« Tilbage til søgeresultaterne
,,Frem med Faderens Navn”
II
Hensigten med et Lovforslag som det omhandlede, er jo den at sikre Barnet Faderens Navn og en forsvarligere Opdragelse, end der nu almindeligvis bliver Børn, fødte uden for Ægteskab, til Del, og endelig at give det lige Arveret med de Børn, dets Fader maatte faa i Ægteskab med en anden Kvinde end dets Moder. Samtidigt skal en Lov af dette Indhold virke advarende overfor Mænd med løsagtige Tilbøjeligheder. Man tænker sig, at Antallet af Børn, fødte uden for Ægteskab, skal formindskes.
Min første Frygt er nu den, at Loven vil virke som en Tilskyndelse baade til Fosterfordrivelse og. Barnemord. Byrden bliver jo ikke taget fra Moderen, om end den bliver formindsket, og Skammen bliver den samme, selv om han nu deler den med hende. Men han faar en forstærket Bevæggrund til at overtale Moderen til en af de to nævnte Forbrydelser, og til dem begge, hvis den første Fremgangsmaade slaar fejl. Allerede som det er nu - hvor efter Sagens Natur kun de allerfærreste Tilfælde af Barnefaderens Meddelagtighed i at hindre Barnets levende Fødsel eller i at bringe det af Dage efter Fødselen bliver fremdraget, - er denne Meddelagtighed en sørgelig hyppig Kendsgærning.
Her kan tillige betænkes, at Barnefaderen, af Frygt for at udlægges og besværes med en Forsørgelsespligt, som truer med at holde ham nede i Fattigdom, kan føle sig fristet til at stræbe selve Kvinden efter Livet. Eksempler mangler ikke, selv under de nuværende Forhold, Men som Menneskenaturen er, staar det næppe, frygter jeg, til at Vente, at Betragtninger af økonomisk Art i nævneværdig Grad skal kunne holde Lidenskaberne i Ave. Lidenskaberne er blinde, især denne.
Dernæst vil der være mange Tilfælde, hvor den største Skyld hviler mere paa hende end paa ham. Det sker meget hyppigt, at en Pige af „sat Alder” finder Behag i en ung, næppe udvokset Knøs og forfører ham. Er det nu retfærdigt, at et 20-aarigt „ungt Menneske”, der fristes til Utugt af en halvgammel Pige, skal stilles lige med en Mand i en modnere Alder, der forføreren ung Pige? Er der ikke noget, som kunde tale for, at selv om hans Navn - for Barnets Skyld - maa frem, saa bliver det dog hende, der maa bære den største Byrde, da hendes Skyld er den største? - Følelsen af, at der er sket ham Uret vil forøvrigt ganske ufejlbarligt svække Modstandskraften hos ham mod onde Tanker som de ovenfor berørte, og selv hvor de ikke kommer saa vidt, være en stærk Hindring for, at Faderfølelsen kan vaagne og en lige saa stærk Tilskyndelse til at fragaa Faderskabet eller til at forlade Landet. Jeg læste en Gang et Brev, som en saadan ung Fyr havde skrevet til en langt ældre Pige. Deri stod det Udtryk: „det Barn, som jeg hader.” Oprørende, men ikke helt uforklarligt.
Fremdeles har jeg oplevet Tilfælde, hvor den Omstændighed, at Faderens Navn kom frem, blev ødelæggende for Barnet. Der er - det er fra det virkelige Liv, jeg henter Eksemplet - en brav og god Mand, som lever i et ulykkeligt Ægteskab, og forser sig med en Pige. Hans Livsstilling er af den Art, at han er „umulig”, hvis det kommer frem. Han understøtter Moderen og Barnet snarere over end efter sin økonomiske Evne og har bestemt, at det skal arve lige med hans lovlige Børn. Men Pigen har betroet sine Forældre Sagen; det kommer ud, han bliver brødløs, opgiver Ævret og ender paa Fattigvæsenet, og Barnet, der før ikke havde kendt nogen Nød, havner ligeledes dér og gaar til Grunde.
I et Tilfælde som dette er det klart nok, at den tvungne „Udlægning” ikke kan være til Gavn for Barnet. Det faar sin Faders Navn - og gaar til Grunde eller dets Forhold forværres i høj Grad. Ingen Lovgivning vil fuldt kunne raade Bod paa en saadan Følge af Navnets Fremkomst.
At falsk Ed vil blive aflagt efter stor Maalestok, kan man desuden ogsaa være belavet paa. Naar Menedssager allerede under de gældende Lovbestemmelser er saa uhyggeligt mange paa dette Felt, saa vil der blive en Stigning, naar Udlægningen er tvungen.
Der er saa endelig dette, - sidst men ikke mindst -, at den rige Mand ved sine Penge kan gøre alle Lovgivningens selv nok saa strænge Bestemmelser om Navnets Fremdragen til intet. Han kan sørge for, at den frugtsommelige Kvinde rejser til Udlandet og dér føder sit Barn, anbringer det i Kost, maaske i en „Englefabrik”, og saa vender hjem uden at det er muligt at ramme ham. Hvor meget af den Slags sker der ikke allerede nu? Rigdommens Overmagt og tiltagne Forret viser sig ogsaa her paa det grelleste. Og er det stakkels Barn tjent dermed? Hvem kan tvivle om, at dette med Udenlandsrejsen og Anbringelsen fjærnt fra Barnets naturlige Tilhold vil blive et endnu mere anvendt Middel end hidtil? Og saa sætter det ondt Blod i Tider som disse, at den rige Mand skal kunne unddrage sig Skammen ligesom han i Kraft af sin Rigdom let bærer den økonomiske Byrde, ja har ganske anderledes nemt ved ogsaa at slippe denne - pr. Englefabrik i en eller anden stor Hovedstad, hvor den Forretning drives.
Eller han køber en eller anden til at paatage sig Faderskabet og Forsørgelsespligten pro forma. Den, der lægger Navn til, har sikkert ingen videre Følelse af Skam. Ogsaa denne Næringsvej har ikke faa Udøvere, lejlighedsvis eller som Profession. - Er Barnet tjent med dette?- -
Sagen i sin Grund er denne, at Lidenskaben ikke spørger om Lov og Selviskheden ikke om Ansvar. Det uskyldige, værgeløse Barn bliver saa Ofret for de to mægtige Kræfter.
Jeg tvivler jo ikke om, at mange „uægte” Børn vil komme til at nyde godt af en Lov som den, der anbefales i Henvendelsen, og - for atter at understrege det - Grundsætningen er i sig selv ogsaa i mine Øjne aldeles uomtvistelig rigtig. Blodskamsforbindelser er altid en frygtelig Mulighed, som jeg ikke vil lade uomtalt for ikke at fortie noget, der kan og bør komme i Betragtning som Støtte for Forslaget.
Hvad jeg tvivler om, er ene og alene dette, om det Onde, man ved Loven vil sætte en Bom for, ikke bryder sig Vej; endnu fordærveligere, trods Loven, saa det sidste bliver værre end det første.
Jeg forholder mig spørgende og vil inderlig gærne opgive mine Betænkeligheder.
At Opdragelse til et rent, sædeligt Liv og retfærdigere Samfundsforhold, der alene muliggør en saadan Opdragelse for de store, brede Folkelag, er de virksomste, om end langsomt virkende Midler, er en Erkendelse, som sikkert alle, hvem denne Sag og hele Folkets Ve og Vel ligger paa Hjerte, kan mødes i.
