Annie Besant

Annie Besant blev Moder til to Børn, en Søn og en Datter. Da denne var 7 Maaneder, blev hun saa haardt angrebet af en Børnesygdom, at hun ofte var Døden nær: og Synet af dette lille Væsens store Lidelser gav Anledning til den første, store Krise i Annie Besants indre Liv, idet hendes Tro paa en kærlig, retfærdig Gud blev rystet i sin dybeste Grund.

I de lange Nætter, da hun i Bøn kæmpede for sit syge Barn og for sin vaklende Tro, gennemgik hun de Lidelser, som kun de kender, der der selv har gennemgaaet lignende Storme; Uger og Maaneder varede denne Sjælekval, thi kun Fod for Fod og med blødende Hjærte be­gyndte hun at betræde den Vej, der førte hende bort fra alt, hvorpaa hun indtil nu havde bygget sit Liv. Men i disse kvalfulde, søvnløse Nætter vandt hun den Livserfaring, der sæt­ter hende i Stand til at dømme mildt og forstaaende om Andre. Hun skriver saaledes i »Nogle Livspro­blemer« : »Mange religiøse Mennesker har for Skik at tale haardt om Van­tro; saadanne Religiøse har sikkert aldrig i dybeste Alvor staaet grub­lende overfor de Problemer, som den Vantro forgæves har anvendt sin Tankes største Kraft for at prøve paa at løse; de har sikkert aldrig følt den bitre Fortvivlelse, der over­vælder Tanken og Hjærtet, før det Menneske, der engang har troet, kan sige, at han ikke længere troer, før han, i den dybere Troskab mod sin Sandhedserkendelse, maa opgive Tro­skaben imod sin Trosbekendelse.«

Hun læste alle de kristne Værker, som hun haabede kunde tilbagegive hende det tabte Fodfæste; hun rejste til Oxford, i det Haab, at en per­sonlig Sammenkomst med den gamle Dr. Pusey - anset for at være den lærdeste og mest fremragende Teolog indenfor den engelske Højkirke - skulde kunne kaste Lys ind i det Mørke, hun følte sig omgivet af; alt forgæves - ét for ét svandt Kir­kens Dogmer, og hun følte sig som svævende i det tomme Rum - sønderknust, fortvivlet.

Som værende en Præsts Hustru blev det krævet af hende, at hun skulde deltage i Nadverens Sakramente. Det var hende umuligt - thi det forekom hende at være det samme som at svigte sin Sandhedserkendelse, og hun afslog det be­stemt. Dette var noget aldeles uhørt i de Kredse paa den Tid, og hendes Mand og hans Slægtninge stillede hende Valget mellem at underkaste sig eller forlade sit Hjem og sin Søn - Datteren maatte hun foreløbig be­holde. Hvad dette vilde sige for en Kvinde med hendes Opdragelse og hendes dybe Følelse, vil enhver kunne tænke sig; men at følge sin Sandhedserkendelse, at være tro imod sig selv, var hende dengang som be­standig senere den højeste Pligt, og hun tog Konsekvenserne af sin efter de mange Kampe vundne Overbevis­ning fuldt ud og blev lovformeligt skilt fra sin Ægtefælle.

Et Aar levede hun med sin lille Datter i sin Moders Hjem; saa døde denne, og en meget haard Kamp for det daglige Brød blev nu Annie Be­sants Lod. At en 26aarig Kvinde i hendes Stilling havde forladt Mand og Søn blev betragtet omtrent som en vanærende Handling, og den Hjærteløshed og Uretfærdighed hun mødte fra mange »Troendes« Side, drev hende længere og længere over i de »Vantros« Lejr. Hendes Verdens­anskuelse blev mere og mere den videnskabelige Ateists. Hun led ofte Sult i disse trange Aar - og lagde gennem disse Erfaringer Grunden til sin senere rastløse Virksomhed for alle hungrige og elendige.

Den ydre Anledning til hendes offentlige Optræden som radikalistisk Taler og Forfatter var hendes Be­kendtskab med Charles Bradlaugh. I 1874 tilbød han hende en Plads som Medarbejder ved »The National Reformer«; hun holdt i 1875 en Forelæsning om »The True Basis of Morality«, som blev trykt og solgtes i 70,000 Eksemplarer, og hun holdt regelmæssige Foredrag i »The Secular Society« - en frireligiøs For­ening. Hendes Ry voksede hurtigt; men hendes Optræden som For­kæmper for Ny-Malthusianismen vakte en ny Storm imod hende. Den Man­gel paa Forstaaelse af, hvad det havde kostet hende at træde i Skran­ken for en Anskuelse, der stred imod hendes inderste Natur, den Misken­delse af de Motiver, der havde ført hende til dette Skridt - der havde til Følge, at hendes Datter blev hende frataget ved et juridisk Magtsprog - var maaske en af hendes Livs bi­treste Erfaringer.

