« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindelig Stemmeret
»Frem Bondemand, frem,« har Digteren længe sunget -, og han er kommet frem, saa højt som en Mand kan komme her i Landet, - men nu, han er kommet til Magten, nu kalder han saa Kvinderne. »Kom nu, I Kvinder - med Skatten som I har i Gem!« - og vi maa takke vor Kultusminister, at han har gjort det første Skridt og er kommet med et Forslag, hvor Kvinderne, i Lighed med Mændene, faar baade Valgret og Valgbarhed. Det er ganske mærkeligt! I al den voldsomme Modstand og Strid, som dette Forslag forvolder, er der Ingen, der hæver Røsten mod, at Kvinderne tages med, og dog kan der siges ganske det samme derom som imod, at Kvinderne faar Valgret til Sogneraad og Rigsdag -: det vil sætte Splid mellem Ægtefolkene, Mødrene vil forsømme deres Hjem, forlade deres Børn, Religionskrige har altid været de voldsomste. Her kunde jo ogsaa godt blive Splid om, hvem man vil vælge til Præst; men her lader alle Ægtefolkene selv derom - og Mødrene selv om at faa passet deres Hus og deres Børn - og det er nok ogsaa den bedste Vagt, der kan sættes.
Men naar man har sagt A, saa maa man ogsaa sige B; - er det rigtigt at have Kvinderne med til at vælge Præster og til Menighedsraadene og øvrige Virksomhed, saa maa det ogsaa være rigtigt at have Kvinderne med til gennem Sogneraadene at vælge Skolelærere og andet mere - og hvorfor saa ikke ogsaa Rigsdagsmand?
Det taler vi nu ikke om endnu, men det bliver naturligvis Følgen. Hvorfor skal Kvinderne, som dog er Flertallet, ikke regnes med til Folket? - Hostrup siger i en Sang:
I kender jo Ordet, at aldrig man finder
Af Mennesker bedre end Mandfolk og Kvinder. -
Og Ordet er godt, for det gemmer den Mening,
At skilt er de daarligst, men bedst i Forening.
Altsaa Mennesket, Mand og Kvinde i Forening - det er det bedste. De skal udfylde hinanden. - Manden har Egenskaber, Kvinden ikke har, og Kvinden Egenskaber, Manden ikke har, og derfor er vi ogsaa skabt til at være hinandens Medhjælp. - »Stærk som Fader og mild som Moder,« siger Hostrup i en anden Sang - og det er ogsaa Typen for Mænd og Kvinder *) - med Undtagelser naturligvis.
Kraft og Mildhed - de skal hjælpe hinanden, saa bliver det godt - godt i de smaa Hjem, som i de store, - og er Komune og Stat ikke et stort Hus med mange Børn - store og smaa? -
I de smaa Hjem er det anerkendt alle Vegne, at det er galt, naar der ingen Kvinder er; og lykkeligt er det Hjem, hvor Mand og Kone deler alt med hinanden. Men hvorfor er det ikke ligesaa i de store Hjem? - hvorfor skal det der tjene Samfundet bedst, at Kvinderne udelukkes? –
Det største paa Jorden er et Hjem,
Hvor Troskab og Kærlighed raader.
Kun der vokser Folkenes Styrke frem,
Kun der løses Samfundets Gaader.
De Smaa og de Gamle faar hver sin Part,
Det Hele af hver bliver fremmet.
Om En er i Nød, kommer Hjælpen snart,
Hvor læres det, uden i Hjemmet.
Ja Frihed og Lighed og Broderskab,
Aarhundredets Løsen og Gaade.
I Hjemmet, hvor fælles er Haab og Tab,
Der samles de tredelte Traade*).
Frihed og Lighed er det gaaet frem med, Broderskabet staar i Stampe; - maaske er det, fordi Kvinderne ikke har været med.
Jutta Bojesen-Møller.
*) Mon ikke Mildheden er den Skat, som vi har i Gem?
*) K. Bjerre.
