« Tilbage til søgeresultaterne
Ved Dødslejet
Hvad vil de sorte Skarer,
som flokkes om min Seng?
Vil de mon lægge Snarer
for min Elskte og min Dreng?
Skal vi for Elskov bøde,
som I ej gav Jert Ord,
vil I pine mig til Døde,
fordi jeg ikke »tror«.
Den skaldede Munk med Korset
fæstned til Rosenkrans,
løfter det højt i Vejret
i spillende Kærteglans,
raaber: »O fule Synder,
vender Du ikke om,
tror Du ej, som jeg præker,
gaar Du til Helvedes Dom.
Tænk paa Din Synd, o Synder,
græd og hyl og gør Bod,
strø Dit Hoved med Aske,
kryb for Madonnas Fod.
Kun den livsalige Moder
fører til Himlens Hjem,
Satan lurer i Krogen,
Kløerne strækker han frem.«
»Ti’!« da lyder en Stemme,
skarp og myndig og haard,
»Ti’, Du Djævlens Yngel,
troer Du, at her Du raa’er?
Madonna er ikke hellig,
og Paven, den arge Skalk,
burde stenes af Roma
med Klerker og Messekalk.
Ene den søde Jesus
kan frelse en syndig Sjæl,
Satan, den fule Djævel,
tør ikkuns stikke hans Hæl.
Døende Synder, svar mig,
tror Du, at Jesu Maal
var kun at frelse din Krop fra
Helvedes brændende Skaal?
Tror Du, saa æd af Brødet,
drik den frelsende Vin,
tror Du ikke, saa glid da
ned til Helvedes Svin.
Der skal med gloende Tænger
nappes Din syndige Krop,
aldrig, hører Du, aldrig
kommer af Pølen Du op!«
»Kættere! Djævle til Hobe «
skratter en tredje Røst,
»under Kristendoms Kaabe
skjuler I Hedenskabs Brøst.«
- »Slange, ti stille og lad ham
nyde Nadveren i Ro,
Herrens hellige Legeme
bringes til Synderens Bo.« -
»Nadver er Helvedes Maaltid,
ædes det ej af en From,
saa gaar Synderen lige
lukt til Helvedes Dom.«
Saadan de hyler og raaber,
Skændes om hellige Ord,
skriger imellem hverandre –
hver paa sit eget kun troer,
mens jeg Stakkel og Svage,
svedende lytter til,
føler alt her paa Jorden
Helvedes koglende Spil.
Da mellem Skrig og Trusler,
lyder et sagte Raab,
og mit Øre det fanger,
som en Udfrielsens Daab.
Sagtelig aabnes Døren,
lynsnart glider der ind,
først en spillende Straale
af Solens liflige Skin,
saa træder hun over Tærsklen,
min hulde, blomstrende Viv,
en Rose bær hun i Haanden –
da tystner al Kiv og Strid.
Døren lader hun aaben,
Guds Sol strømmer lige ind,
den kvæger min fugtige Pande
og varmer min blegnende Kind.
Hun taler - mildt og dog myndigt,
flyder den Tales Elv,
Solstraalen lyser om Panden -
er hun Madonna selv?
De Sorte viger tilbage
for Livets svulmende Magt,
de Sorte viger af Vejen
for Gaven, som hun har bragt.
Den fugtige, duftende Rose
straaler med Purpurskær -
hun ser i mit døende Øje,
bort viger den kævlende Hær.
Hun trykker sin dejlige Gave
tæt til min tørre Mund
og hvisker: »Du ængstes ikke
for Døden, den trange Stund.
Du kække, som stred og slæbte
for dem, som Du havde kær,
kan trøstig møde Din Dommer,
han slaar ej med skarpen Sværd.
De Ofre, Du bragte din Elskov,
som Roser spredes de ud,
som dejlige Roser de dufter –
paa dem flyver Sjælen til Gud!
Lad Rosen mod Læben gløde,
hør, Drengen derinde ler –
Du trøstig for Dommeren møde,
han ene paa Hjærtet ser.«