« Tilbage til søgeresultaterne
Paa Rejse
I 5 Dage har vi befundet os som i et russisk Bad - uafbrudt, Dag og Nat. I 5 Dage har vi nemlig været paa det røde Hav, som skal være det hedeste Hav i Verden, naar undtages den persiske Bugt og nogle Steder ved Australien.
Denne trykkende Hede paa det røde Hav er en ganske naturlig Følge af dets geografiske Beliggenhed. Det kan nemlig betragtes som den laveste Del af en mægtig Dal; mod Øst begrænset af Arabiens Højsletter, mod Vest af en Række Bjærge, der paa nogle Steder naar en Højde af 6000 Fod over Havet. Naar dertil kommer, at det er meget lidt aabent baade mod Nord og Syd, idet Adgangen til det mod Syd er det smalle Bab-el-Mandeb Stræde og mod Nord den endnu smallere Suez-Kanal, saa er det ikke saa underligt, at der bliver meget lunt, og at Luften kan blive kvælende varm.
Aftenerne er som oftest endnu mere trykkende hede end Dagene, og der hører megen Overvindelse til at gaa fra Dækket og ind i de endnu hedere Kahytter og gaa til Køjs. Det hænder da ogsaa, at saa en og saa en anden slumrer blidelig ind paa Dækket i en Kurvestol, en Hængekøje eller et mere eller mindre bekvemt Sted.
En Nat vaagner jeg saaledes i en Hængekøje; i første Øjeblik kan jeg ikke rigtig orientere mig og ser mig lidt forvirret omkring; men lidt efter lidt gaar det op for mig, at jeg befinder mig paa »Korea’s« Dæk og ved denne Tid burde være gaaet til Køjs - Kl. er nemlig ca. 3. Natten er imidlertid saa dejlig, at jeg foretrækker at gaa en Tur. Tusinder og atter Tusinder af Stjærner er synlige paa Himlen; Vandet er klart og blankt og saa fuldt af Morild, at det næsten ogsaa ser ud som en Himmelhvælving, tæt besaaet med blinkende, glimtende, lysende Stjærner.
Jeg gaar omkring paa Dækket og finder snart, at der er flere, der som jeg har foretrukket Dækket for Kahytten, enten de nu er bleven overrumplede af Søvnen, medens de betragtede Himmelens Dejlighed, eller de med fuldt Vidende og Vilje har givet sig i dens Magt paa det Sted, hvor de laa.
Skibslægen ligger i blid Søvn i en »long-chair«. En norsk Dame, der er paa Vejen over til sin Mand, som er ansat i Kina, ligger i en anden »long-chair«, men rigtignok ikke i blid Søvn; hun klager sig ynkeligt og synes at mene, at det er en lille Smule uartigt fra Naturens Side, at der ikke er mere frisk Luft paa det røde Hav. - I en Krog ligger noget, som jeg ikke lige straks kan begribe hvad er; det ligner en uhyre forstørret Larve; jeg gaar lidt nærmere og stirrer paa Fænomenet, da det pludselig rører sig og med en i Betragtning af Omgivelsernes Larm utilbørlig høj Stemme spørger: »Anything to see?« - »Aa, er det Dem, Mr. S.« - - jo, det er M r. S., en gammel Hollænder, som, efter i 40
Aar ikke at have set sit Fædreland, har besøgt dette og nu atter er paa Vej til Kina, hvor han bor. Han plejer altid at komme og meddele, naar der er »noget at se«; især interesserer han sig meget for Dampskibe. Naar vi undertiden om Aftenen møder en Postdamper, kommer Mr. S. i en Slags Henrykkelses-Tilstand ; men det er ogsaa et kønt Syn i stille, klart Vejr at se et saadant Skib stærkt oplyst fra øverst til nederst, glide roligt og majestætisk hen over Vandet. Jeg oplyser Mr. S. om, at der er ingen Damper at se, men at der er en dejlig Stjærnehimmel og et Vand, der lyser af Morild. »Naa- aa,« siger han beroliget og lægger sig til at sove igen. - Inden jeg gaar videre, siger jeg deltagende til den gamle Mand: »Men Mr. S. er det ikke altfor haardt for Dem at ligge der paa Dækket;« - han har nemlig kun lidt under Hovedet. Min Deltagelse rører ham dybt; af sine Lungers fulde Kraft raaber han: »Oh no, Miss . . .«. Jeg flygter i Hast af Frygt for at hele Besætningen skal
blive vækket, hvis Samtalen fortsættes.
