« Tilbage til søgeresultaterne
Paa Rejse
Da jeg sidst skrev til Kv. og Samf., var vi i det røde Hav. Den 10, Oktober 1901 sejlede vi forbi „Sorgens Port” ved Perim, og nu den 3. Januar 1902 befinder vi os i den Bengalske Havbugt paa Vejen fra Penang paa Vestsiden af Bagindien til Pondicherry paa Østsiden af Forindien. Vi har i den Tid sejlet ca. 12,000 Sømile og anløbet 6 Havne, nemlig: Singapore, Port Arthur, Wladiwostock, Shimonaseki, Shanghaj og Penang. Den meste Tid har vi opholdt os paa Søen og ofte i mange Dage ikke skimtet Land, men kun set Himmel og Hav.
Ingen maa dog tro, at dette er en ensformig eller trættende Situation.
Har Du, som læser dette, nogensinde været saa heldig at faa fat paa en Bog, der fængslede dig stærkere og stærkere, jo længere Du læste i den, der gav dig mere og mere, jo dybere Du fordybede dig i den?
Saadan er det med Himlen og Havet!
Eller har du nogensinde været saa lykkelig at kende et Menneske, sammen med hvem du gjorde den rige Erfaring, at jo mere I talte sammen, jo mere havde I at sige hinanden; I blev aldrig trætte af hinanden, aldrig færdige med hinanden?
Saadan er det med Himlen og Havet! Dog med den Forskel, at man her altid maa være Tilhøreren, altid den modtagende. Men denne Situation som Tilhører og som modtagende bliver aldrig ensformig, aldrig trættende, hvis man da ikke nøjes med at tangere den. Fordybe sig i den maa man; give sig hen og lytte med Inderlighed og Ærbødighed.
Jeg vil ikke prøve paa det umulige at fortælle igen, hvad Himlen og Havet fortæller til et Menneske i saadanne Fordybelses- og Hengivelsesøjeblikke - det kan antydes og saa forøvrigt kun forstaas ved egen Erfaring; men jeg vil derimod fortælle lidt fra Landjorden.
Naar man sejler opad Floden Yang-tse-kiang til Shanghaj, ser man paa den lave Landstrækning, der ligger mellem Havet og Shanghaj, overalt paa Markerne Hundreder af smaa Høje; ved mange af dem er bygget smaa Huse, der baade i Størrelse og Udseende nærmest ligner Hundehuse. Kører man fra Shanghaj ind i Landet, ser man ligeledes rundt paa Markerne Mængder af den samme Slags Høje; nogle er smaa og lave, andre store baade i Omfang og Højde, og foran enkelte er bygget en Art Æreport, smykket med udskaarne Drageskikkelser og andre Figurer.
Alle disse Høje er Gravhøje.
Naar en Kineser dør, spørger hans Slægtninge Præsterne, hvor de bedst skal begrave deres Afdøde. Præsterne udpeger da et eller andet Sted som særlig heldigt, og de køber saa et Stykke Jord paa det udpegede Sted - stort eller lille, alt eftersom de har Raad til; Ejeren af Jorden nægter aldrig at sælge et Stykke til en Grav. De fattige maa højes med en lille Høj, de mere velhavende danner næsten et lille Bjærg paa deres kæres Grave, og de mest velhavende bygger tillige en mere eller mindre udsmykket Æreport foran.
Kineserne dyrker som bekendt deres afdøde. Meget ofte besøger de deres Grave og brænder Lys og Røgelsepinde paa dem, og til visse Tider foretager de tillige Ofringer; men der er rigtignok den aber dabei, at alt, hvad de ofre, er af Papir. Saadanne Papirofringer foretages ogsaa hjemme i Husene. Jeg havde en Dag i Kineserbyen i Shanghaj Lejlighed til at se en saadan Ofring. I en lille Gaard var optændt et stort Baal; rundt omkring det stod en Flok festklædte Kinesere, baade Mænd, Kvinder og Børn; ved Siden af det laa en stor Bunke Penge, Klæder og Fødevarer - af Papir!
Den ene efter den anden af de omstaaende gik hen og tog en Haandfuld af dette Papir og kastede det paa Baalet; de saa bevægede og grebne ud, og naar Ilden blussede rigtig højt op, smilede de til hverandre paa en egen stille og højtidelig Maade.
Der findes i enhver Kineserby talrige saakaldte „Tehuse”; de svarer til vore Restaurationer og Beværtninger.
Der sidder Kineserne omkring smaa firkantede Borde og nyder deres Te, spiser søde Kager og ryger Vandpibe. I særskilte Rum ryges Opium.
Man har ved forskellige haarrejsende Beskrivelser faaet nogle meget uhyggelige Forestillinger om de saakaldte „Opiumshuler” og de arme Opiumsrygere, som er blevne Ofre for en saadan Last. Det har maaske heller ikke være helt frit for, at man i Evropa har slaaet sig for sit Bryst, ikke i Anger over at have bragt Opiumen til Kina, men i selvtilfreds Glæde, omtrent som den Mand, der sagde: „Jeg takker dig Gud,, at jeg ikke er som denne Tolder!”
Imidlertid forholder det sig dog med Opiumsrygeriet i Kina som det i Evropa forholder sig med Spiritusdrikkeriet. Ligesom man kan nyde sin Spiritus i Evropa i de fineste Restaurationer eller i de værste Knejper, alt eftersom Ens Stand og Stilling er, saaledes kan man ogsaa nyde sin Opium i Kina i al „Finhed og Ordentlighed” eller paa lave smudsige Steder. Og med Hensyn til Følgerne - ja, de mange Opiumsrygere, vi ser paa vor Tur rundt i forskellige Tehuse, gør aldeles ikke et mere skrækindjagende, men et afgjort mere æstetisk Indtryk end vore hjemlige Drukkenbolte, og en Mand, som fører os rundt, og som i mange Aar har opholdt sig i Kina og endogsaa en Tid levet midt inde i Landet blandt Kineserne som Kineser, fortæller os, at næsten alle Kinesere ryger Opium, ligesom Flertallet af Evropæerne drikker Spiritus, og han mener, at Kinesernes Opiumsrygen og Evropæernes Spiritusdrikken med Rette kan stilles fuldstændig ved Siden af hinanden, at overdreven Brug af Spiritus virker ligesaa skadeligt paa Organismen som overdreven Brug af Opium.
Der er næppe Grund til „Taknemlighed” af ovennævnte Art; man kan sikkert med ligesaa megen Ret tale om evropæiske „Spiritushuler” som om kinesiske „Opiumshuler”.