Imidlertid var det de national­økonomiske Spørgsmaal, der optog hende i stedse højere Grad, og hun førtes gennem sine Studier fra Radi­kalisme til Socialisme. - Dette var det samme som atter at trodse Ver­dens Dom, atter at staa paa bar Bund i økonomisk Henseende og gaa en uvis Fremtid imøde, atter at bryde Venskabsbaand - men ogsaa dette Offer maatte hun bringe sin utræt­telige Søgen efter Sandheden, og ved det bekendte, store Massemøde paa Trafalgar Square 1886, hvor Tusinder af arbejdsløse var forsamlede, træffer vi Annie Besant, først som den beundrede Taler, dernæst som den utrættelige Lindrer af den Nød, som Politiets væbnede Indgriben foraarsagede. Her traf hun første Gang William Stead, Redaktøren af »Pall-Mall-Gazette«, som siger om hende i »Review of Reviews« (1891): »blandt nulevende Kvinder turde det være yderst faa, som ejer rigere Elementer til en kristen Helgen end denne, den kristne Tros ivrige Modstander - - i hende banker et Hjærte, opfyldt af denne varme Kærlighed til Sandhed, Retfærdighed og Frihed, som kun findes hos udvalgte Sjæle.«

Hendes Virksomhed i disse Aar som Taler og Forfatter havde været aldeles forbausende. Man kan faa en Forestilling om Alsidigheden af hendes Studier, ved at gennemse en Fortegnelse over de Skrifter, hun ud­gav - de fylder flere Sider i et Bog-Katalog - som omfatter de mest forskelligartede Emner; historiske, mytologiske, videnskabelige, skøn­litterære, religiøse og social-politiske. Hun glemte sig selv i sit rastløse Arbejde for andre; men hun havde ikke i den videnskabelige Ateisme fundet Tilfredsstillelse for sin dybeste aandelige Trang saalidt som Løsning paa Tilværelsens Gaader. De store Spørgsmaal: Hvorfra? Hvorhen? Hvorfor? var stadig ubesvarede.