Der er i det røde Hav talrigere og mere udstrakte Koralrev en i noget andet Hav i Verden af lignende Størrelse; de findes i lange Striber langs Kysten, med hvilken de paa mange Steder er forbundne. Rundt omkring i Havet findes ogsaa mange skjulte Koraløer, som gør Sejladsen vanskelig og farlig. - Mellem den vestlige Kyst af det røde Hav og Højlandet findes en flad Landstrækning, som er meget øde; der er næsten ingen Vegetation, og dog bor der i disse fattige Egne nogle afrikanske Stammer, der staar under ægyptisk Herredømme. Tilstanden blandt disse Mennesker skal være i høj Grad elendig og umenneskelig. - Paa den østlige Side af Havet er der en Del tyrkiske Provinser; den sydlige Del af denne Kyst er maaske den frugtbareste Egn i Arabien. Der er stærk Forbindelse mellem de to Kyster, da Havet stadig er befaret af afrikanske Pilgrimme paa deres Vej til Mekka og Medina. Antallet af disse Pilgrimme er meget betydeligt - ca. 20,000 aarligt.
- Inden vi forlader det røde Hav, passerer vi tæt forbi Mokka. Denne By ligger i en lille Bugt mellem to lange Odder; paa hver af disse ligger et Fort i Ruiner En Stenmole er bygget ud i Vandet; her er Landingspladsen, og her er den Port, hvorigennem man ene kan faa Adgang til Byen fra Havet.
Byen strækker sig mod Nord og Syd langs Kysten og gør, fra Havet set, et imponerende Indtryk. Husene er næsten alle store, hvide og byggede af Sten; men de ligger enten i Ruiner eller er i faldefærdig Tilstand. Der findes ogsaa adskillige Moskeer i Mokka med høje, stolte Minaretter. Gaderne er meget smalle og paa mange Steder ufremkommelige paa Grund af Murbrokker og Grus, som faar Lov at ligge uantastet.
Mokka har ganske mistet sit Ry som Handelsnavn; trods dens glimrende Beliggenhed er der faa - eller vel, sandere sagt ingen Spor tilbage af dens gamle Betydning. Indbyggerantallet er ogsaa gaaet ganske overordentlig stærkt ned i Løbet af det 19de Aarhundrede - fra ca. 20,000 til 1500. - De Kaffeplantager, for hvilke Mokka en Gang var saa berømt, ligger et Stykke ind i Landet; men de har ringe Betydning nu.
Denne Bys Tilbagegang hænger sammen med Adens stærke Udvikling som engelsk Havn. - Englands Magt paa Havet er i det Hele en uomstødelig Kendsgerning - eller, i hvert Fald en Kendsgerning, som England ikke vil lade omstøde uden at sætte alle sine Kræfter ind paa at hindre det.
Ogsaa Øen Perim, som ligger lige ved Udløbet af det røde Hav, er i engelsk Besiddelse, - Perim er en lille, nøgen Klippeø; dens Overflade er paa mange Steder udhulet af Vandløb, og det eneste, der kan vokse paa Øen uden kunstige Foranstaltninger, er groft Græs og vantrevent Krat.
Der er altsaa ikke frugtbart paa Perim, og den var da ogsaa i mange Aar et Sted, der ikke havde nogensomhelst Betydning eller Værdi; dens eneste Indbyggere var en Afdeling indiske Tropper; men saa fik den en udmærket Havn og havde en Del Aar stor Betydning som Kulstation; denne Betydning er dog noget svækket siden Adens Opkomst.
Den er endvidere Station for Telegraf-Selskabet i Østen, og den har en Signalstation, hvortil næsten alle forbipasserende Skibe signaliserer.
Paa Øens højeste Punkt ligger et Fyrtaarn - en Stenbygning, som er omgivet af nogle Bygninger og en Mur med Skydehuller og derfor, set fra Havet, ligner en Fæstning.
Lige overfor Perim ligger Kap Bab-el-Mandeb, ogsaa kaldet »Sorgens Port« (the gate of affliction). - Det bestaar af vældige, mørke Klippemasser af vulkansk Oprindelse, Klipperne danner paa flere Steder mærkelige Former; et Steds saaledes noget, der ligner en mægtig Sfinx, der skyder sig ud i Havet.
Imellem Klipperne er Bugter, som yder Ly til mindre Skibe; her gaar undertiden afrikanske Købmænd i Land med deres Faareflokke, idet de foretrække, at drive dem herfra til Mokka, fremfor at risikere en langsom og besværlig Rejse tilbage fra Mokka imod sydlige Vinde, som er ret hyppige paa dette Sted.
Vi drager forbi »Sorgens Port« og er snart atter ude paa det frie, dejlige Hav.
