« Tilbage til søgeresultaterne
Evig Retfærdighed
En Slyngel, Hykler eller Nar,
saa kaldes gerne han,
der træder Fremtidsvejen først
i Folk og Fædreland.
Han drikke maa Skarntydesaft
og smage Øksens Staal,
for ham man bygger Galger op
og tænder høje Baal.
Og Menneskenes Harm og Had
til Graven følger ham,
hans Navn besudles frækt med Løgn,
med Ondskab, Spot og Skam. .
Men Sandhed vinder dog en Gang,
thi fremad, frem det gaar;
Retfærdighedens Sag tilsidst
som Sejrherre staar.
Kun frejdig, gamle Sokrates
i Fængslets snævre Rum!
forlad Dig paa, din indre Røst
til Døden gør Dig stum!
Lérlampen kan de knuse vel,
som Guddomsflammen bar,
men slukker ej med Dødens Vin
din Tankes Lue klar,
udsletter ikke dine Ord
af Menneskenes Hu
med al den Gift, der blandedes
fra Verdens Gry til nu.
I Dag fordømt, i Morgen prist!
thi fremad, frem det gaar;
tilsidst faar Sandhed Overhaand,
med Sejren Retfærd staar.
Du gamle Graaskæg i din Vraa*),
følg kun din Forskertrang!
forøg kun dristigt Kunskabs Skat,
Du skal faa Ret en Gang!
lad dem kun haane, bande Dig
en Satans Munk og Trold!
fem Hundred Aar for tidligt for
din Velfærd faldt din Old.
Men ej for tidligt blev Du født
til hele Slægtens Gavn,
og vore Fædres Djævle vi
har givet Helgennavn.
Den blinde ser, Træl vorder Drot,
thi fremad, frem det gaar,
og Uret taber dog tilsidst,
med Sejren Retfærd staar.
*) Den engelske Munk Roger Bacon fra det 13. Aarhundrede var langt forud for sin Samtid i Naturerkendelse, og maatte derfor lide megen Forfølgelse.
Staa Galilea, staa kun fast,
stol paa din Tanke trygt,
lad dem kun spotte, naar Du har
genkaldt dit Ord af Frygt!
trods deres Blindhed Solens Glans
er lige klar og ren!
lad Præster og Tyranner kun
Dig volde Harm og Mén!
en Sandhed blev dog aldrig dræbt
med Skældsord eller Nid.
De kan kun smæde, pine, slaa
dens Vidner for en Tid.
Men Solen bryder gennem Sky,
og fremad, frem det gaar,
Retfærdigheden dog tilsidst
som Sejrherre staar.
Og er endnu der Folk som dem
og Tanker med slig Magt?
i Nød og Trang sov mange hen,
fik aldrig Tanken sagt.
Og mange under Verdens Band,
der lever her og hist,
fordi tre Hundred Aar forud
fløj Sjælens kække Gnist.
Om ikke Fjendskab møder de
dog kolde Hjærter blot,
og de maa døje Sorg og Savn
og hver en Uslings Spot.
Men Tidens Hjul sig drejer rundt,
og fremad, frem det gaar;
tilsidst faar Sandhed Overhaand,
med Sejren Retfærd staar.
Charles Mackay,
(Fra engelsk ved U. Birkedal.)
