« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt om vor Ungdom
Hvad Fru Nørlund fremfører i sit Foredrag ved Dansk Kvindesamfunds Møde den 12te Marts, saaledes som Foredraget er gengivet i dette Blads Nr. 6, maa vække alvorlige Tanker hos enhver Menneskeven. Omsorgen for forbryderske og vanrøgtede Børn, der, som det vil erindres, var Foredragets Genstand, er en saa vigtig Samfundsopgave, at der ikke hverken ad privat Vej eller gennem Lovgivning og Administration kan gøres for meget for at fremme den. At frelse Børn og unge Mennesker fra sædelig og moralsk Undergang er en saa naturlig Sag, at man maatte antage, at her blev intet forsømt. Desværre er det anderledes.
Fru Nørlund dvæler i sit Foredrag særlig ved de forsømte og vanrøgtede Børn, men undlader dog heller ikke at pege paa, hvilket stort Antal unge Mennesker af begge Køn, der skejer ud i den vanskelige Overgangstid mellem den egentlige Barnealder og de modnere Ungdomsaar. Hvad der her i Foredraget antydes, vilde jeg gerne udfylde med et Par Bemærkninger.
Det forekommer mig, at vore Dages politiske og sociale Reformatorer ikke ret har faaet Øjnene op for, hvilke Elementer det er, der danner Kærnen i vor moderne, stedse voksende Arbejderhær. Saasnart Ordet Arbejderhær nævnes, er man fra alle Sider straks paa det rene med, at her kan kun tænkes paa Medlemmer af de moderne Organisationer, Fagforeningerne. Fra liberal-radikal Side spekulerer man paa, hvorledes man kan udnytte dem i den politiske Kamp, medens de ægte konservative ere nærved at besvime af Forskrækkelse over den frygtelige Socialisme, der løber af med Ungdommen. For en Gangs Skyld var det maaske dog ikke af Vejen at gøre opmærksom paa, at de nævnte Organisationer efterhaanden har draget til sig Blomsten af Landets Ungdom, og at disse Erobringer ustandselig fortsættes og udvider deres Grænser til alle Sider i de forskellige Samfundslag, baade nedad og opad.
Dette er sket ved en ganske naturlig Udvikling. Efterhaanden som Maskin- og Stordrift i Form af Meje-, Slaa-, Tærske- og mange andre Maskiner samt ved Andelsmejerierne har bredt sig i Jordbruget, har den arbejdende Ungdom i Landsbyerne kun Valget imellem enten at udvandre eller søge Livsunderholdet paa de nye Arbejdsfelter, Tidsudviklingen har skabt. I den sidste Snes Aar er der i vore Købstæder, for en stor Del støttet ved den paa Landet ledigblevne Arbejdskraft, opvokset en Industri, der har givet mange Munde Brød og mange Hænder Beskæftigelse. Overalt er der oprettet saakaldte tekniske Skoler, hvis Elevantal stedse vokser, og hvor der hver Vinter undervises tusinder af unge Haandværkere dels i de almindelige Skolefag, dels i Tegning og Modellering. I de senere Aar er der ved samme Skoler oprettet Afdelinger for unge Piger, der forbereder sig for at faa Pladser paa Tegnekontorer. Selvfølgelig er Haandværker- og Arbejderungdommen i Byerne smeltet sammen med den fra Landet indvandrede. Ungdommen fra den bedrestillede Mellemklasse tager derimod hellere Præliminæreksamen, for saa vidt man ikke studerer eller søger de højere Fagskoler, hvad ogsaa gælder for mangen Embedsmands- og Gaardmandssøn.
Hele denne bedre og bedre opdragne og underviste Ungdom breder sig nu paa alle Felter lige fra Statens Jernbaner samt Post- og Telegrafvæsen til de mindre og større Fabrikanlæg. Lidt efter lidt er det blevet saaledes, at ingen ung Mand kan finde Beskæftigelse paa de private Arbejdspladser, naar han ikke er Medlem af vedkommende Fagforening. Hvorlænge Staten kan holde sig udenfor denne Bevægelse, det er vel egentlig kun et Tidsspørgsmaal.
Saaledes gaar Tidens Strøm. Om det er godt eller galt, skal her ikke undersøges. Her skal kun peges paa Kendsgerningerne. Jeg gentager: Blomsten af Landets Ungdom er paa gode Veje til at blive en organiseret Hær; her er ganske sikkert et stort Arbejde at udrette for at denne Hær kan blive brugt i den sande Kulturs Tjeneste og ikke synke ned til at blive et blindt Redskab i Døgnpolitikens Tjeneste.
Jeg tør ikke yderligere lægge Beslag paa den Plads, dette Blad raader over. Maaske kan senere Traaden spindes videre. Her skal blot endnu siges: Maalet maa være dette, at det moderne Samfund indrettes saaledes, at Ungdommen føler sig tryggere i dette end i Fagforeningerne. Som Forholdene ere, kan det ikke undgaas, at Fagforeningerne tager sig ud som en knyttet Næve mod den saakaldte Overklasse. Dette Forhold er usundt for alle Parter; men hvor er Vismanden, der kan forvandle den knyttede Næve til et broderligt Haandslag?
