« Tilbage til søgeresultaterne
Stemmeretten
Stemmeretten. *)
*) Efter at Bladet var sat, blev Mødedagen forandret til d. 23. Fru Müllers Udtalelser har dog derfor ikke mindre Interesse
Red.
Jeg vilde gerne gøre Bladets Læsere opmærksom paa, at der Fredagen den 31. Januar i Rømersgade holdes et Møde med Diskussion om »Kvindelig Stemmeret«. Det var ønskeligt, om mange vilde give Møde for at faa mere Oplysning om Sagen, men ogsaa for at man ikke skal faa Bestyrkelse i den Paastand, at Kvinderne ikke bryder sig om Stemmeret.
Naturligvis er der mange, der ikke gør det - ligesaa var det jo med Bondestanden, da den i 1848 fik Stemmeret - men hvor er dog Bønderne gaaet frem siden den Tid - baade i aandelig og materiel Henseende. Hvad man ikke har Ansvar for og intet kan gøre ved, er det undskyldeligt, at man ikke har Interesse for, og derfor er saa mange Kvinder ligegyldige for, hvad der angaar Folk og Fædreland.
I Krigens Tid kom en Mand til at tale med 2 Bondekoner om Krigen, og hvad den førte med sig. Konerne var meget ulykkelige over Krigen, men Manden søgte at tale dem til Rette ved at forestille dem, at naar det gjaldt Fædreland og Frihed, saa maatte man være villig til at ofre noget, selv om det var dyrebart. Manden hørte til det Slags Folk, som man plejer at kalde de pæne og fine, han kunde ogsaa henregnes til de studerte, som man plejer at anse for de dannede. Alligevel vilde hans Tale ikke ret vinde Indgang. Da han var gaaet, sagde den ene Kone: »Du kan tro, Ane, at Fædreland og saadan noget har noget at betyde for saadanne Folk«. »Saadan noget« er jo et meget ubestemt Udtryk, men det maa jo være noget, som hænger sammen med Fædrelandet - og vi kan da tænke paa Frihed, Modersmaal, Hustru o. s. v. og ved, »saadanne Folk« har hun tænkt paa Præsten og Degnen i det Sogn, hvor hun boede, Herremanden, Doktoren, maaske ogsaa Smeden; men naturligvis har hun ikke tænkt paa nogen Kvinde, ikke engang Præstens eller Degnens Kone; thi hun sluttede fra sig selv, og hun vidste sig selv fri.
Saadan skulde det ikke være. Fædreland og saadan noget - det skulde ligge os alle paa Hjerte, baade høje og lave, Mand og Kvinde.
»Vi skal give vor Broder, vor Bejler, vor Ven,
Vi skal give vor Brudgom, vor Mand,
Vi skal give det bedste, det kæreste hen
For at frelse vort Fædreland«.«
Og skulde Fædreland og saadan noget ikke komme os ved? Det er desværre ikke alene de to Koner og ligesindede, der tænker saadan. Det maa ogsaa de tænke, der ikke vil tage Kvinderne med paa Raad og give dem Stemmeret i saadanne Sager, men siger som Enevoldsherren : Vi alene vide; og de har ogsaa Ansvaret for, at saa mange Kvinder siger, at »saadan noget« ikke kommer dem ved. Skal vi give vore Penge i Skatter saa vel som Mændene, og skal vi give det dyreste, vi ejer, saa er det ret og billigt, at vi ogsaa tages med paa Raad, hvor Bestemmelserne tages, om hvad Pengene skal bruges til, og hvad vi skal give vore Elskede hen til.
Men vi maa selv gøre, hvad vi kan for at faa den Ret og »Saadanne Folk« maa hjælpe os, som de hjalp Bønderne i sin Tid, saa sker det nok, og saa skal der blive færre og færre Kvinder, som siger, at Fædreland og »saadan noget« ikke kommer os ved; - og det skal blive til Gavn for Fædrelandet. - »Thi den Haand, der rører Vuggen, styrer Verden«.
