« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Bøger og Blade
Tilskuerens Martshefte har en Artikel af Hr. Lambek, som vi gerne vil gøre vore Læsere opmærksom paa. Som man maaske erindrer, er Forf. „Lykkefilosof”, og han fortæller ogsaa her om hvordan man kan skabe Lykke ved Aandskultur.
Maaske gaar han vel vidt, naar han mener, at selv Begavelse ikke er noget absolut givet, men noget, der kan frembringes ved Kultur. Saa vilde jo i alt Fald Navnet ikke længer passe til Tingen. Mange af de Antydninger, han giver, er imidlertid udmærkede. Saaledes naar han viser, at det er de lykkede Handlinger, de løste Opgaver, der giver Karakteren Fasthed og Styrke, at Vilje i det hele taget snarest dannes bagud, som en Følge af Erfaringen. Særlig for Lærere bringer den lille Afhandling mangt et nyttigt Vink; og ingen trænger vel heller mere til at samle de spredte Straaler i et Brændpunkt for maalbevidst Stræben.
Men ogsaa Kvindeforeningerne tænker Forf. paa. Gid de, siger han, vilde lægge alt andet til Side for at lære Kvinden at være Kvinde, at lade Kræfterne strømme frit og naturligt der hen, hvor hendes inderste Higen fører hende!
Vilde dette dog mon ikke være lidt fordringsfuldt af Kvindeforeningerne ? De skal dog hverken være Pædagoger eller Profeter. De skal ikke paa Forhaand danne den „ny Kvinde”, som vi alle jo ved saare lidt om, men kun rydde Vejen for hende. En af Betingelserne for at hun kan blive til, kan blive sig selv er jo vistnok „den ny Mand”, og det vil i hvert Fald neppe gaa Kvindeforeningerne godt, om de indlader sig paa at docere, hvordan han skal være. Ikke engang Mandsforeningerne vilde vel endnu tænke herpaa.
Det var nyttigt, om Forf. gik sit Emne lidt nærmere ind paa Livet, om han blot i et eller et Par Eksempler vilde vise os, hvorledes de forskellige Sider af Aandslivet, som han nævner, kan dyrkes. F. Eks. Samtalens, Selskabelighedens Kunst. Den er næsten sunken ned til kun at være Koge- og Dekorationskunst. Kunde den hæves, var der maaske Udsigt for Kvinderne til at generobre en Mark, hvor de tidligere vandt nogle af deres fineste Sejre.
„Hvor er Danmarks Kvinder?” spørger Ignotus i „Damernes Blad” ligesom tidligere i „Politiken”. Vi lod dengang Spørgsmaalet gaa videre til en af de Kvinder, som staar midt i den Kamp, her er Tale om den mod Drikkeriet. Svaret var trist nok: „Ignotus har Ret; de danske Kvinder er i dette Stykke ubegribelig træge, selv Mødre gider ikke opgive deres tilvante Bæger for at frelse en Søn fra Fortabelse!”
Vi skal være de sidste til at nægte, at danske Kvinder sent lader sig opildne for en stor og ny Sag, at de er sky overfor Latteren og fyldte til Randen med Vedtægter og Hensyn. De har ikke den frelseragtige Haardhudethed, der faar Amerikanerinderne til salmesyngende at skare sig for Værtshusenes Døre, eller den Lyst til at komme i Avisen, som nylig fik en velagtet Lærerinde til at gaa i en Tønde ned ad de smaa Niagara Fald. Men vi har dog set Kvinder ofre sig med hele deres Sjæl for denne Sag, længe før „Politiken” fik nogen Interesse for den. Hvor mange hundrede Mil har ikke Elisabeth Selmer rejst for at tale mod Drikkeriet! Hvor tappert holder ikke Charlotte Sannom sit lille Blad oppe! Hvor inderligt samler ikke Kvinderne sig om det hvide Baand og om Vegetarismens Fane, der jo betyder Afhold baade fra Spiseri og Drikkeri, for ikke at tale om den stille Kamp, der er ført og føres af Kvinder indenfor Hjemmet mod den Nedværdigelse, Drikkeriet bringer over det og det gode Eksempel paa Ædruelighed, de selv giver. Man kunde maaske spørge: Hvor har Danmarks Journalister været saa længe under denne Kamp? Men vi vil hellere glæde os over, at een af dem nu har taget den op med saa megen Kraft og Varme.
