« Tilbage til søgeresultaterne
Dronning Elisabeth
(Ved S. Br.) - Fortsat.
Christian den anden behandlede sin Dronning med Agtelse og i Tillid, men hans Kærlighed var hos Dyveke, og Elisabeth har sikkert haft Brug for al sin Selvfornægtelse - ogsaa for sin Klogskab - for ikke at vikles ind i de Rænker, som spandtes omkring hende. Hun læste og skrev dansk, og at dømme efter den Kendsgerning, at Kongen undertiden overlod hende at besørge Regeringsforretninger, har hun ikke siddet hen som en uvirksom ventende Solvejgskikkelse uden Interesse for Yderverdenen. Til de vanskelige Forhold i Danmark og Sverige og Dyvekes Død og Torben Oxes Dom - kom for Dronningen ogsaa Forviklinger med Kongen og hendes Broder og Faster i Anledning af, at hendes Medgift ikke blev fuldt udbetalt.
1518 fødte Elisabeth sin første Søn.
1519 fik hun et Par Tvillingesønner, som døde kort efter Daaben; det foranlediger Kongen til, da der atter ventes et Barn, at formane hende med Gensyn til hendes Diæt. Han slutter:
„Dersom I retter Eder efter denne vor Skrivelse, vil vi med det første komme til Eder eller have Bud efter Eder.”
1521 foretog Kongen en farlig Rejse i Tyskland og Nederlandene. Kun ledsaget af faa Ryttere drager han gennem fjendtlige, urolige Egne uden Lejde, uden Tilsigelse om Beskyttelse. Her, som overalt hvor han kommer, bruger han sit skarpe Blik, lærer og hører - af Haandværkere, Kunstnere, lærde Mænd og praktiske Mænd. Og da han kommer hjem, søger han at indføre, hvad godt og nyttigt han har lært.
Man har sagt, at i hans Love ligger Spiren til 1536 (Reformationen) 1660 (Enevældens Indførelse, Adelens Undertvingelse) 1788 (de store Landboreformer.) Sikkert er det, at ingen Steder faar man større Agtelse for Christian den anden end i hans retfærdige, folkelige Love. -
Medens han var borte, besørgedes mange vigtige Regeringsforretninger af Elisabeth. Som hendes Hjælper finder vi mærkelig nok Dyvekes Moder - Sigbrit. Om Elisabeth her er tvungen af Nødvendigheden, eller om hun virkelig har været stor nok til at indse Moder Sigbrits mærkelige Dygtighed, det kan ikke afgøres. Vist er det, at vi ikke blot træffer den kloge, praktiske Sigbrit som Dronningens Raadgiverinde i Regeringsanliggender; ogsaa naar Børnene fødtes, var Sigbrit, der var meget lægekyndig, til Stede.
Hun forstod at syde mangen god Lægedrik og var godt inde i Kemien og alle Naturvidenskaber - hvad Under da, at hun blev udraabt som Troldkvinde - ikke blot af de høje Adelsmænd, der maatte staa og stampe sig Varmen til - og Vreden af Sindet udenfor hendes Port paa Amagertorv, men ogsaa af den menige Mand, som hun dog gavnede paa forskellige Maader - blandt andet ved at søge at kommandere dem til hollandsk Renlighed. -
Da Adelens Kamp mod Christian den anden slaar ud i aabent Oprør, skriver han til Dronningen: „Kære Frue! Maa I vide, at her er et underligt Regimente her udi Landet, og skylde de ingen derfor uden Sigbrit Moder. Thi bede vi kærligen, at I tage hende til Eder og undervise hende hemmelig, at hun holder Munden paa sig og lader hende blive paa Slottet hos Eder, saalænge vi kommer Hjem, ellers kan ske at de farer værre med hende, end de før gjort har. Forsømmer ikke dette, saafremt at I vil, vi skal komme hjem med hel Hud. Hermed Eder Gud befalendes osv.” -
Det kom ikke til Forlig mellem Kongen og hans Fjender. Den ene Adelsmand efter den anden opsiger ham Huldskab og Troskab - Rygter om, at Hertug Frederik og Adelen vil ile til Sjælland, halshugge Kongen og give Elisabeth til Hertugens Søn, udbredtes. Kongen tabte Modet og besluttede at rejse ud af Riget for at søge Hjælp.
Man lovede Elisabeth, at hun maatte beholde kongelig Værdighed, hvis hun vilde blive i Landet, men hun blev trofast hos Kongen og stod ved hans Side med sine tre smaa Børn, da han 1523 sejlede bort fra København, hvis Borgere saa mandigt forsvarede Byen under Henrik Gjø mod deres Konges Fjender.
Man har sagt, at Elisabeth afslog Hertug Frederiks Tilbud med de Ord:
„Ubi Rex meus, ibi Regnum meum” (Hvor min Konge er, der er mit Kongerige). Selv om hun ikke har brugt disse Ord har hun i Gerning vist, at hun tænkte efter den Aand, der er i dem.
Hun delte trofast, og uden at hendes Kærlighed udslukkedes, alle Landflygtighedens Farer og Nedværdigelser med ham: Det gør ikke Christian den anden ringere, at baade hun og Mænd som Hans Mikkelsen og Christiern Pedersen foretrak Landflygtigheden med ham for en fredelig Existens hjemme, skønt de sagtens har kendt hans Sinds forfærdelige Skyggesider ligesaa vel som Lyssiderne.
Hjemme i Danmark sang menig Mand:
Bort da fløj den gamle Ørn
alt med sine Unger saa smaa;
de andre Smaafugle de bleve saa vilde,
de vidste dem ingen Raad.
Nu sidder Høgen i Egetop,
og breder han ud sin Vinge.
De andre Smaafugle, i Skoven er,
dem monne saa jammerlig trænge.
Nu sidder alle de andre Smaafugle
og tie saa qvær som Stene:
de have nu mist deres dejlige Sang.
Vil Gud, de faa hannem igen.
Herre Gud da hjælpe den fattige Ørn,
som flyver i vildene Hede.
Han ved sig hverken Ly eller Læ,
som han tør bygge sin Rede.
