« Tilbage til søgeresultaterne
Aftenstund
(Fortsat).
N. Evropæere er ingen Klike.
A. En Bunke Fæller bliver svært let til en Klike.
N. Kliker er Smaasamfund i Samfundet, der hygger sig, der kuldskært holder Fremskridtet ude. - Evropæere, det er den Haandfuld Folk, spredt om i Landene, der baner Fremskridtet Vej.
A. De sige saa, de Ræve, de invitere, de Gæs!
N. Asta!
A. Jo!
N. Hør nu engang!
A. Jeg hører.
N. Sæt nu engang, jeg valgte mig andre Æmner at skrive om, end dem, Du nu kalder Klikens!
A. Jeg prøver at sætte det.
N. Ikke skulde Du saa kunne lide, om jeg valgte mig Æmner efter Din Smag? - Svar nu, Asta!
A. Har jeg sagt, at Du skal det?
N. Melodien i, hvad Du har sagt, har sagt det.
A. At det er bare det, jeg har imod, at det er de Andre, der giver Dig „for”, ikke mig?
N. Du gaar her og vil ingenting selv og savner dog et Rige at herske over.
A. Det Hele fra min Side skulde være blot et snildt Forsøg, et nyt Bevis paa kvindelig Trang til at undertrykke. - -
N. Naa! - man nævner et Ord - fluks faar Du ud noget svimlende teoretisk! -
A. Og jeg, som saa gærne vil unde Dig Enrum, jer stakkels Mænd Enrum! Man synes, I skal have Lov til at komme langt bort fra hvad der hedder Muser - Gratier - Herskerinder!
N. Slaa os paa Vikingeliv - synes Du?
A. Det maatte I selv om.
N. Ja, for skrive, uden Muser og Gratier, det maatte vi da sige os fra.
A. Hvor kan Du vide? -
N. Det er jo uhørt. Højst kunde det blive som at spille med én Finger -
A. Det vil sige: I vil ikke finde nyt Land i Literaturen.
N. Ingen Columbus har fundet et Land, hvor Eva mangler.
A. Nej, det har vi tilgode.
N. Ogsaa et hvor baade Adam og Eva mangler.
A. Adam og Eva kunde vist, uden Fare for Staten, gaa lidt hver for sig.
N. Saa Doktoren mener, at Feberen nok vil forlade den ?
A, Hvad siger Du om, Nils, at faa hver sin Verdensdel?
N. Faar jeg en ny?
A. Hvis Du vil.
N. I vil beholde den gamle.
A. Ja, vi maa have Furen, som I har oppløjet, at pikke i, ligesom Stærene.
N. Det mener Du ikke.
A. At vi Kvinder er Sinker? Det mener jeg inderligt.
N. Vi skal drives ud, mens I vil blive i Reden?
A. Men naar I nu er første Klasses - Nils?
N. Det kan I ikke gaa ud fra. Bo i vort forkerte Evropa - hvor kan I bære det Ansvar?
A. Du vil have mig til at tage Morgenrødens Vinger. Men, men - det Ansvar! Det brænder jo, ihvor man saa træder, ligesom Ilden gør det under Jordskorpen. Hvor skal man fly hen?
N. Skal jeg give Dig et godt Raad, Asta?
A. Ja Tak - -
N. Indret Dig efter Jordskorpen - de allerfleste Steder bærer den brillant. De er saa saare, saare sjældne, Vulkanerne. Asta - maa jeg tale alvorligt?
A. Ja, ja - -
N. Naar Du vidste, hvor bedrøvet, jeg tit er ved at tænke paa Dig - saa vulkansk som Du indretter Dig - altid blot betænkt paa at hærge Dig selv. Lad dog, i Himlens Navn, Jorden bære ogsaa Dit lille Hus.
A. Men Nils - Du glemmer jo - jeg har jo Skolen, min Skolegærning.
N. Den passer slet ikke for Dig. -
A. Jeg er slemt lunefuld - ja. Forsaavidt passer jeg ikke til Skolen.
N. Det skal Du have Ret i!
A. Men der er dog virkelig en to, tre Dage om Maaneden, da jeg kan undervise - -
N. Og saa de otte og tyve?
A. De gaar med at faa Løn - og saa pudser jeg. Alt det hos Børnene, som jeg synes om, det pudser jeg væk.
N. Du har ikke godt af det Liv -
A. Men jeg kan have Glæde af Børnene, Nils. Vi kan være lykkelige sammen.
N. Opgiv Skolen!
A. Om jeg kom ud, om Du fik mig ud i Dit Evropa - jeg tror ikke, nej, jeg fandt Smag i Jargon’en dér, som jeg dog kan finde Smag i den i min Skolestue.
N. Asta, saa er der en Ting til. -
A. Hvad vilde Du sige?
N. Du ved vist - men jeg maa maaske ikke?
A. Det skulde være, at det saa blev sidste Gang, Du berørte det.
N. Hvorfor - hvorfor dog – naar nu I holder af - - naar nu Richard holder virkelig af Dig - hvorfor vil Du saa støde ham bort?
A. Richard Foss?
N. Hvor kan Du? Hvor vil Du? Udtrykkelig holde jer begge Lykken fra Livet?
A. Men de andre? Skal de da tilsidesættes ?
N. Hvilke andre!
A. Alle de andre - Herrer?
N. Tal dog alvorligt, Asta!
A. Ja, men jeg holder af mange, Nils.
N. Holder Du af mange?
A. Ja. Der er mange - i din Alder, Nils, som jeg kunde have Lyst til at tage om Hovedet og kysse, som jeg kysser Dig. - -
N. Og saa er Du saa kold?
A. Hej! Hvor vilde det misforstaas! Fy - Søsterkærlighed i vore højlyse Dage - ude af Sagaen er den! - - Se, Nils - nej, se der hen! Nu gaar Solen ned!
