« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Landkredsene
Ry.
Lidt om Højskolen
I.
Man skulde jo tro, at i vort lille Land var der ingen, som ikke kendte Højskolerne og vidste, hvorledes de virkede. Vort Land er oversaaet med disse, og den ejendommelige Maade at holde Skole paa er der gaaet Ry af Viden om, ja Evropa over. Man tilskriver Højskolen for en stor Del Æren af vort Landbrugs gode Fremgang og mange andre Fremskridt, saa vel i økonomisk som i aandelig Henseende.
Og dog er jeg bleven anmodet om at skrive lidt om Højskolerne i »Kvinden og Samfundet« med den Begrundelse, at Københavnerne kender ikke Højskolen. Ve de Landboere, som ikke anede, at vi havde Theatre, ikke vidste, at Københavnernes Opdragelsesanstalt laa paa Kongens Nytorv. De fik ikke med den Uvidenhed Lov til at slippe ind i de dannede Lag; Københavnerne har forbavset mig før i deres Viden og Tænken. Her paa Landet kniber det i intelligente Kredse at faa Modstandere, naar Kvindesagen diskuteres: »Uh nej, ikke den Sag, den er vi jo saa knusende enige om, der kan ikke pines Uenighed ud af den«. Paa Højskolen kan ganske vist særlig de dummeste Karle med stor Frejdighed beraabe sig paa, at Manden er Kvindens Hoved og som Følge deraf hendes Herre og maa bestemme for hende, hvad der tjener bedst; men disse Røster taber sig, man er ikke saa ganske sikker mere, det er saa kreperligt at høre, at Ens Formænd, Pigerne, langt fra var Karlene underlegne, tvært imod. Den sidste Skanse, Soldatertjenesten, som Mandens Adkomst til Stemmeretten, har saa mangfoldige Gange fremkaldt Kontra-Spørgsmaalet, hvorfor de kasserede Soldater da ikke tabe deres Stemmeret, saa ogsaa denne sidste Tilflugt føles uholdbar; men i selve København, Landets Hjærte, derfra hvor saa mange Strømninger pumpes ud til Landet, der fandt jeg en Kreds af vordende Embedsmænd, der endnu fandt det Umagen værd at være Kvindens Formynder, bestemme, hvor hun skulde staa (Piedestalen synes at blive foretrukken), og hvordan hun maatte være. Det var i Sandhed en forfriskende Diskussion.
Den til Kedsommelighed drøftede Kvindesag blev ny af glødende Interesse. Aabenbar Modstander er herlig i Modsætning til det sædvanlige Dyneslag, der giver sig Udtryk i følgende: »Vel har I soleklar Ret til at være ligestillede med os Mænd; men Herregud, det gaar jo godt nok, som det gaar, hvad vil I egentlig med den Valgret? «
»I kommanderer jo dog over os Mænd!« -
Undskyld mit lange Ophold i København, jeg begiver mig nu atter ud paa Landet og dets Højskoler.
Der hviler en ejendommelig Poesi over disse smaa Samfund, der et halv Vinteraar eller tre lyse Sommermaaneder, dér lever sammen som en stor Familie. Bygningerne har i Reglen en Historie, der ikke just gør dem smukke, men interessante. Som et privat Hjem, der undergaar Forandringen efter som Børneflokken vokser, udvides dette store Hjem. Der maa i en Fart skaffes mere Husrum, og billigt maa det være, for Pengene er smaa. Dette har ganske præget Skolerne; men samtidig er de i Reglen prægede stærkt af den Personlighed, der ejer dem, Han er sin egen Arkitekt, han vil gærne gøre sin Bolig saa venlig og tiltalende for de unge, saa godt han formaar, derfor ligner Skolen ham og ingen anden Bygning i Landet. Den fremmede beskuer standser, ikke beundrende, men forbavset udbrydende: »Hvad er det dog for en Anstalt?« De Mennesker, som kun betragter Arbejdet som en Pligt, et Middel til at skaffe Føden, maa paa Forhaand opgive at forstaa Højskolegærningen, de vil kun naa til den Sætning: »Nej, at nogen gider!« Kun de, som anerkender, at det er værd at arbejde for en Idé, har Betingelser for at forstaa hele denne folkelige Bevægelse.-
(Fortsættes.)
