« Tilbage til søgeresultaterne
Skal Hustruen bidrage til Familiens Underhold?
Dette Spørgsmaal staar for Øjeblikket paa Dagsordenen i Amerika. Anledningen er følgende:
I Los Angelos forlangte en Hustru Skilsmisse paa Grund af Mandens Mishandlinger, samt fordi han ikke vilde underholde hende. Dommeren, Waldo M. York., afsagde den Kendelse, at hvad det første Punkt angik, var Skilsmissen berettiget; derimod hedder det overfor det andet Klagemaal saaledes i Dommen: »Jeg finder det ikke at være noget Usædvanligt, at Hustruen maa bidrage til Familiens Underhold, saa at der her ikke foreligger nogen Skilsmissegrund. - Jeg tror, at Hustruen skal tage en Del af Omsorgen for Familieunderholdet paa sine Skuldre.«
Denne Dom har vakt stor Opsigt og fremkaldt en Mængde Indlæg for og imod. Et af de interessanteste og tillige morsomste hidrører fra en Prokurator ved Navn Marshall Woodworth i Los Angelos, der skriver, at »naar Hustruen skulde være berettiget til at klage over Manden, fordi han ikke sørger for hendes Underhold, saa maatte der ydes Manden samme Ret«. Hertil svarer en amerikansk Kvinde, Mrs. Ida Husted Harper i Bladet »Sun« i New York:
»Den almindelige Retsfølelse byder, at Manden underholder Hustruen, og at hun herfor skylder ham at være ham til Tjeneste. Men naar man forlanger, at hun ogsaa skal bidrage til Underholdet, vil man da ogsaa fritage hende for at være Manden til Tjeneste? Eller forpligter man saa ogsaa Manden til at gaa sin Hustru til Haande? Det vil sige, at naar hun ved sit Arbejde uden for Hjemmet hjælper til at underholde Familien, skal Manden saa udøve Husholdningens mange forskellige Pligter? Er dette ikke Tilfældet, saa forurettes Hustruen ved den dobbelte Byrde, der paalægges hende. Overfor den Anskuelse, at Hustruen skal bidrage til Underholdet, glemmer de Herrer Jurister Moderpligtens naturlige Krav. Man diskuterede i lang Tid Spørgsmaalet, om Hustruen under Svangerskabet maatte beskæftige sig med det strengere Arbejde, der forekommer i Huset, og Svaret lød, at set fra et hygiejnisk Standpunkt maatte man for Moderens og Barnets Skyld anbefale, at Hustruen saa meget som muligt skaanedes for haardt Arbejde. Hvorledes vover man da nu at forlange, at hun i Svangerskabets Periode skal paatage sig Ansvaret for Familiens Erhverv!
Den Kendsgerning, at Kvinden paa Grund af Fattigdom, Laster og Uvidenhed ofte bringes i en ulykkelig Stilling, maa meget beklages, og den almindelige Retsfølelse kan ikke krænkes dybere, end naar en saadan Tilstand sanktioneres af Loven. Baade Jurister og Lægfolk tager Fejl, naar de paastaar, at Ægteskabet er en Kontrakt som enhver anden Overenskomst i det borgerlige Liv, og at begge Parter har lige Ansvar og Pligter. Dette kan aldrig være Tilfældet, thi der kan ikke paalægges Manden Pligter, der kan stilles lige med Hustruens Pligter som Moder, hverken i Retning af Smerter og Farer eller i Retning af Fare for Liv og Helbred. Dersom Mændene ikke vil afskrække - Kvinderne fra Ægteskabet, dersom de ikke vil bringe det dertil, at de efter indgaaet Ægteskab vægrer sig ved at paatage sig Moderpligter, saa maa de ikke udbrede den Lære, at det hører til en Del af Hustruens Pligter at underholde Familien.
Allerede nu spørger Kvinden, om Ægteskabet byder hende nok til at holde hende skadesløs for de Ofre, der forlanges. Men skulde den Tid komme, at Loven kræver af hende, at hun skal sørge for de Børns pekuniære Underhold, for hvis Indtræden i Livet hun har indsat Liv og Helbred, saa vil den sikreste Frigørelse for alle disse Besværligheder være at - forblive ugift!«