De hypnotiske og mesmeriske Fæ­nomener blev nu Genstand for hen­des Studier; men det var først i Mad. Blawatskys »The Secret Doctrine«, at hun fandt en Basis for Undersøgelse, som gjorde Vejen klar. Med sin sædvanlige Grundighed under­kastede hun nu saavel de teosofiske Lærdomme som Mad. Blawatskys foregaaende Liv og Virksomhed en samvittighedsfuld Undersøgelse; og hvis hun ikke havde fundet alle de Beskyldninger for Bedrageri, der ud­slyngedes mod Mad. Blawatsky, fuldstændig ugrundede, kunde et Men­neske med en saa grundærlig Karak­ter, som Annie Besant  hele sit Liv havde lagt for Dagen, aldrig have sluttet sig til Teosofien. Hun gør i et Brev til  William Stead udførlig Rede for de Motiver, der førte hende til sit nye Standpunkt; hun siger: »Jeg maa tilføje, at jeg længe har været bekymret for, hvad der ligger bagved hele min Stræben for poli­tiske   og  sociale Reformer. Min - og mange andres - Socialisme var Broderkærlighedens og Lighedens; men hos mange var den Hadets og Klassefjendskabens, og jeg maatte ofte tænke paa, om det var muligt, at der  kunde opstaa noget godt af Had. Jeg saa, hvorledes mange af de fattige var lige saa   hengivne til Nydelse og  ligesaa selviske som de rige, og der kunde gaa en kold Gysen igennem mig ved Tanken om, at Dyret i Mennesket kunde komme til at hindre Gennemførelsen af nogle af de  mest ophøjede Idéer. - Her kom Teosofien, ligesom en Lysstraale med sine Beviser for   Menneskets højere Natur, og dens Lære om Muligheden af, at Mennesket  kunde udvikle og - saa   at sige - opar­bejde denne højere Natur, gav Haabet fast Grund under Fødderne.  Maa det tillades mig at tilføje, at Teosofiens Krav paa grænseløs Opofrelse for Menneskeheden - et Krav, stillet til alle dem, som har Mod til at forsøge paa at fyldestgøre det - tilfreds­stillede mig, tilfredsstillede   min in­derste Naturs dybeste Trang, den, at tjene som Løsepenge for Slægten. Jeg følte med et Ord, da jeg mødte Teosofien, at jeg nu først har fundet den Vej, jeg har søgt hele mit Liv.« Med disse Annie Besant Ord vil jeg  slutte min korte Skildring af hendes stormfuldt bevægede Liv. Hun var nu rede til at begynde det Arbejde, som jeg i Begyndelsen af denne Artikel angav som den ene Del af  hendes  Livsopgave, nemlig: at slaa til Lyd for  »den gamle Vis­domslære« overfor Vestens Kulturfolk; og dertil havde hun Betingelser som faa. Hun havde gennemlevet omtrent alle en moderne Aands so­ciale, filosofiske og religiøse Udvik­lingstrin, og hendes Erfaring var derfor saa rig, at det med Sandhed kan siges om hende, at næsten intet menneskeligt er hende fremmed; hendes store, intellektuelle Begavelse og vældige Energi har gjort det muligt for hende at tilegne sig Kundskaber paa mangfoldige Omraader i en saa­dan Udstrækning, at det med Rette kan siges, at hun staar paa Højden af sin Tids Dannelse; medfødt Vel­talenhed og en personlig Fremtræden, som gør  et stærkt Indtryk paa de fleste aandeligt interesserede Men­nesker - alle disse Faktorers Samvirken har gjort det muligt for hende i de sidste 10 Aar at udføre et Ar­bejde, som alene rent ydre set er fænomenalt. Skønt hun næsten be­standig er paa Rejser mellem Evropa og Indien, begge Steder virkende som Foredragsholder, udsendes der sta­digt Bind paa Bind som Resultat af hendes Forfattervirksomhed. Jeg skal her blot nævne:  »Building of the Kosmos and other lectures«, »The Self and its Sheaths«, »Man and his Bodies«, »The Path of Discipleship«, »In the Outer Court«,   »Reincarnation«,  »Karma«,  »Four Great Reli­gions«, »The Ancient Wisdom«, »Dharma, or the Meaning of Right and Wrong«, »The Evolution of Life and Form«, Som Problems of Life«, »Esoteric Christianity«,  »Thought Power, its Control and Culture«, - foruden en Mængde   Brochurer og Artikler til »Theosophical Review«, »The Theosophist« og til hendes eget Maanedsskrift: »Central Hindu Col­lege Magazine« *).

*) Hendes teosofiske Livssyn forandrede al­deles hendes Syn paa Ny-Malthusian-ismen, og det er meget betegnende, at hun derfor offentlig tilbagekaldte sine tidligere Anskuelser og ofrede store Sum­mer for at forhindre Salget af de Skrif­ter, hvori hun forfægter dem.

 

Billedet viser hende i en Dragt, som bæres af hinduiske Lærere; hun bærer denne Dragt, fordi hun, som ovenfor berørt, føler det som en Del af sin særlige Mission - og maaske som den største - at virke for Gen­opbyggelsen af Indiens gamle Kultur paa dens nationale Grundvold. Det ser ved første Øjekast mærkeligt ud, at en Englænder - og ovenikøbet en Kvinde - kan betragte denne Opgave som sin Mission; det laa nærmere at tænke sig den udført af en Hindu. Men Annie Besant, for hvem Reinkarnationslæren er en Aandsvirkelighed, ser næppe med større Forkærlighed paa det Land, i hvilket hun er født i sin nuværende Inkarnation, end paa det, der maaske har været hendes Fædreland i en tidligere; Reinkarnationslæren, ført ud i sine Konsekvenser, er en sikker Basis for baade politisk, social og religiøs Tolerance. Studiet af den ældste hinduiske Filosofi og Religion i Grundsproget har gjort hende for­trolig med endog den Del af den hinduiske Lære, der nu kun læres i de filosofiske Skoler nord for Himmalaya, og som derfor kun er meget lidt kendt i Indien og næsten ukendt i den øvrige Del af Verden; selv saa lærde Sanskrit Forskere som Prof. Max Müller havde slet intet Kend­skab til denne Hinduismens og Bud­dhismens indre Lære. »Central Hindu College« - en Højskole for unge Hinduer, som vil studere deres egen filosofiske og religiøse Litteraturs rige Skatte for derfra at udgaa som Læ­rere - er tildels oprettet af Annie Besant for hendes egne Midler; men den Virksomhed, den allerede har udfoldet, er saa skattet af de dan­nede Klasser indenfor Hinduismen, at den i de sidste to Aar har mod­taget i kontant Bidrag 168,000 Kr. og i fast Ejendom 96,000 Kr. som Gave. »Teosofisk Samfunds indiske Sektion« har endvidere - ogsaa under Annie Besants Medvirkning - oprettet 150 Skoler paa Ceylon, be­søgte af ca. 18,400 Elever - baade. Piger og Drenge - foruden 50 buddhistiske Skoler med ca. 24,000 Elever. At forsøge paa ved Kundskab at hæve den indiske Kvinde fra Aartusinders nedværdigende Elen­dighed og Ukyndighed er et af disse Skolers store Maal; et betydeligt Antal europæiske - særligt engelske - Kvinder har fundet en Livsgerning som Lærerinder ved disse Skoler. De dannede Hinduer hilser med Begejstring den engelske Kvinde, der er Sjælen i dette store Oplysnings­arbejde, og som saa fuldt ud har tilegnet sig deres mest ophøjede Lær­domme.