N. Ja, det ser jeg.
A. Men endnu i Dag, Dags Dato, stod den jo op.
N. Ja vel.
A. Var vi komne i Morges, havde vi set Solen der, hvor den nu er længst fra. - -
N. Javel.
A. Og den havde set ud, som den ikke tænkte paa andet end at skinne for os, medens den nu gaar ned for at indbilde den anden Halvdel af Menneskene ganske det samme.
N. Javel - Solen skinner, men tænke gør den rigtignok ikke.
A. Nej, det er sandt. For havde den Forstand, sparede den sig nok den Ulejlighed med at staa op for at gaa ned lidt efter. - -
N. Med andre Ord: Sol har Sols Maade at være Sol paa.
A. Men nu Menneskene? Naar de véd, som en given Ting, at man holder af hinanden for ret straks at holde op med at holde af hinanden, hvorfor lader de saa ikke heller helt hinanden være ?
N. For Menneskene har gaaet i Skole hos Solen.
A. Solen er undskyldt. Havde den Intelligens, var den ikke undskyldt.
N. Forstand bruges ogsaa til at holde Forstanden i Tømme. Eller er det intelligent at kalde en mulig Fremtid en given Ting ? Jeg ser ingen Udsigt til, at Du og Richard skulde blive ked af hinanden.
A. Hvor kan vi andet - være andet bekendt? Tænk dog efter! Naar vi nu ser paa de andre - ser de andre Par tumle om mellem hinanden, som man jo gør det i Søgang, maa vi da forundre os, om ikke Søgangen tvinger Os til at skifte Favn. -
N. Reflektér Du paa den Maade, saa naar Du nok Liv uden Dag og Nat.
A. Vi maatte jo ransage os selv. - Om ikke vi var os bevidste, at vi var ked af hinanden, maatte vi være opmærksomme paa Dybet i Sjælen - maatte fange den første opdukkende Tanke af Trang til at skifte Kæreste og paa den Maade - ja - føre den frem, ad Udviklingens Vej, til Skilsmisse.
N. Man har da Eksempler - at to holder ud.
A. Husk paa, Nils - Kæreste er Komparativ.
N. Nej, det er Superlativ.
A. Ja vist! Superlativ er Komparativ! - Ramler det? Ja, det volder den Søgang!
N. Naar det er sidste Gang, vi drøfter den Sag, maa Du tale alvorligt. For Richard, maa Du tro, er det Alvor.
A. Saa lad ham omsætte den Alvor i Livet.
N. Omsætte hvad? Mangel paa Lykke?
A. Mindre kælne Tider har dog kunnet bruge Alvor som Livsfond. Hvem véd, hvor mandig din Ven kan blive? Saa mandig maaske, som man ellers ikke bliver det mer - af Mangel paa ulykkelig Kærlighed.
N. Passiar - ulykkelig Kærlighed skorter det ingen Tid paa.
A. Noget er der, det skorter paa, noget vigtigt. Men ubetinget mindst paa Bønhørelsen.
N. Rent ud sagt, Asta - Du har ikke Hjerte for Foss?
A. Rent ud sagt, Nils - han har ikke friet.
N. For Du afskrækker ham. -
A. Saa sætter vi, at han frier! - Tror Du nu, jeg kunde synes om den Næsvished hos en Mand?
N. Saa fri selv!
A. Sætte mig ud over Vedtægt!
N. Pyt! Hvordan tror Du, sligt kan være. Hvem véd, hvem der spørger, hvem véd, hvem der svarer? Det er ingen Analyse i Dansk.
A. Ah ha, I aner dog - Kvindernes Kunst!
N. Fri Du frit!
A. Som en Mand? Og saa gifte mig med en Kvinde ? Eller tror Du, jeg kan synes om en Mand, der ikke bærer sig ad som en Mand? - Har Du saa mere umuligt at tale om?
N. Altid, Asta - af alle Chancer vil Du vælge den jammerligste. Tror Du, det er at vise Vej frem? Tror Du, Du er bedre end andre Kvinder, fordi Du er klejnmodigere end alle, naar det gælder at gribe til!
A. Nils! Du præker. - Skal jeg ogsaa præke?
N. Vær saa god!
A. Naar man er Kvinde, har man haft en Moder - ja, jeg mener ikke vor Moder, Nils - -
N. Ikke Eva, mener Du?
A. - - en ung Pige, den unge Pige, som en Dag saa sig ud - -
N. Den purunge Pige?
A. - - som Verden lige lukkede sig op for. Kan Du tænke dig, Nils, den unge Pige, der ser Blikkene om sig med den nye Slags Udtryk ?
N. Er hun ikke ganske, godt forberedt? -
A. De Forberedte taler jeg ikke om. Om dem skriver I jo Romaner.
N. Lad mig da høre!
A. Ja - saa ser hun, at hun er duperet, og saa tager hun sin Bestemmelse.
N. Hvordan duperet?
A. Husk paa, det er Livet, hun venter, Udsigten til Verden, hun venter - og saa staar hun der og skal tolke Blikkene om sig.
N. Naa?
A. Naa - saa ser hun, at hun er paa Marked. Ikke Kunde - nej Kunderne gaar frit om - men hun sidder klistret til Pinden, paa Udstilling. Saa harmes hun.
(Sluttes.)
