« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Karl Larsen: En Kvindes Skriftemaal.
Med forstaaende Medfølelse og overlegen Ironi har Prof. Larsen skildret en Kvindetype af den Art, man sjelden træffer i Bøger. At den har Livets Fuldgyldighed, fremgaar bedst af den Omstændighed, at Forf. har følt sig foranlediget til offentligt at fralægge sig Beskyldningen for at have arbejdet efter levende Model. Mangen Kvinde vil under Læsningen af denne Bog finde store Dele af sit indre Jeg opredte og forklarede. Og med saa overlegen en Kunst er den skrevet, at sikkert kun faa af dem, den dybest rammer, vil mærke Svien af den Ironiens Svøbe, som Forf. med nænsom Haand løfter over dem; thi, som Goethe siger paa Titelbladet: Es hørt doch Jeder nur was er versteht.
Thora Halck er en retliniet, faastrenget Natur, sammentømret saa at sige af Pligtiver og Offervillighed, en af de Kvinder, der, taget rettelig i Brug af Livet og stedt i enkle Forhold, kan udvikle sig til noget saare ypperligt. Det er det Stof, hvoraf de Almuekvinder er dannede, som vækker vor dybeste Beundring, og overfor hvilke vi forekommer os selv at staa saa ganske til Skamme. Men i de Samfundslag, hvor Livet udfolder sig rigere, og der stilles saa forskellige, til hinanden modsigende Krav, ikke mindst paa Følelsens Omraade, hvor det for den Enkelte gælder om at finde den rette Ligevægt mellem Selvhævdelse og Selvhengivelse, der vil den Slags Naturer, som her Th. H., let komme tilkort og forsumpe i Bitterhed og Selvopgivelse.
Kun Skade, at Forf. har troet sig nødsaget til at give dette Skriftemaal en Indledning og Afslutning ved at lade det være rettet til en bestemt Person. Thi sidst af alle vilde Th. H. have blottet sit indre Jeg for netop denne Kommandørinde, der er et saa fuldblods Eksemplar af den Slags Medsøstre, som hun foragter og afskyr. Som en Modsætning til Hovedpersonen har hun ikke skullet virke, thi denne var alt fortræffeligt givet i Moderen. Uden denne Anretning vilde Skriftemaalet end mere have lydt som Skriget fra en forpint og harmfuld Sjæl.
Dette og en noget vidt dreven Knaphed er ogsaa det eneste, der er at udsætte paa Bogen. Beundringsværdig er den Kunst, hvormed Th. H. tegner sig selv gennem sin Stil. Man ligesom ser for sig, hvorledes Naturkraften og Afmagten brydes i hendes Sind. Hendes Betagenhed af Moderfølelsen er udtrykt paa en Maade, der er hævet over enhver Ros.
Prof. Larsen har til Fuldkommenhed skildret en Art af Kvinder, som der er mangfoldige af, og som med alle deres Brøst og Mangler - eller maaske netop i Kraft af dem - sidder inde med det, der i dybeste Forstand er den kvindelige Naturs Kendemærker.