« Tilbage til søgeresultaterne
I Morgentaagen
I.
Jeg har et Minde fra min Ungdomstid
om en Skærsommerdagning, da jeg fo’r
med »Snälltåg« op mod Søerne i Nord,
hvor Tiveden sig strækker milevid.
Jeg vidste, at en Skønhed, rig og stor,
var skænket denne Egn, og ret med Flid
jeg holdt mig vaagen, - men da jeg kom did
laa Morgentaagen lavt og tungt ved Jord.
Kun graahvid Damp forneden og foroven!
og mine Øjne stirred’ sig kun trætte,
men fik ej Glimt af Søen eller Skoven.
Ak! tænkte jeg, bag Sløret her, det tætte,
dér grønnes Birk og Fyr og blaaner Voven,
- men faar jeg det at se? vil Taagen lette?
II.
Men nu! et Aandepust fra Dagens Bryst,
- og Taagesløret bølger, brister, flænges,
og bort mod alle Himmelhjørner trænges,
og klart det rødmer over Vetterns Kyst.
Og for mit Blik, da Fængselsmuren sprænges,
den gyldne Kugle løfter sig i Øst,
og skuer paa det fagre Land med Lyst.
- Saa skulde jeg da ej forgæves længes!
Blaa hvælver Himmelkuplen sig deroppe,
og fra min Plads ved Vinduet i Krogen
jeg ser det blanke Vand, de grønne Toppe,
og By og Borg; som dukker frem af Taagen.
Af Fryd jeg føler Hjærtet i mig hoppe,
og hvisker: godt, at jeg har holdt mig vaagen!
III.
Det ny Aarhundred’ er et Land, der sover
i Morgendæmring, mens vi farer frem.
Vi véd, at del har store Ting i Gem,
at mange dyre Skatte det os lover.
Men kort er Livet, - skal vi hæve dem?
skal vi se Taagen fly, som ruger over
de fejre Lunde og de muntre Vover,
den nye Verdens tusind skønne Hjem?
Kun ét vi mægter, mens vi fremad stævner
og venter paa det Pust, som friskt og kækt
vil aande hen saa Taagemuren revner:
at, til vi knuges under Muldets Vægt,
vi holder vaagne alle Sjælens Evner.
- Da skal det lysne for en ufødt Slægt!
