« Tilbage til søgeresultaterne
Hvorledes vindes Ungdommen?
Man har i den senere Tid fremhævet, at Kvindesagen egentlig ikke mere har Modstandere hverken blandt Højre- eller Venstremænd; Alle finder det baade rimeligt og ønskeligt, at vi faar i det mindste kommunal Valgret. Hvad der endnu mangler for at faa Sagen gennemført er nok i Grunden blot mere Begejstring og Varme blandt Kvinderne selv. Sagens Forkæmpere synes her at have en Opgave, som ganske vist ikke er let, men heller ikke uoverkommelig, nemlig at vække denne Begejstring.
Der er maaske Begejstring og Iver nok i en vis lille Kreds, men hvad nytter det, naar denne Følelse ikke trænges ud i alle Lag af Befolkningen og fylder os Alle?
Rundt om i Hovedstaden sidder en Mængde unge, arbejdende Kvinder, som véd, hvad det vil sige, at kæmpe for Tilværelsen; mon de virkelig skulde være uimodtagelige? Mon det virkelig skulde være umuligt at vække deres Interesse for Spørgsmaal, der i saa høj Grad vedrører dem selv?
Mange af dem fører én kummerlig, glædeløs Tilværelse, alle deres Interesser er nær ved at sluges af det daglige Slid, og dog maa man beundre den Tapperhed og det Heltemod, hvormed de holder sig oppe. Ingen, som ikke kender dem, aner, hvor haardt det kniber.
Og der er tusinde andre, som maaske ikke har Næringssorger, men som dog savner Hjemmets Hygge, naar de trætte og forslidte kommer hjem til et ensomt Værelse efter at have tilbragt en lang Arbejdsdag paa et Kontor eller i en Forretning, ligesom der ogsaa er en Masse studerende Damer ude fra Provinserne, der fører en trist Tilværelse rundt om i mer eller mindre uhyggelige Pensionater.
Tænk hvad det vilde sige, om alle disse arbejdende Kvinder, af hvilke mange vil spredes rundt om i Landet, og som derfor ofte vil faa Lejlighed til at udbrede Ideerne videre, kunde samles om den store Sag!
Tænk hvilken rivende Fart Bevægelsen vilde tage, om alle de, der selv vil faa Gavn af det, om
Kvinderne fik et Ord at sige i det offentlige Liv, virkelig fik en Følelse af Sagens Betydning og droges med i Kampen!
Og mon det virkelig skulde være saa vanskeligt at faa den modne Ungdom med?
Mon det virkelig skulde være umuligt at drage unge Kvinder bort fra de ofte kolde, ensomme Værelser, der er deres Hjem, hen til et Sted, hvor der vises dem Venlighed, og hvor der er godt og hyggeligt at være? Det er det sikkert ikke.
Men naturligvis maa man gaa frem med Varsomhed, ikke straks slaa paa den store Tromme eller byde den tungeste Kost. Der er jo Emner og Interesser nok at samles om. Først og fremmest maatte man gøre det hyggeligt og fornøjeligt for de unge og vække en stærk Følelse af, at vi holder sammen og, om vi end staar paa de forskelligste Trin af Samfundsstigen, vil række hinanden Haanden i den Kamp, hvis Løsen er: Fremad og opad!
Men Munterhed og Venlighed maa der til, det er ligesaa nødvendigt for Ungdommen som Solskin for Planten. Ungdom uden Glæde og Begejstring er som en Blomst uden Duft; men ofte ødes disse herlige Egenskaber under Hverdagslivets Slid. Derfor maa man ikke i Begyndelsen stille for store Krav eller eller tale for stærke Ord, men fare frem med Lempe, da skal det nok vise sig, at man ikke kalder forgæves, og at Kvindesagens Forkæmpere i Ungdommen vil vinde trofaste Forbundsfæller.
