« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Jærnbaneetaten
Jærnbaneforeningen har i dette Efteraar afholdt en Række Møder angaaende Lønningssagen. Paa et
af disse kom de kvindelige Ansatte ogsaa til Orde, og deres Ønsker begrundedes yderligere ved nedenstaaende Artikel, optaget i Foreningens Blad »Vor Stand«. Da den synes at have mere almen Interesse, gengiver vi den her:
Ved det af Forretningsudvalget sammenkaldte Møde paa Godsbanegaarden d. 9. f. M. blev der med Enstemmighed vedtaget en Henstilling til »Jærnbaneforeningen« om, at denne vilde arbejde for, at det i Jærnbanekommissionens Betænkning indeholdte Forslag om en særlig Lønningsklasse for kvindelige Assistenter ophæves, saaledes at Løningen, i Lighed med hvad der finder Sted i Postetaten, bliver ens for mandlige og kvindelige Ansatte.
Det er altsaa ikke uden Præcedens, at Staten giver Kvinder lige Adgang med Mænd til Ansættelse i dens Tjeneste, og det maa antages at være sket i rigtig Erkendelse af det simple Retfærdighedsprincip, at samme Arbejde har Krav paa samme Løn. Hvor Fordringerne for Ansættelse er lige, og Kravet med Hensyn til Arbejdets Udførelse saavel kvantitativt som kvalitativt er ens, dér synes det at maatte ligge klart for Dagen, at saa maa ogsaa Lønnen være den samme. Som Forholdene i Øjeblikket er indenfor Statsbanedriften, da er der, saavidt vi kan skønne, ikke nogen Lovhjemmel for at lade kvindelige Ansatte indtage nogen Særstilling, men desuagtet har Administrationen fundet sig foranlediget til Gang paa Gang at forbigaa dem ved Forfremmelse for derefter med visse eller rettere uvisse Mellemrum at lade nogle af de kvindelige Skrivere blive forfremmede til Assistenter; hvilket Princip, der har gjort sig gældende ved de omhandlede Forfremmelser, har det, idetmindste for Udenforadministrationenstaaende, ikke været muligt at konstatere.
Efter Kommissionsbetænkningen skal kvindelige Assistenter indtage den Særstilling, at deres Løn og Aldersstilling ansættes betydelig lavere end for de tilsvarende mandlige Hvad vil Følgerne heraf blive? Enten vil Staten, der jo skal administrere saa billigt som muligt, tilstræbe at faa det mest mulige af sit Arbejde udført for denne billige Pris, og dette vil sikkert ske, saafremt den faar de dygtige Kvinder til at gaa ind paa disse Vilkaar, eller ogsaa vil denne Særklasse blive rekruteret blandt de mindre duelige, de mindre energisk arbejdende Kvinder (og disse vil meget let kunne berolige deres Samvittighed med, at da Lønnen er mindre, vil man heller ikke med Billighed kunne forlange samme Præstationer som af de mandlige Ansatte) og da vil det blive en daarlig Økonomi for Staten. Saafremt dette Ulighedsprincip bliver lovfæstet, da vil det blive utaalelige Vilkaar at arbejde under saavel for den mandlige som for den kvindelige Part. De vil ikke ophøre med at se skævt til hinanden, den første af Had, fordi den kvindelige Ansatte optræder som Underbyder af hans Arbejde, den anden af Misundelse, fordi hun er afskaaren fra, trods det, at hun arbejder Side om Side med Manden og tildeles det samme Arbejde, at opnaa samme Løn. Vilde det derfor ikke være i Mandens egen velforstaaede Interesse at afværge, at dette uretfærdige Princip bliver ophøjet til Lov? Er det først sket, da bliver det vanskeligt at faa det kuldkastet. Vilde det ikke være lige heldbringende for begge Parter, at den kvindelige Ansatte fik Lov til at arbejde som Mandens jævnbyrdige Kammerat?
