« Tilbage til søgeresultaterne
„Dit Folk skal være mit Folk!”
Da Fru Kielers sidste Bog jo allerede har været anmældt i „Kvinden og Samfundet”, vil jeg med disse Linjer nærmest kun bringe hende min og sikkert manges inderlige Tak for det trofaste Arbejde, den gode Kunst, hun har nedlagt i denne Bog.
Eftersom der i de sidste Aar gennem Bladene stadig er kommen Bud paa Bud om de vanskelige Kaar, hvorunder Sønderjyderne lever, har mange iblandt os følt en stærk Længsel efter at rejse derned for at mødes med disse kære Mennesker, ret komme til at forstaa dem og deres vanskelige Forhold, det vi saa vanskeligt kan herhjemme; men hvormange af os kom vel af Sted?
Fru Kieler har som ægte Kunstner hørt Græsset gro, forstaaet denne vor Længsel, og hun har da gjort Rejsen for os, hun har set for os, og nu har hun ogsaa fortalt for os.
Egentlig begyndte hun med at fortælle for vore Børn i sin yndige, lille Bog „Sønderjyske Børn”, der udkom for to Aar siden. Denne Bog, der har vakt saa mange danske Børns Kærlighed til de smaa Brødre og Søstre Syd for Kongeaaen, burde læses højt i alle danske Skoler. Det var en Bog i rette Tid; mange af os var bleven taus overfor vore Børn med den Sag, men Fru Kieler kom og løste vor Tunge, hvorfor hun skal have alle danske Mødres Tak.
Bogen i Aar er til os voksne; vi maa læse denne Bog, har slet ikke Lov til at lade være, om vi vil kende vor Tids Historie, thi den er først og fremmest historisk, men ind imellem slynger sig den poetiske Fortælling fin og karakteristisk.
Man føler straks saa trygt og rørende, at Forfatterinden kender Forholdene til Bunds, naar hun fortæller det lille Træk om den unge Borris, at han hedder Valdemar Atterdag, „for han blev født i 64”; vi er jo virkelig en Del, der født i disse strenge Aar, fik stolte, patriotiske Navne.
Hvor fint er ikke den unge Karen skildret; ilter, stivsindet, kæk, som hun er, kan det jo ikke være andet, end at just dette, at Familien ønsker og arbejder paa hendes Forbindelse med Fætteren, er nok til at vække hendes Trods overfor dem og sit eget inderste, sande Hjærtelag, og man forstaar, at den unge, indtagende Fremmede maatte sejre just under disse Omstændigheder. Der er saa megen Menneskekundskab i hele Skildringen af Karens vaagnende Forelskelse, hvordan just hendes medfødte Oppositionslyst her spiller hende et slemt Puds. Det bliver saaledes egentlig Broderens Hovmestereren overfor hende, der afgør, at Tyskeren skal have hendes Ja, og da alt Modet alligevel ligesom er sivet fra hende, kommer Moderen til i sin Uforstand at stive hende af, ved at tale til hende om den Sorg hun gør Familien, thi da tørres hendes Taarer, og hun føler Mod til at bryde alle Broer af.
Og saa denne Moder, hvor bøder hun ikke for sin Uforstand, hun maa holde ud, da alle de andre Slægtninge vende Karen Ryggen paa Bryllupsdagen.
„Hvad er en Moder ellers til, om hun ikke skal drage det tungeste Læs,” siger Fru Kieler, og hvem hører ikke sin egen Moders Stemme i Fru Grunnets Ord til Svigersønnen, da Karen forlader sit Barndomshjem: „Vær god mod hende! Vær god mod hende!”
Dog, dette skulde ikke være en Anmeldelse, jeg vilde kun betone, at der er saa meget kønt og klogt i Fru Kielers Bog, saa megen sikker Kunst, maaske allermest i Skildringen af den unge Tysker; hvor er han egentlig god og barnlig denne unge Mand, lige fra han første Gang synger sine Elskovsviser ud i det fremmede Land, til det sidste Glimt vi faar af ham i det ypperlige Slutningsbrev til Karen.
Har hun lidt, saa har han saavist ikke lidt mindre.
Fru Kieler har givet os en god Gave i denne Bog, hun vor norske Søster, der er kommen herned og har gjort „vort Folk til sit Folk,” paa saa enestaaende en Maade. Af hende vil vi være stolt, og om vi formaar det, være gode mod hende, først og fremmest vil vi sige hende en oprigtig, varm Tak !
