« Tilbage til søgeresultaterne
Forhandlingen ved Mødet den 12. Marts
Efter Fru Nørlunds paa første Side i Bladet gengivne Foredrag fulgte en ualmindelig livlig Diskussion, blandt hvis Deltagere kan nævnes Assessorerne Brun og Cold, to Folkethingsmænd, tre Skoleinspektører, samt flere af de kendte Kvindetalere.
Det fremgik med stor Tydelighed, at der var en overvejende Stemning for en Indgriben fra Lovgivningsmagtens Side til Fordel for de værgeløse Børn i saadanne Hjem, der utvivlsomt ikke kan undlade at opfostre en ryggesløs Slægt.
Rent forstandsmæssigt set skyldte Samfundet sig selv denne Indgriben og den deraf følgende Forpligtelse til Opfostring og Opdragelse af Børn, som uden denne Indgriben - der helst maatte finde Sted i 6-7 Aars Alderen, inden de allerede var fordærvede - senere vilde fylde Fængsler og Tvangsanstalter.
Men ogsaa med Følelsens Ret kunde Fordringen stilles, thi det var ubilligt at lade de smaa undgælde for Forældrenes Synder, deres nedarvede Del kunde i Livet gøre dem Bryderi nok; dertil maatte da ikke føjes en ligefrem Opdragelse i det onde, denne være sig nu af positiv eller af negativ Art.
Enkelte Talere (Jens Busk og Fru Birgitte Berg-Nielsen) værnede tappert om „den personlige Frihed” og „Sjælens fineste Strenge”, lige over for hvilke to Faktorer en Fratagen af Forældremyndigheden vilde være et Indgreb. De fleste fremhævede derimod, at naar den enkeltes „personlige Frihed” var et Overgreb mod andres Ret, saa maatte „den personlige Frihed” blive den tabende Part i dette som i alle andre Tilfælde. Der var desuden mange Mennesker, hvis hele „Forældreømhed” kun var et løst opblussende Føleri ved Tanken om Skilsmisse, eller vel endog kun saaret Forfængelighed, eller maaske kun Ønsket om Fortjeneste ved Børnene; og hos saadanne er som bekendt en Vækkelse af Ansvarsfølelsen umulig, saa længe de uantastet faar Lov at beholde Børnene, mens det ikke er eksempelløst at Fratagelsen kan vække en virkelig Følelse, en virkelig Sorg, som derpaa kan blive til Oprejsning for vedkommende. Under alle Omstændigheder, mentes det, gjaldt det at paatale Barnets Ret, den uskyldiges lige over for de skyldiges.
Men for ikke at fratage de letsindige og de forvorpne enhver Følelse af det Ansvar, der bør følge med at sætte Børn i Verden, burde der stilles Krav om et maanedligt Bidrag til Barnets Underhold.*)
*) Vor gamle danske Lov hævder ikke alene Fratagelsen, men ogsaa Bidraget; kun senere Tiders Sløjhed og det personlige Frihedskrav har slappet Tøjlerne og bragt begge Dele ud af Kurs.
Om Fratagelsen af Forældremyndighed bør ske ved Indgriben fra de stedlige Politimyndigheders Side, eller hvad der nylig er indført i Norge, ved et kommunalt Værgeraad bestaaende af Mænd og Kvinder, 7 i alt, var et Spørgsmaal, som ogsaa drøftedes. Stemningen var for det sidste.
Endelig spurgtes: „Har en Moder Forældremyndighed?” Svaret lød: „Kun den ugifte”, hvorpaa der hævede sig Stemmer for at arbejde hen til, at Forældremyndigheden kan fratages Faderen og overdrages Hustruen i alle saadanne Tilfælde, hvor Faderen ved Drukkenskab, Udenomsforbindelser eller paa anden Maade vanrøgtede sin Forældre- og Familiepligt. Der maatte sættes Grænser for den nuværende Ansvarsløshed.
I øvrigt var det den almindelige Mening, at dette Møde kun maatte betragtes som en Indledning; det hele var en Sag af saa indgribende og alvorlig Betydning, at det var at haabe, at alle Partihensyn maatte vige, naar Lovforslag derom engang kom til Behandling i Rigsdagen.
Man vil forstaa, at under denne Drøftelse af Forholdsregler for at værge Børnene i de laveste og fattigste Samfundsklasser gik gennem manges Sind et inderligt Ønske om, at Ansvarsfølelse og Forældrepligt - ikke alene den, der gælder den almindelige Forsørgelse, men ogsaa, og da ikke mindst den, der tager Hensyn til Sjælens Røgt og Pleje - maatte blive levende i de mange saakaldte „bedre” Hjem, hvori de nu er næsten husvilde fordi Letsindighed, Magelighed, Egenlyst og Egenvillie har indtaget Hovedsædet.