Og nu kommer vi til den anden Side af Sagen, til dette, som det ogsaa viste sig ved Mødet
den 9. ds., at Jærnbaneforeningens Forretningsudvalg var klar over, at Spørgsmaalet om Kvindens Ligeberettigelse med Manden ikke blot vedrører Jærnbaneetaten, men tillige er et Samfundsspørgsmaal. De to eneste begrundede, indtil Trivialitet gentagne, Indvendinger er disse, at Manden er Familieforsørger, Kvinden ikke, og Kvindens Arbejde staar ikke paa Højde med Mandens. Den sidste Paastand turde for Jærnbaneetatens Vedkommende være bedst gendreven ved den Kendsgerning, at de samme Arbejder snart udføres af mandlige, snart af kvindelige Ansatte samt derved, at man har Eksempler paa, at kvindelige Skrivere har overtaget I. Klasses Assistenters Arbejde og i Aarevis udført dette til deres Foresattes Tilfredshed. Til den første Indvending kan svares med Spørgsmaalet, hvorfor man da ikke lige saa godt ser sig nødsaget til at nedsætte den ugifte Mands Lønning eller i Analogi hermed, hvorfor spørger Staten ikke først den formuende Mand, om han nu ogsaa behøver den fulde Lønning for at kunne forsørge sin Familie eller ogsaa helt nægter ham Arbejde. Manden vilde sikkert og med Rette frabede sig saadanne Indgreb i hans personlige Frihed. Og hvis det er saa samfundsfarligt at lade Kvinden høste Lønnen for sit Arbejde, hvorfor føler Staten sig saa ikke ligesaa forpligtet til at gribe ind, hvor Kvinden udøver den frie Næring, hvor hun praktiserer som Læge, hvor hun optræder som Næringsdrivende, som Ejendomsbesidder eller Kapitalist? Her kunde jo med Lethed, da Manden er ene om Lovgivningsarbejdet, ved Lov fastsættes en vis Procentafgift af hendes Fortjeneste. Et andet Argument er dette, at Penge har større Værdi for Kvinden end for Manden. Paa hvormange Omraader mon dette vil holde Stik? Man vil straks anføre, at Kvindens Klædedragt er billigere end Mandens, lad være at den ogsaa i Anskaffelsesøjeblikket er det, men i saa Fald holder den heller ikke halvt saa længe, saa det forbedrer ikke Forholdet med Hensyn til Pengenes Værdi. Endvidere - kan man paavise, at Kvinder erhverve sig de samme Kundskaber billigere end Mænd, bliver de selv eller deres Gods befordrede til lavere Takster, kan de besøge Theatre, Museer eller Restaurationer til nedsatte Priser, kan de nøjes med de halve Maaltider og endda føle sig mættede? Vi kender Intet dertil, men ved, at med Arbejdet følger en god sund Appetit, som maa tilfredsstilles, og at baade Legemet og Aanden trænger til Rekreation.
Hvem siger, at Kvinden ikke, naar hun bliver sat i Stand dertil, frivillig vilde paatage sig andres Forsørgelse og desuden, mon Samfundet ikke vil være vel tjent med, at det Overskud af ugifte Kvinder, som med Naturnødvendighed altid vil fremkomme, og som i tidligere Tider helt eller delvis faldt Samfundet til Byrde, befries fra denne uværdige Lod og faar lige Adgang med Mænd til selvstændigt Erhverv. Endelig vil man maaske indvende, at Ægteskabet vil blive sjældnere, den ugifte Stand hyppigere. Det er ikke meget sandsynligt, derimod vil de Tilfælde, hvor Ægteskabet indgaas for at opnaa Forsørgelse, blive færre, og de Tilfælde, hvor det bygges paa gensidig Agtelse, blive hyppigere, og det turde ikke være til Skade for Samfundsmoralen. Naar man vil bestemme et Samfunds Kulturstandpunkt, da anlægger man som Maalestok den Stilling, Kvinden indtager i dette Samfund, og det turde være ubestrideligt, at saalænge Kvinden med Magt afskæres fra at kunne opnaa samme selvstændige Stilling som Manden, saalænge vil Menneskeheden ikke kunne naa det Højdepunkt af Kultur, som den stræber imod. Først da, naar Manden ser, at Kvindens Arbejde rettelig vurderes, først da vil han vænne sig til at betragte hende med samme Agtelse, hvormed han nu betragter sine Lige, thi vi forlanger ikke Almisse, ingen Beskyttelse, ingen Overbærenhed, ingen Gaaen paa Akkord med Hensyn til Fordringerne, men kun Løn for udført Arbejde.
