« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Landkredsene

« Se emneord

Aarhus.

Tjenestepige og Husmoder.

Tidt og ofte er det sagt, at Kvin­derne ved deres Indtrædelse i Sam­fundslivet vil medbringe en ny Kærlighedens og Barmhjærtighedens Aand. Nogen absolut Sikkerhed for, hvad vi bringer, haves jo ikke; men vi har nu den ærligste Vilje til at yde det bedste, vi formaar, og da vi endnu er udelukkede fra at om­sætte vor Vilje i Handling, saa synes, vi at der dog altid er noget gjort ved at give et rigtig godt Løfte.

Der gives imidlertid en standende Strid, af hvis Udvikling aarvaagne Øjne vil kunne dømme aldeles nøj­agtigt om Beskaffenheden af den Aand, vi fører med os. Jeg mener Tjeneste pigesagen.

I denne Sag staar Kvinder mod Kvinder, al mandlig Indblanding kan her undgaaes; selv Tyendelovens Ord bliver dødt og magtesløst over­for den Ordning, som vi træffer inden for vort Hjems fire Vægge. Dette er en Opgave, som vi kan tage fat paa lige med det samme, her er Brug for al vor Iver og gode Vilje.

Læg Mærke til hvad jeg siger: denne Opgave bliver Prøvestenen for kvindelig Samfundsaand.

Det første, vi har at gøre, er, at begge Parter udtaler sig aabent og frejdigt, men uden Bitterhed for hinanden om det Tryk, de hver for sig har følt i Forholdet som Tjeneste­pige og Husmoder; kunde vi derefter naa til at samles - og hertil maatte Indbydelsen udgaa fra Husmødrene - for i Fællesskab at drøfte, hvorledes vi kunde lindre det Tryk for hinanden, da var vi inde paa en god Vej.

At   Pigerne   har   dannet   en  Forening til Forbedring af deres Kaar, bør ikke forundre eller forarge Nogen; ingen Arbejder er som Tjenestepigen udsat for Vilkaarlighed og slet Be­handling, hvorfor skulde hun da ikke følge den mandlige Arbejders Exempel og søge Bedring gennem Organisation? Det er jo ikke hende, der har givet Løfte om at træde nye Baner og medbringe ny Aand. - Det er os, Fruerne og Frøknerne, der har disse Løfters Byrder paa vore Skuldre, og vi kan ikke uden at krænke disse Løfter betræde den af Manden banede Vej: gennem en Modforening .at sætte os i fjendlig Stilling mod vore Modstandere.

Mellemværendet mellem Hus­mødre og Piger er af et saadant Omfang, at man næppe træffer nogen Husmoder eller Pige uden at høre dem fremføre Klager. Men lad dette ikke afskrække os fra Forsøget paa gennem fredelig Forhandling at vække den gensidige Forstaaelse. Jeg drister mig til med disse Linjer at gøre det første Skridt; ved at sende den samtidig til »Tjeneste­pigernes Fagblad« og til »Kvinden og Samfundet«, haaber jeg at frem­kalde flere Udtalelser fra begge Sider, som saa formentlig ogsaa vil finde Plads i begge Blade.

Min Stilling i Sagen er Hus­moderens, og det bliver altsaa en Husmoders Syn paa Sagen, jeg vil fremsætte.

Der er en Klage, der stadig ven­der tilbage i de bekymrede Husmødres indbyrdes Beretning, det er Klagen over Pigens yderliggaaende Ligegyldig­hed overfor sin Gerning, som medfører Uorden og Ødselhed i Husvæsenet, der sætter den mindre velhavende Husmoder mange graa Haar i Hove­det. Hvoraf kommer denne Ligegyldighed? - Ja, man kunde svare, at den er en naturlig Følge af den haanlige Ringeagt, hvormed saa man­gen Frue holder Pigen og alt, hvad dennes Ve og Vel vedrører, paa Af­stand. Men naar denne Ligegyldig­hed ogsaa optræder i Hjem, hvor Husmoderen betragter Pigen som Familiemedlem og ofrer hendes An­liggender den samme Omhu og Inter­esse, som hun skænker de øvrige Familiemedlemmer, da bliver Pigens Ligegyldighed en Utilbørlighed og Uretfærdighed overfor Husmoderen. Jeg ser ganske vist en Art Und­skyldning i det Forhold, at det hus­lige Arbejde betragtes som et Er­hverv, der uden nogensomhelst For­uddannelse staar aabent for alle Kvinder, og derfor gribes som saa­dant af en Mængde unge Piger, der ikke har Raad til at spørge sig selv, om de ogsaa har den Lyst og Inter­esse for dette Arbejde, som er nød­vendigt for at blive dygtig deri, og som mangen en Gang endogsaa gaar omkring med en ulykkelig Kærlighed til en ganske anden Beskæftigelse.

