttet.)

Bovbjærg er aldeles intet »Bjærg«. Det er en mærkelig, milelang Ler­skrænt, som falder brat af mod Havet, men kun meget jævnt skraaner nedad mod Landet i Øst. Paa sit Højde­punkt kan den vel være paa det allernærmeste 200 Fod over Vand­spejlet.

Staar man paa Bjergets Rand, eller gaar man nede paa Forstranden, er Indtrykket storslaaet, - i det mindste paa et Øje, som er vant til den almindelige danske Jævnhed og Fladhed.

Som en Stærkodder efter Kampen med de tolv Brødre ligger Bovbjærg der, blottende sin sønderflængede Bringe for Vester-vov-vov. Saar i Saar, - Skaar i Skaar! Med sit mægtige Bølgeslag huler Ha­vet Lerbanken ud fra neden, saa at den først slaar dybe Revner og dernæst synker og endelig styrter ned. Det er nemlig ikke med Leret som med Sandet. Leret opløses og vadskes ud. Det kan ikke som San­det lægge en Klitdæmning mellem Landet og den umættelige Erobrer med de talløse skumklædte Tropper. Og trods Høfderne tager Havet aarligt sine 20 Fod, der skrælles bort af Kysten og driver Menneskene og deres Bolig længere og længere mod Øst. I Løbet af et Par Menneske­aldre gaar der saaledes et ganske artigt Stykke jysk Land - bog­staveligt - i Vadsken, og det er kun en fattig Trøst for Vestboen paa denne Kant, at der længer Syd paa vindes Land fra Havet og paa Øst­kysten. Hvor for et Hundrede Aar siden Ploven gik, og Kvæget græssede, og mangt et Hjem stod, ruller nu Bølgerne.

Saa stor en Modsigelse bærer Havet paa : en ubarmhjærtig Voldsmand, dog en Ven med underfuld Helsebod!

Paa Gæstgiveriet boer man godt hos Hr. Bjerre, der tillige er Kunst­ner. En Mængde Billeder fra hans Haand smykker Væggene baade i det gamle og det ny Hjem.

Nede paa Stranden, et Par Minutters Gang fra Hotellet, ved den store Høfde med de opdyngede Granitblokke, ligger et Par meget primitive Badehuse. Om Badehuse paa Hjul kan der ikke være Tale, da Stranden skraaner alt for brat ned efter. Den Badende faar om Livet et Tov, til hvis anden Ende er fastgjort et Anker, der hugges ned i Sandet. Er Bølgeslaget særligt stærkt, har man en Fisker til at holde i dette Tov. Dejligt salt og friskt er Vandet og bærer sikkert Prisen for baade Østersøen og Kattegat.

Fra Fyret kan man tælle mindst 30 Kirker langs Kysten og længere ind efter. Mod Nord boltrer og bugter Limfjorden sig med sine Næs og Holme og Øer. Hist oppe ligger det navnkundige Harboøre med »Dødens Strand«. Skjulte mellem stejle Skræn­ter runder Lemvig sig om det inder­ste af Nissum Bredning. I Sønder har vi Nissum Fjord, og Øst over strækker sig det flade Eng- og Ager­land. Ude paa Søen glider en Dam­per forbi, og Fiskebaadene drager ud til og hjem fra Fangststederne. Er man ikke bange for en Gyngetur og ellers kan faa Lov af Baadelavet, er en saadan Fart nok værd at tage med. Man skal egentlig se Bovbjærg fra en Baad et godt Stykke fra Land.

Ret ud for Fyret, inden for den sidste Revle, ser man Bølgerne bryde og brække over et Vrag, en tysk Damper, som for en Del Aar stødte her og sank. Man kan tydeligt øjne Skorstenens øverste Rand derude i Havstokken. Det var ogsaa her at den noske Damper »Standard« gik

til Grunde.   Kun én af alle ombord­værende slap levende i Land.

Bovbjærg har sine Sagn, som man vel kan tænke. En Jætte stod oppe paa Harboøre og sigtede efter Ferring Kirke, men Stenen faldt ned paa Stranden halvvejs og laa i mange Tider synlig for alles Øjne med fem dybe Fingermærker efter. - Nu ruller Vandet over den, - en Skæbne, som iøvrigt synes at være overgaaet alt det mærkeligste i den Eng: det ligger paa Bunden af Havet og »det er ganske vist«. Saaledes ogsaa med den gamle Kirke og Præstejord. Det hedder, at en Mand dér fra Sognet fandt en »Strand­vadsker« og stjal hans Penge. Da Liget nu senere blev fundet og jord­fæstet paa Kirkegaarden, vilde den Døde ikke blive i Graven, men hjem­søgte Tyven aarle og silde, saa han til sidst gik til Præsten, strenge Hr. Lund, som ogsaa tog sig paa at mane Utysket ned i Jorden for altid. Dette gik for sig lige tæt ved Præstegaarden. Paa dette Sted udsprang en Kilde med Lægedomskræfter, - hvorom man vilde kunne overbevise sig, om ikke desværre den hele Skueplads for denne sandfærdige Begiven­hed, Kirke og Præstegaard og Kilde, var dækket af det graadige Vesterhav.

Det er værd at staa tidligt op paa Bovbjærg, naar alt driver af den friske Morgendug og den unge Sol blinker tilbage fra det sitrende Skjold. Dog, endnu stemningsrigere er Afte­nen, naar Dagens Drot i sin Nedgang dér fjærnt ude i Vest sætter Hav og Himmel i Brand. Men sti­ger Fuldmaanen op paa ét stort Nattehvælv og kaster sin Sølvbro langt, langt over mod det fjerne Brit­land, da er det som om denne vejr­bidte og havædte Stump Virkelighed af en vestjydsk Kyst glider med En ind i Æventyrets Verden.

Noget saadant føler hun vel ogsaa, den unge, slanke, hvidklædte Pige, som staar dér henne i Maanelyset paa Randen af Bjærget og drøm­mende stirrer ud over Søen, - og selv synes som en af Havets Døtre, der til en Forandring har faaet Lyst til fra den faste Landjord at be­tragte sit dybtsvulmende Hjem. -

Til Bovbjærg! Til Bovbjærg! Alle, som vil hente sig Kræfter hos »Livets« rige Kilde, »det moderlige Hav«. Her vil man altid kunne leve sammen med Stilheden som en Mand med sin Næste.

Mangt et Sted paa de danske Kyster har jeg gæstet, men aldrig fandt jeg siden Hvile og Styrkelse for Legem og Sjæl som paa Bov­bjærg!

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder