« Tilbage til søgeresultaterne
Kunstnerforhold
Det bliver ikke mere betvivlet i den civilicerede Verden, at Kvinder har kunstnerisk Begavelse i en saadan Grad, at det er rimeligt, at de ofrer sig for dens Udvikling,; hvad enten den gaar i Retning af Maler- og Billedhuggerkunst, eller det drejer sig om Musiken eller den dramatiske Kunst, og hvad den sidste angaar, har man vist aldrig hørt Kvinder frakendes Genialitet.
Vore Forældre tilbad Fru Heiberg, og vi beundrer Fru Hennings. Ingen Mand vil nægte Sara Bernhardt, Eleonore Duse, Ristori eller Samary o. fl. Genialitet, men den bildende Kunst tror Mændene at have Eneret paa, og de vil nødigt bøje sig for Rosa Bonheur, Madame Demont-Breton eller Mlle Bashkirtseff o. m. fl.
Man læste i »Politiken« for 18. Novb. 1901 i en Artikel af Hr. Emil Hannover om Kate Greenaway: » Med Rette priser man ellers Mandigheden som en af Kunstens første Fornødenheder, og med Rette betragter man den naturlige Mangel paa Mandighed hos Kvinderne som en af de væsenligste Hindringer for hendes Stræben efter at blive Manden jævnbyrdig i Kunsten. Men Kate Greenaway har bevist, at naar en Kunstnerinde helt til Bunden er Kvinde*), kan der i hendes Frembringelser være en Kvindelighed, hvis menneskelige Værdi er stor nok til at gøre hendes Arbejde til udmærket Kunst.
*) Udhævet af os.
Først mener Hr. E. H. altsaa, at al Kunst skal være mandig, men da Kvinderne ikke kan blive mandige, saa kan den ikke blive jævnbyrdig, - dernæst hævder han, at naar en Kunstnerinde helt til Bunden af sin Natur er Kvinde, kan det gøre hendes Arbejde »til udmærket Kunst«. Jeg kan ikke se rettere, end at Slutningen tilstrækkelig ophæver den første Paastand, der ogsaa er ganske uberettiget, thi lige saa lidt som det kan forlanges at en Forfatterinde skal skrive, en Skuespillerinde spille eller en Sangerinde synge som en Mand, kan i den bildende Kunst Kvinders Arbejde i Aanden og Følelsen forlanges at være mandig, dér skal de være kvindelige. I »Industrif. Tidssk.« Nr. 15, 1895, skrives om Maaden, paa hvilken den tekniske Viden er benyttet. Her staar vi overfor den individuelle større eller mindre Evne eller Færdighed. Den kan stige til Kunstfærdighed eller til Virtuositet, men bliver ikke Kunst, saalænge den ikke udtrykker noget Frembringeren Iboende eller tager Naturen til Forbillede. Ja, selv det sidste kan gøres, uden at Værket derfor bliver Kunstværk«.
En Kvinde kan dog vel nok udtrykke noget hende Iboende? Hr. E. H. skriver videre om K. G.: »Hun havde haft det Held at fødes paa en Tid, da Kvindeakademierne ikke eksisterede. Derfra stammer Halvdelen i det meste**) af, hvad Kvinderne i vore Dage præstere, i Kunstens Navn; - de vil være og vil kunne som Mænd (! !) og kan dog aldrig ophøre at være Kvinder«.
**) Skal vel være: »i det mindste« ?
Der er saamænd mange af de danske Kunstnerinder, som har haft det samme Held, efter som vort Kvindeakademi er af temmelig ny Dato. Skulde det nu virkelig være saa skadeligt for Kvinderne at lære ved en Skole, naar det er en Nødvendighed for Mændene? Det siges dog som en Anke mod K. G , at hun tegnede for daarligt, naar Maalestokken var lidt større. Meget muligt, at det var en Fejl ved vort Kvindeakademi, at Lærerne er Mænd; de forlanger maaske »Mandighed«, og de tænker og dømmer som Mænd. Hvorfor ikke besætte disse Lærerposter med vore bedste Kunstnerinder? Muligt ogsaa, at man ikke vrager nok blandt de kvindelige Aspiranter, men det maa jo være som ved Mændenes Akademi: de færreste bliver store Kunstnere, nogle bliver Haandværkere, og nogle bringer en forædlet Smag ud i Befolkningen; det har ogsaa sin Betydning.
Hr. E. H. siger endvidere: »Hendes Smag mere end hendes Kunnen gjorde hende til Kunstner i sin Form«. Her er man paa den rigtige Vej - naar det vigtigste er til Stede, kan man nok slaa lidt af paa Fordringerne paa Drevenhed og Rigtighed.
Med Kvindernes Ligestilling ved Akademiet er det gaaet svært tilbage. Allerede 1780 agreeredes Magdalene M. Bärens, 1782 Madame Clemens, 1790 Cathrine M. Müller, 1815 Julie Lütken, 1843 Adelgunde Voegt og 1861 Fru Jerichau-Baumann; !men siden er Kvinderne holdte udenfor Akademiets hellige Haller, uagtet vi har en Dygtighed som Bertha Vegmann (Udstillingsmedaillen), en Begavelse som Anna Ancher, en Kunstnerinde som Fru Stage-Frølich o. fl. Vi har set udmærkede Arbejder af Frøknerne Krebs, Konstantin-Hansen og Dohlmann, af Fru Carl Nielsen o. fl, men ikke en sølle Aarsmedaille er tilfalden nogen af dem.
Vort første frisindede Ministerium har stillet i Udsigt, at Kvinderne skal have kommunal Stemmeret. Tænk om vort Kultusministerium brød Akademiets kinesiske Mur, saa at det genaabnede sine Porte for de begavede Kvinder, - og tænk om Kultusministeriet havde Villie til snart at udjævne den Spalte, som stiller de højtbegavede frie Udstillere uden for »det danske Kunstnersamfund« ved at give dem deres Stemmeret ved Akademiet tilbage, selv om deres Kunstværker fremvises i en anden Gade - ja, saa vilde et mægtigt, konservativt Rige gaa til Grunde - Akademiet - men et meget større komme til at blomstre frem - Kunstens.