Mindre hyppig, men dog ret hyppig forekommer Klagen over det slagfærdige »dertil er jeg ikke fæs­tet« hvormed Pigen møder Anmod­ningen om at udføre et eller andet Arbejde, som hun ikke synes om. Det kan være ret fortrædeligt at modtage dette Svar, naar man tror at have fæstet sig en Medhjælperske til alt, hvad der forefalder, og især er det harmeligt, naar man aldrig selv har generet sig ved det Ar­bejde, som Pigen mener sig for for god til. Men her maa nok vi gode Fruer gribe i vor egen Barm. Det er Fordommen mod Arbejdet som en Skam og Fordelingen af den større eller mindre Skam, der klæ­ber ved hvert Arbejde, som møder os i det mundrappe: dertil er jeg ikke fæstet! - Og hvem støtter og opretholder denne Fordom mere end vi selv, Damerne? Sætter vi ikke Tjenestepigen nedenfor al Rangfor­ordning og nægter hende systematisk den Frøkentitel, som vi yder enhver anden agtværdig - eller mindre agt­værdig ung Pige, og som ogsaa ydes hende selv, saa snart som hun søndagsklædt viser sig uden for Huset? Hvad Under da, at hun ikke synes om at gaa Byærinder i sin Formiddagsdragt, naar alle ser ned paa hende som Tjenestepigen. Mon vi ikke kunde overvinde os til med et Slag at ramme en Pæl igennem denne For­dom, ved at kalde vor huslige Med­hjælperske Frøken den og den, i Stedet for Marie eller Karoline. Vi er jo dog vel enige om, at hun er mindst lige saa megen Agt og Ære værd, naar hun i sin Arbejdsdragt udfører sin Gærning, som naar hun gaar ud for more sig - hvorfor da yde hende mindre! At enhver tilfældig Gæst i Huset kan tiltage sig Ret til at kalde Pigen ved Fornavn, kan i enkelte Tilfælde indeholde en saadan Krænkelse, at dette alene er nok til at forbitre Pigens Sind.

En tredje Klage, der undertiden høres, er Klagen over, at Pigen bort­tager forskellige Delikatesser fra Spisekammeret for dermed at trak­tere sin Forlovede eller andre gode Venner. Dette betragtes ikke af Pigen som Tyveri, men medfører for Husmoderens Vedkommende en Fø­lelse af Ubehag og Utryghed, som virker ødelæggende paa Forholdet mellem hende og Pigen.

Naar Tjenestepigerne nu har samlet sig for at hæve sig selv og højne deres Stilling, da beder jeg dem ikke at forglemme at arbejde paa den indre Frigørelse, Frigørelsen fra den Slaveaand og Slavemoral, som er Underkuelsens aller ulyksaligste Følger. Det hænder, at en Frue, som i ærligt Frisind og tro­skyldig Tro paa Menneskets oprinde­lige Lighed stiller sig helt lige med sin Pige, gør den overordentlig pinlige Erfaring, at denne lønner den hende viste Agtelse med Frækhed, Fortro­lighed med listigt Spioneri, Høj­sind med Lavsind. Saadant gør mere Skade, end man ret kan over­skue.

Bliv stolte, alle Tjenestepiger og Husmødrene med! Paa den større eller mindre Stolthed alene beror et Menneskes Værd. Stolthed bestaar nemlig ikke i, at man kræver meget af Andre, men derimod i, at man kræver meget af sig selv og ikke anser nogen Tanke eller Handling for sig selv værdig, uden de aller ædleste.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner