« Tilbage til søgeresultaterne
„Dit Folk skal være mit Folk!"
I min 32 Aar lange Forfattervirksomhed har jeg aldrig taget til Genmæle selv mod en uretfærdig eller misforstaaet Kritik. Naar jeg nu alligevel gærne vil knytte nogle Bemærkninger til den forøvrigt meget venlige Anmeldelse af min Bog i »Kvinden og Samfundet«, - særlig maaske fordi den virkelig var velvillig, - da sker det udelukkende, fordi Bogens Hensigt var noget mere og større end blot at fremkalde en »smuk Stemning og en varm Deltagelse« hos de kongerigske Mænd og fornemlig Kvinder, hvis bedste Organ jo netop »Kvinden og Samfundet« skulde være.
Deltagelse føler man kun med Andre - ikke med sig selv, og »Stemning« er en behagelig, æstetisk Tilstand, som ikke hører hjemme, hvor det gælder Liv eller Død. Den er kun en flygtig Gæst.
Georg Brandes har nylig med Rette sagt, at man ikke maa være saa naiv at tro, at Fortyskningen vilde stanse ved Kongeaaen, saafremt Sønderjylland bukkede under. Der er desværre flere, end man skulde tro, der ere saa »naive« - især blandt Kvinder og især i København. Jeg har haft ret triste Beviser paa denne blinde »Naivitet«.
Hvis min Bog kunde gøre sit til at vække enkelte sovende Danske - ogsaa blandt Dansk Kvindesamfunds Medlemmer - saa de faar Øjne op for, at det er om deres eget Liv, der kæmpes sønden Aa, at denne Kamp ikke blot gælder dem men os, og at denne Kamp kommer os ganske anderledes ind paa Livet end Boernes, end Finnernes, fordi den gælder vor egen Tilværelse, saa har den saavist ikke været skrevet forgæves.
Stormfloden fra Syd kan igen komme. Det gælder om aldrig at glemme at se efter, om Digerne ere i Orden, at det ikke skal gaa os som Marskboerne, der mellem hver Stormflod glemte, at den kunde komme igen.
Anmelderens æstetiske Anker mod Bogen kan det ikke falde mig ind at søge at imødegaa. Hvad den Ene siger: er det svageste, siger en anden: er det bedste, og Enhver maa jo have Lov til at have sin egen Mening. Men netop fordi Kritikernes Smag er saa forskellig, er en Forfatter nødt til kun at gaa efter sit eget Hoved, ellers vilde han blive »skakkørt«.
Jeg vil blot faa Lov til at gøre opmærksom paa, at Karens Forelskelse i Fætteren paa det Tidspunkt, da hun lod sig daare af Jürgens, kun var i sin Vorden som en svag Spire, der først udviklede sig og blev hende bevidst under Ægteskabets store Skuffelse.
Det var derfor, psykologisk set, ingen Hemmelighed, at hendes Følelse for Jürgens kunde have varet ved for Livet, hvis Nationaliteten ikke havde skilt dem. - For dette Moment har i Virkeligheden bragt Ulykker i mange Ægteskab - ikke blot mellem Danske og Tyske men ogsaa mellem Norske og Svenske. Ja, jeg har endogsaa hørt en norsk-født, dansk Hustru sige til sin Niece: »Gift dig aldrig uden med en Mand af dit eget Folk«.
At saa mange norskfødte Hustruer hernede trives bedre i Danmark end i Norge, ophæver ikke dette, da de fleste af disse sidstnævnte tilhører det ældre Slægtled, der var ligesaa meget dansk som norsk i sin Oprindelse.
»Hvorfor Tyskeren skulde dø?« Ja, det er meget muligt, at det kunstnerisk set er en Svaghed, men Jürgens døde i Virkeligheden, og jeg kan ikke give bedre Svar end med Højskolebladets Anmelders Ord: »Og dog en slig Knude, som her er bunden, og som bindes altfor ofte i det daglige Liv, kan ikke løses men blot overhugges«.
Det er rigtigt! Livet har ofte ingen Betænkelighed ved netop at gøre det - kunstnerisk set - uforberedte og højst umotiverede. Man kan muligvis stille det Spørgsmaal: hvordan vilde det være gaaet, hvis Jürgens ikke var død,? Ja, Jürgens var flyttet tilbage til Tyskland, og for Karen kom der det »Enten-Eller«: for Barnets Skyld at følge ham, og saa var hendes Livssaga ude, eller at lade sig skille fra ham og dermed ogsaa fra Kaj. Jeg synes, at stakkels Karen havde lidt nok, og at det var godt, Døden var barmhjærtig. Karens senere Livshistorie, som en anden Gang vil blive fortalt, vil bedst vise, at Livet er rigere og frembyder flere Overraskelser, end Æstetikens Sandsynlighedsteori vil vedgaa. Enhvers Liv er under højere, skjulte Magters Herredømme; de griber ind, naar vi mindst aner det. Hvad Barnet angaar kan jeg kun fastholde, at der i enhver erotisk Forbindelse er et etisk Moment, men lig Pligtens, Troskabens Moment, og at dette viser sig at have faaet Kød og Blod, naar vort Barn først er kommet til Verden. Hvis Elskende ikke saa ofte glemte dette Moment, vilde der hverken være saa mange opløste Ægteskaber eller forladte Børn.
Hvad Bogens tyske Repræsentanter angaar, da kan jeg kun tilsidst til Belysning af Forholdene dernede bevidne, at den tyske Amtsforstander C. har mange Brødre. Han er ikke mere »farceagtig« end den preusiske Embedsmand, der ifjor lod en stor Strækning af Grænsen vestpaa afspærre med en hel Gendarmstyrke ene og alene for at opsnappe Pastor Rosenstand fra Vester Vedsted, som tilmed, den Gang slet ikke havde været nede i Sønderjylland.
Jeg kunde fortælle mange utrolige Historier om de preusiske Fanatikeres Naivitet, for Fanatikere bliver netop meget ofte fordummede af deres egen Fanatisme, men jeg vil kun henvise til den største Dumhed af alle, nemlig at preusiske Embedsmænd i Sønderjylland har foretaget og fremdeles foretager Retshandlinger og udsteder Forbud, som er ulovlige - selv efter preusiske Love -, og derfor ogsaa blive underkendte som døde og magtesløse af deres egne, højeste, preussiske Domstole.
Jo Gudskelov, de er virkelig ofte saa dumme dernede - tilbedste netop for Danskheden!
Og de maa selv have en Anelse derom, thi deres hidsige Gaaen paa er i sin inderste Grund Raseri over, at de gør sig latterlige i hele Evropas Øjne.
At over firti Millioner Tyskere ikke aandeligt kan overvinde de knapt To Hundrede Tusinde Sønderjyder!
Hvis den Situation ikke er komisk for en Stormagt, ved jeg ikke, hvilken der skulde være det.
