« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindetyper i Middelalderens religiøse Skuespil, særlig de engelske
(Nr. 50 af »Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning«,
udgivne af det philologisk-historiske Samfund).
En ualmindelig indholdsrig lille Bog, som vidner om dybtgaaende Kundskaber og levende Interesse for Emnet. Forfatterinden fremhæver i Indledningen, at de Personer, som optræder i de middelalderlige »Mysterier eller Mirakelstykker« trods de fra Bibelen hentede Navne og Begivenheder dog i hele deres Færd er Børn af deres egen Tid, det vil sige af det 14de eller 15de Aarhundrede. Forfatterne har selvfølgelig kendt deres egen Tidsalder og dens Mennesker bedst og derfor ladet de Personer, som de fremstiller, tænke, tale og handle som Folk paa den Tid plejede at gøre. Derved er disse gamle Skuespil blevne en værdifuld Kilde til Oplysninger om det daglige Liv, ikke, som f Eks. vore Folkeviser, om det Liv, der førtes i Riddersal og Fruerstue, men om de jævne Folks Liv, fra den velhavende Haandværkers og Landmands til den usselige Faaretyvs. Man faar Lejlighed til at se ind i Stuen, hvor Kvinden sidder og spinder paa sin Haandten, til at høre hende tage imod sin Mand, naar han kommer fra Arbejde, eller spøge med sit Barn, medens hun klæder det af. Man ser, hvorledes Ægtemand, Hustru og Barn levede sammen i de Tider, og særlig, hvilken Rolle Kvinden spillede i det daglige Liv.
Den Kvindetype, der først fremdrages, er den trættekære Hustru, som underkuer og prygler sin stakkels Mand. Aabenbart har man fundet dette Forhold overmaade komisk og tyet dertil, naar man rigtig vilde sætte Tilskuernes Lattermuskler i Bevægelse. Medens Noah fremstilles som en sindig, fredsommelig Mand, er hans Kone i flere af Skuespillene en ren Xantippe, der skælder ham
Huden fuld og gør ham Livet surt ved sin Opsætsighed og sit onde Lune. Men, underligt nok, bliver hun temmelig brat helt skikkelig, lydig og ydmyg. Forfatterinden udfinder ved Sammenligninger mellem de forskellige Skildringer af Noahs Hustru, at hun først har været en stilfærdig, dydsiret Kvinde, men at Skænde- og Pryglescenerne bagefter er indlagte til Publikums Morskab.
Kvindelist er ogsaa et yndet Emne. Medens Hustruen i de franske Skuespil kun sjælden sætter sig aabenlyst op imod sin Mand, faar hun her ofte ved Underfundighed sin Villie ført igennem. Dog staar de franske Kvinder i List tilbage for Faaretyvens Hustru i et engelsk Hyrdespil. Faaret, som hendes Mand har stjaalet, svøber hun og lægger det i Vuggen for at skjule det, og selv spiller hun den lidende Barselkvindes Rolle særdeles naturlig.
Et helt Afsnit af Bogen handler om Adam og Eva. Hvor kom den Tanke fra at indlemme Kvinden, Særlig Hustruen, i Rækken af de onde og komiske Figurer, der efterhaanden blev mere og mere nødvendige for at holde Publikum i Aande, spørger Forfatterinden, og hun giver det Svar, at Skylden for en stor Del falder paa Eva. Havde hun ikke indladt sig i Snak med Djævelen, havde hun ikke været saa let at lokke, saa var Adam aldrig kommen i den Fortræd. Hun maa i Mysterieskuespillene høre ilde for sin Svaghed overfor Fristeren: Hun er forfængelig og kan ikke modstaa al den Smiger, han overvælder hende med, hun er lækkersulten, hvad der gør Æblet endnu mere tillokkende for hende, hun er nysgerrig, og fornemmelig er hun altfor snaksom. Men senere hen, da Ulykken er kommen over dem, skildres Eva ofte som den mest tiltalende af de to, ydmyg og angergiven, anklagende sig selv for al den Fortræd, hun har forvoldt, og kærlig bekymret for Efterkommerne. Der er i et af de franske Stykker en egen, kraftig Realisme i Skildringen af de to efter Syndefaldet, da han maa grave, og hun maa spinde, kort sagt, de maa arbejde i deres Ansigts Sved. Det er, tydelig nok, skrevet af et Menneske, som kender til dagligt Slid og Slæb, men dog ikke ser altfor mørkt paa Livet og ikke tvivler paa, at der endnu kan være meget godt i Vente for to, der med ærlig Villie tager Arbejdet op.
