« Tilbage til søgeresultaterne
„Vi som Kvinder”!
Kjære Frk. Frederiksen!
Er det mig tilladt at gøre et Par Bemærkninger til de i det sidste Nr. af „Kvinden og Samfundet” optagne Vers: .,,Vi som Kvinder” (oversat af Uffe Birkedal)? -
Naar det kvindelige skal understreges i Deres Blad, da forekommer det mig at det maa udtales tydeligt, hvad det kvindelige er. Thi netop dette Spørgsmaal er gjort af Bladets Læsere. „Vi som Kvinder” er ikke alene fuldstændig uklart, men det flyder ud i det meningsløse.
Og dog mener Forf., at vi vil imponeres og tie, naar vi hører hendes Visdomsord.
Hvortil den intetsigende Bemærkning, at vi som Kvinder kun er Mennesker overfor Mennesker. Forskellen mellem de to Hold Mennesker, hun stiller overfor hinanden, berøres aldeles ikke.
„Tidens Tanke at højne, retlede den vildfarne Mand, det er ene Menneskets Sag” o. s. v. Nej, det ligger netop i Sagens herlige Natur, at de to Køn kan og skal retlede hinanden, uden derfor at føle sig mindre eller større. Derfor kan ogsaa vi som Kvinder retlede Manden i det vi besidder frem for ham, nemlig det etiske (som sædelig Viljestyrke og Finfølelse), og derved højne Tidens Tanker. Og naar vore varmhjertede Søstre er begejstrede for at udøve noget godt og stort, da lad os ikke trykke Modet ned paa dem ved at sige: ,,I kan ikke løfte en Ting, der er højere end I selv”! Meget mere maa vi hjælpe dem ved at gøre dem indlysende, at Maaden, hvorpaa de skal gaa frem, er først og fremmest at arbejde paa deres egen aandelige Opdragelse og Fuldkommengørelse. Derved naas bedst den Selverkendelse, som tilintetgør Overmod og giver den rette kvindelige Beskedenhed.
Hvad vil det sige, at: alt hvad vi gør vi som Kvinder, vi gjorde vort hele Liv”? - Her menes vel gennem alle Tider! - „Vor Gerning som Kvinder er bare som Moder og som Viv”.
Er det Meningen at benægte en aandelig Kvindelighed? Thi en saadan vil i alle Forhold, hvor vore Evner og Kræfter strækker til, kunne øve sin gavnlige Virksomhed og Indflydelse.
Endvidere paadutter Forf. os, at vi kalder Mændene noget ,,Rak”, at vi mener, vi selv er Engle, og at de er „Helvedes Pak”! En slig Erfaring har jeg aldrig gjort blandt Nutidens, men vel blandt Fortidens Kvinder - skønt langt fra saa tøset og raat. - Forf. har ikke levet længe nok til at kende Tiden før Stuart Mills Bog, „Kvindernes Underkuelse” udkom, thi da vilde hun have erfaret Kvindernes dybe Sorg og Harme. Og netop i Bevidstheden om, at det var dem, til hvem vi var bundne med Hjertets inderligste Baand, der berøvede os vor personlige Frihed, føltes Uretten saa blodig. Nu er det for at komme de stakkels Mænd til Hjælp mod os at hun siger: „Vi, fødte af samme Moder, komne fra samme Hjem, sammen i Skole og Kirke, et Folk og et Blod med dem”. Ligeledes har jeg aldrig hørt, at nogen Kvinde har betragtet Uskyld som Betingelse for at kunne udøve Verdensarbejdet. Mod og Styrke maa vel kunne komme fra den stærke Mand til os, Visdom som Udbyttet af Mænds og Kvinders samlede Aandsarbejde bør være fælles. Det er ingenlunde Meningen at tvivle om, at Versene er skrevne i en god Hensigt og formodentlig for Amerikanerinder, hvor de maaske passer bedre end for os danske Kvinder. Men som sagt Forf. har ikke levet længe nok til at have kendt Kvindernes lange Fornedrelsestid. Hun har ikke sukket i Mørke under Ideens dybe Krænkelse og ikke jublet ved Sandhedssolens første Straaler, der lyste over vor begyndende Frigørelse.
