« Tilbage til søgeresultaterne
Litteratur
Mellem Børn. Af Edv. Egeberg.
Gyldendalske Forlag.
Det er en Samling af 20 Smaahistorier, Forfatteren har givet Fællestitlen: »Mellem Børn«. Som Børnelærer har han haft Lejlighed til at gøre Iagttagelser i Børnenes Verden, og saa har han den gode Evne at kunne fortælle om, hvad han har hørt og set paa saadan en Maade, at man ligesom selv oplever det. Hans kristiske Sans er vaagen, ikke alene over før andre - hvad ikke er saa svært endda -, men han tager sig selv med blandt de Lærere og Forældre, han langer en Vinge ud til. Og den Slags Dommere kan man endda finde sig i, som siger vi og ikke I.
Det er underligt nok, det kan gøre saadan en Forskel med Benyttelsen af disse to smaa Ord i en
selvkaldet Dommers Mund. Og selvkaldede er vi jo til jævns alle, naar vi optræder som
Samfunds-Revsere. Selv Pastoren, som slynger flammende, strænge Ord ud over Tilhørerne, gør klogt i at lægge sig paa Sinde, at kun naar han siger »vi Syndere«, har han Mulighed for at finde aabne Øren. - Forøvrigt har jeg ingen Tro til de strænge Qrds Nytte i en Præsts Mund, enten han saa siger vi eller I. Men det kommer jo ikke denne Sag ved.
Edv. Egeberg er ikke Præst, men at han har haft sin Opmærksomhed henvendt ogsaa paa disse Lærere, bærer flere af hans Historier Vidnesbyrd om. Særlig i den sidste, et lille Æventyr som hedder: »Fra den gamle Skolestue«, vanker der Smæk for Skillingen, baade til Præst og Degn og hele Menigheden.
Men ellers tager han med bløde Hænder alle Vegne hvor det gælder Børnene, og mange gode Vink til Forældre og Børneopdragere ligger gemte i hans Fortællinger. Ikke mindst Lærere, som daglig skal omgaas de mange fremmede Børn, vil kunne hente gode Raad hos Egeberg.
Dog er han ikke al Tid Skolemester. Imellem fortæller han blot sin Historie om et eller andet, han har oplevet eller lagt Mærke til i Børnenes Verden. Det kan baade være noget grimt og noget kønt Men altsammen har det Sanddruhedens Stempel paa sig, og derfor hager det sig fast i En. Som f. Eks naar han i »Lømler« fortæller om Drengen Peter og viser hvordan han med Naturnødvendighed maa ende som Forbryder, »hvis ikke det vidunderlige sker - og det sker jo sjælden.«
Men helst dvæler man ved Forfatterens kønne Barneskildringer. Særlig en, der hedder »En lille Gravskrift«, er dejlig. Den handler om, hvad en lille, fattig Pige kan naa at faa udrettet, til hun er 7 Aar gammel.
Hun var sine Smaasøskendes bedste Ven, sin Moders lille, hvide Lam og højre Haand, sin Faders Opmuntring og Glæde, naar han kom fra Arbejde, træt og ofte i daarligt Humør.
Men hendes Liv var kun kort, hun fik den slemme Halssyge og døde hastig.
Som Solstraalen, naar den bryder igennem Skyen paa en graa Efteraarsdag, saadan havde hendes Liv været i det fattige Hjem.
Men under Straalens Lys og Varme spiller alle unge Føl og Lam paa Engen og leger alle smaa Menneskebørn.
Og i de klare Straaler fra det lille, aabne Stykke Himmel glemmer den syge sine Smerter, den sørgende sin Sorg, og over alle trætte, gamle og tungsindige Menneskers Ansigt gaar et lille Smil.
Var den lille Piges korte Liv ikke saadan et Stykke Himmel, en saadan Solstraale?
Saadan spørger Forfatteren, da han har fortalt Barnets korte Saga, og han slutter den lille Gravskrift saaledes:
»Hun levede kort, men hun levede ikke forgæves.
Lykkens Dybde maales ikke med Aarenes Alen.
Syv gode, glade Aar er det nok værd at takke Gud for.
Om den lille pige var bleven de syv Gange ti til - det havde maaske ikke vejet de syv op.«
