« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt fra de unge
Vintersæsonen nærmer sig sin Afslutning og med den ophører ligeledes Klubaftenerne i
„ Dansk Kvindesamfund ”. Den sidste Klubaften vil der efter Bestemmelsen blive afholdt en selskabelig Sammenkomst, der dog i Aar vil blive i al Beskedenhed, og Frk. Anne Brun udtaler i den Anledning, at der jo ikke synes at være nogen særlig Grund til at „feste,,.
Der ligger i denne Udtalelse en Erkendelse af, at man egentlig ikke har vundet store Sejre for Sagen i Aar, og udadtil har man jo heller ikke mærket noget dertil. Dog føler jeg mig overbevist om, at der i den forløbne Sæson er udkastet mangt et Frø i „Dansk Kvindesamfund”, som vil spire og faa Vækst. I det mindste ved jeg, at de unge, som i Vinter ofte har været til Stede ved Mandagsmøderne ikke er gaaet ligegyldige eller uberørte derfra.
Dog er der en Ting, som maa vække enhver opmærksom Iagttagers Forundring og Beklagelse, det nemlig, at det er en saa lille Kreds af unge, der giver Møde i „Samfundet” og som viser Interesse for Sagen. Jeg har allerede tidligere søgt at henlede Opmærksomheden paa denne Kendsgerning; man har indrømmet det beklagelige heri, men forøvrig er alt blevet ved det gamle. Og dog klager Sagens ypperste Repræsentanter selv over, at der trænges til ny Kraft og nye Synspunkter, nyt Blod.
Det Samfund, der ikke faar tilført ny Kraft og nyt Liv, maa dø, om end dets Medlemmer var nok saa dygtige og energiske. Men da der ingen Tvivl er om, at Kvindesagen i og for sig er levedygtig nok, saa maa Fejlen ganske naturlig søges i dens Organisation, naar den ikke finder den Tilslutning blandt Ungdommen, som skulde synes saa selvfølgelig, eftersom det jo dog i første Linie er os unge, der faa Gavn af det Arbejde, der udføres i Kvindernes Interesse.
Thi Fejlen kan vel næppe ligge hos Ungdommen selv. Man behøver jo blot at se sig om for at blive overbevist om, at vi er med, hvor der bliver kaldt paa os. Det er jo dog os unge, der fylder Højskolerne? Studenter-Samfund og Foreninger, kristelige Foreninger, Fag- og Tjenestepigeforeninger o. s. v. o. s. v. Overalt drager man Ungdommen til sig for at vække dens Interesser og sætte dens Kræfter i Bevægelse,
„Blomsten af Landets Ungdom er paa gode Veje til at blive en organiseret Hær”, skriver Forfatteren til en Artikel i sidste Nr. af „Kvinden og Samfundet”, og med Rette rejser vedkommende det Spørgsmaal, hvad der vel kan gøres for at denne Hær kan blive brugt i den sande Kulturs Tjeneste i Stedet for at blive et blindt Redskab i Hænderne paa daarlige Førere.
Ungdommen rives med af enhver Strømning i Tiden; det gælder da blot om at begejstre den for noget virkelig godt og stort. Skulde da Kvindesagen alene være et Spørgsmaal der ikke kan vække vor Interesse ? Jeg gentager: hvis det er saaledes, da maa Sagen dø hen, og trods al Energi og Dygtighed vil ingen mægte at holde Liv i den. Det er jo dog de unge, som stifter Hjem, som bliver Mødre, Lærerinder og Opdragerinder for den kommende Slægt. Paa dem vil det bero, om den næste Generation skal opvokse med eller uden samme gamle Fordomme, som vi har maattet kæmpe imod; de alene vil kunne jævne den Kløft af Bitterhed, som Kvindesagen mange Steder har skabt mellem Mænd og Kvinder, og endelig vil de alene magte at forandre den fejlagtige, men almindelige Opfattelse, at Kvindesagen kun angaar ældre, enligtstillede Kvinder.
Jeg tror derfor at tale i alles Interesse, naar jeg endnu engang opfordrer enhver Ven af Kvindesagen til at regne med Ungdommen og vel overveje, hvad der kan gøres for at vinde den. Samtidig skal jeg tillade mig at gøre opmærksom paa, at den rette og naturligste Maade at gaa frem paa, vilde være om man valgte nogle af de unge dygtige Kvinder, som der sikkert er mange af rundt om i Landet, ind i Kvindeforeningernes Bestyrelse ved de nærforestaaende Valg ved Samfundets Aarsmøde. Thi der maa unge til for at drage unge. Det er godt nok at sige: „I er inderlig velkomne til vore Møder”, men derved kommer vi dog ikke videre. Hvad det kommer an paa er, at faa Ungdommen til at lægge hele sin Kraft, al sin Begejstring og Varme ind i Sagen, og det opnaas ikke ved at byde os en Plads som passive Tilhørere.
Om derfor nogle af de ældre vilde give Plads for de unge Kræfter, da vilde Sagen sikkert udvikle sig jævnt og naturligt. Den Tid kommer jo dog, da de ældre trættes og ikke kan mere, vilde det da ikke være sørgeligt, om ingen skulde kunne tage deres Gerning op?
étudiante.
Til ovenstaaende Udtalelse vil jeg gerne knytte et Par Bemærkninger. Da Dsk. Kvsfd. fik sin nuværende Organisation, blev der gjort adskillige Indvendinger imod den. Deriblandt den, at naar Samfundet opløstes i Kredse, og Fællesmødet blev holdt nu i den ene Kreds, nu i den anden, vilde det personlige Samarbejde mellem dets Medlemmer vanskeliggøres.
Maaske er der noget heri. Det er ikke nu de enkelte Medlemmer Landet over, som samvirker, men Kredsene gennem deres Styrelse og Delegerede. Det er derfor nødvendigt at disse vælges med megen Omhu og er godt kendte med Stemningen i deres Kreds baade overfor de Sager, der drøftes paa Fællesmøderne, de Beslutninger, der skal tages, og de Personer, der skal vælges. Og saa har Medlemmerne jo desuden Bladet. Vi tager derfor Anledning til at gøre opmærksom paa, at dette selvfølgelig staar aabent, for Forslag fra Kreds til Kreds, saa vel som fra det ene Enkeltmedlem til det andet angaaende Styrelsesvalget og Forhandlingerne paa de kommende Aarsmøder.
Red.