Medens Hustruen i de engelske Mysteriespil har faaet en ret indgaaende, om end ikke altid blid og kærlig Behandling, er det paafaldende, hvor fjernt fra Forfatternes Tanker den unge Pige synes at være. Det er næsten, som om hun ikke eksisterede. Mulig hænger dette sammen med den Omstændighed, at det erotiske Element er udeladt af de engelske Skuespil. De franske derimod har intet imod Elskov og behandler den unge Pige, naar Lejlighed gives, med en vis galant Interesse. Naar Mysteriespillene omhandler Jomfru Maria, hvad de selvfølgelig ofte gør, ogsaa da hun var Barn og ung Pige, smykker de hende med alle mulige Dyder, uden dog at frembringe noget virkeligt Billede af barnlig eller jomfruelig Ynde. Langt bedre lykkes Fremstillingen af det moderlige hos hende. Himmeldronningen med Diadem og Glorie, klædt i Silke og Skarlagen, opvartet af Ærkeengle og tilbedt paa Jorden som i Himlen, er egentlig kun en stiv Dukke; men hos Moderen Maria er der mange smukke og rørende Træk, lige fra da hun med Glæde gynger sin nyfødte Søn paa Armen, og til hun i dybeste Smærte klager under hans Kors.
Moderfølelsen skildres i det hele taget kønt og inderligt. Selv hvor Kvinderne, som i et fransk Skuespil de to Mødre ved Salomons Dom, kun er temmelig løse Fugle, skifter deres Tone fra letfærdig Pjat til moderlige Kærlighedsytringer, naar Talen falder paa deres Barn. Moderligheden har til alle Tider vakt Ærbødighed.
Sluttelig samler Forfatterinden Resultaterne af sine baade omfattende og grundige Forskninger om Middelalderens religiøse Skuespil og Kvindens Rolle deri saaledes, at der øjensynlig i hine fjerne Tider, lige saa vel som i vore Dage, har været en hel Del at udsætte paa Kvindekønnet. Det kan se ud, som om Mandens Erfaringer gaar ud paa, at Kvinden er trættekær og herskesyg, snakkesalig og upaalidelig. Dog derfor behøver hverken de Tiders Tanker om Kvinden at have været saa ringe eller Skuespillenes Forfattere gennemgaaende at have været Kvindehadere. Thi samtidig med, at der klages over de dumme, stædige, trættekære, letsindige Hustruer, hæves de samme Kvinder til Skyerne, naar de er Mødre. Saaledes gives der dem i Virkeligheden fuld Oprejsning for al den Spot, der er bleven ud øst over dem; ja, det synes, som om Spotten i mange Tilfælde ikke var rigtig alvorlig ment, naar f. Eks. Manden i Nødens Time søger sin Hustrus Raad og staar sig godt ved at følge det.
Hvad de nationale Forskelligheder angaar, finder Forfatterinden Hustruen i de engelske Skuespil grovere og mere usleben end i de franske, men mere trofast og paalidelig, medens den franske Kvinde absolut er den mest indtagende og forføreriske. Den engelske Hustru er en arbejdsvant Kvinde med grove Hænder, den franske ofte en sminket og friseret Kokette. Dette fører igen Tanken hen paa, at Elskov er noget, der næsten ikke omtales i de engelske Stykker; i de franske derimod spiller særlig den rent sanselige Kærlighed en vis Rolle.
Bogens sidste Ytringer, nemlig om Moderkærligheden, er saa smukke, at det maa være tilladt her at citere dem: Om Moderen falder de to Nationers Dom derimod i det væsentlige sammen: En Moder er altid trofast, kærlig og opofrende. De franske og engelske Mødre har maaske en lidt forskellig Maade at udtrykke deres Moderkærlighed paa; ser man paa den ene Side den franske spøge og lege med sit lille Barn, til hun glemmer hele den øvrige Verden i sin Glæde over det, saa ser man paa den anden Side den engelske, væbnet med sin Haandten, fare løs paa de raa Soldater, der har dræbt hendes lille Skat *), og uddele saa drøje Hug, at de stønner derved.
Men man fristes dog ikke til at tro, at den sidstes Kærlighed er mere ægte end den førstes. Gennem begge Landes Skuespil klinger den gamle Tone: Faa er som Fader, ingen som Moder.
*) i et Skuespil, der handler om Barnemordet i Bethlehem.