Den sammenlignende Religions­videnskab er bleven en naturlig Følge af disse Annie Besants Studier, og at forene Bekendere af alle store Reli­gioner i et broderligt Samarbejde for Forstaaelsen af de fælles, underlig­gende Sandheder - det er en af Teosofiens og Annie Besants Op­gaver. At hun har følt sig saa stærkt tiltrukket særligt af Hinduismen og af dens yngre Søster, Buddhismen, kan maaske forklares ud fra hendes Syn paa de forskellige Religioner. Det vil nemlig staa klart for enhver, der har gjort sig fortrolig med den Aand, der gaar igennem hendes Skrifter, at hun, foruden saa stærkt som muligt at betone og dokumen­tere Religionernes fælles oprindelige, universelle Enhed, søger at vise, at enhver af dem har sin særlige Farve­tone - om man saa vil - sin sær­lige Facet, hvorigennem det rene, hvide Lys brydes, én Side af men­neskeligt Aandsliv, som hver enkelt Religions store Budbringer saa at sige har personificeret, og som der­for blev den Tone, der ved Siden af den fælles Grundtone gav hver en­kelt Religion sit Præg. En skønnere, mere ophøjet Personifikation af Mild­heden og Kærligheden end vi finder den i Kristenhedens store Ideal, som det skildres i Evangelierne, er vel aldrig set; men som dette derfor er Kristendommens særlige Bud til Ver­den, saaledes havde den oprindelige Hinduisme sit særlige Budskab: den mest storslaaede, filosofisk udformede Verdensforklaring. Ikke saaledes at forstaa, at denne Filosofi ikke ogsaa findes i Evangelierne - om de læses med den rette Forstaaelse - eller at det store Kærlighedsbud ikke ogsaa findes i Hinduismens hellige Bøger - om de forstaas ret -; Kærlig­heden er Alfa og Omega i alle Reli­gioner, kun mere eller mindre stærkt fremtrædende paa Overfladen. Annie Besants Opfattelse er nu vistnok den, at Vestens Kulturfolk - og maaske særligt de mange Søgende, for hvem Kristendommen enten er et over­vundet Stadium eller kun en død Dogmetro uden livgivende Kraft - efter i 2000 Aar at have arbejdet med Kristendommens Idealer, og efterat den menneskelige Intelligens har naaet en saa høj Udvikling, som den har i Tiden, trænger til ogsaa at begynde at arbejde med »Den gamle Visdoms« forglemte Lære, trænger til et Foryngelsens Bad i den reneste filosofiske Kilde, man kender. Det gøres imidlertid ofte gældende, at denne Filosofi - hvor storslaaet og dyb den end er - kun har til Maal det mest trøstesløse af alt: Nir­vana, Tilintetgørelse. Dette beror paa en fuldstændig Misforstaaelse; komme nærmere ind herpaa vilde imidlertid føre for vidt. Men da selv et mangel­fuldt Forsøg paa at berigtige denne fejlagtige Opfattelse maaske kan give en svag Forestilling om de Idealer, som Hinduismen arbejder med, kan en særlig Artikel om dette Emne muligvis have sin Interesse for dette Blads Læsere.

Endnu skal jeg blot tilføje, at Annie Besants egentlige Hjem nu er i Indien, hvor hun fører en forstaaende Vegetarianers nøjsomme og tar­velige Liv, bestandigt optaget af Ar­bejde; efter al Sandsynlighed kom­mer hun til Europa til Foraaret - og muligvis til København, indbudt af den herværende Afdeling af »Teo­sofisk Samfund.”