« Tilbage til søgeresultaterne
Polens Kvinder
I Anledning af det oprørende Skoletyranni, der fra preussisk Side øves mod polske Børn, er der over hele Polen bleven dannet Kvindekomitéer, som har samlet sig om et Opraab til alle Kvinder i den gamle og ny Verden. Gennem Dr. G. Brandes tilstiller Fru Mary la Wolska danske Kvinder følgende:
Appel til Evropas Kvinder!
Under de syv Aarhundreder, i hvilke den polske Nation har kæmpet mod Teutonerne, er det nu anden Gang, at en kvindelig Røst hæver sig for det forfulgte Folk imod tysk Uretfærdighed. Første Gang skete det, da Dronning Hedvig truede den tyske Ordens Stormester med den guddommelige Vrede, og kort Tid derefter led Ordenen det afgørende Nederlag ved Grünwald.
Nu appellerer for anden Gang alle polske Kvinder, alle polske Mødre deres Sag imod det tyske Barbari og imod den uretfærdige Tugtelse, der er tilføjet deres Børn - hvem véd, om ikke Fremtidens Skygger skjuler et nyt Grünwald.
Det er ikke blot i vor nationale Stræbens Navn, men i Menneskelighedens, at vi appellerer til alle Folkeslag, til alle de Kvinder, der har et Moderhjærte.
I deres nationale Hovmod tillægger Preusserne sig Ret til at civilisere; de tilsteder ikke, at et Folk, der er underkastet deres Aag, har anden Attraa, andre Forhaabninger end deres; de krænker de helligste Følelser endog i Smaabørns Hjærter.
Vi æsker i den uhørte Sag, der fylder vort Sind med Harme, alle de Folkeslags Dom, der selv har kæmpet for deres Ret og Frihed.
I den katolske Skole i den lille Landsby Wresnia i Storhertugdømmet Poven, en polsk Provins under Preusens Aag, befaler man de polske Børn at bede og at lære Katekismen paa Tysk. Børnene, som fra deres spædeste Aar er vante til at bede i deres Modersmaal, kan ikke lyde Lærerens Bud. Man Indelukker dem da i Skolen; man pisker dem til Blods. Paa en lille Pige river Læreren med sine Fingre Munden itu for at faa hende til at fremsige Bønnen paa Tysk. De Skrig, som udstødes af de saaledes martrede Børn, faar en Hob Mennesker til at samles under Skolens Vinduer. Børnenes Forældre og Værger bryder ud i Klager. Men de Klageskrig, der udstødes af Mødrene, fornærmer de preusiske Myndigheder; de betegner dem som Oprør og forfølger for Domstolene de ulykkelige Kvinder og alle, der har villet skride ind til Fordel for Ofrene. Trods Forældrenes og andres Vidnesbyrd, der stadfæstede, at Børnene var saarede, saa de ikke kunde holde en Bog i deres Hænder, blev de tyve Anklagede, der mødte for Retten, sidst i November dømte til at sættes bag Bolt og Jærn for en Tid, der varierer fra et halvt Aar til halvandet.
Men hvad der er uhørt og enestaaende: Statsadvokaten nedlagde kun Fordring paa en ringe Straf; Domstolen brød sig ikke derom, men dømte endog en dødssyg Kvinde, Moder til syv Børn, til det højeste Maal af Straf.
Hvilket Hjærte opbringes ikke ved Tanken om de Lidelser og den Tortur, der paalægges disse ulykkelige Mødre, hvis eneste Forbrydelse er at være Mødre . . o, polske Kvinder!
Vi, der er disse Ulykkeliges Søstre, vi rejser os som en levende Billedstøtte af Smerten overfor alle andre Folk og udstøder Raabet: Retfærdighed!
Gid vort Raab maatte finde et Ekko i alle Hjærter og brændemærke vore Bødler med Vanærens Stempel!
