« Tilbage til søgeresultaterne
Vi som Kvinder
Kære Frk. Frederiksen!
Det var ikke, som jeg næsten troede, Deres Mening med at optage „Vi som Kvinder” , at det skulde fremkalde Modsigelse. Alligevel har denne ikke været uden Nytte, idet den har foranlediget Deres Udtalelse om flere Punkter. - De er ikke ene om at nære Frygt for, at mange af de unge Kvinder savner den nødvendige Dømmekraft og Karakterstyrke til at bære Friheden i denne vanskelige Overgangstid. Dersom de, ved Siden af vort eget Køns Fejl, tillige optager Mændenes Lyder istedetfor deres Dyder, saa faa vi Karrikaturmennesket. Lad os haabe, de maa blive sjeldne. Siden De nævner „Ordet”, De har anbragt om Billedet paa Bladet, kan jeg ikke dølge, at jeg synes Manden, saavel som Kvinden, bærer Ansvaret for den Slægt, som følger efter os. Men jeg forstaar nu, at De har anbragt dette Ord, for at minde om det Store Ansvar vi bærer, og muligvis derved vække sædelig Alvor.
„Jeg ser, at De holder paa Stuart Mills ny Kønsteori: „Den menneskelige Enshed” for Mand og Kvinde,*) hvorimod jeg ved Siden af „den menneskelige Enshed” bestemt vil hævde Kønsmodsætningen. Dersom Mands- og Kvindesjælen var ens, hvorfra da det gensidig dragende og ydende i Elskovsforholdet? De tror ogsaa, ligesom Mill, at man ikke kan bestemme nogen aandelig Kvindelighed, før man har opstillet en Arvelighedsteori, og set, hvad Kvindekønnet er istand til at udføre.
Vor Tids modige Riddersmand, Stuart Mill, skal have vor inderlige Taknemlighed og al Ære for den ny Bygning han har rejst, istedetfor den brøstfældige gamle, som han har maattet nedbryde. Han har allerede derved forandret mange menneskelige, uretfærdige Love, men han kan ikke forandre Tilværelsens Grundlove, og deri har Kønsforskellen sin Rod. Derfor tror jeg, at det rette Syn paa Kønnene først vil komme, naar Videnskaben anviser en selvstændig Kvindelighed sin Plads i Tilværelsen ved Siden af Mandligheden.
Jeg har fra min Ungdom følt Trang til at udrede Sjælelivet og Kønsforskellen; men der var dengang hverken Sjælelære eller Kønslære; den sidste har vi endnu ikke. Saa har jeg selv arbejdet paa en Udredning til eget Husbehov. Ud af den skriver jeg, og jeg føler mig overbevjst om, at Hypothesen i sin dybeste Grund er Sandhed. Gid jeg kunde overbevise Dem derom.
Ifølge Deres Standpunkt forstaar jeg, at De ikke vil godkende det kvindelige som det etiske, det gode og sædelige. De mener, at ogsaa Manden kan have det i Kjødet baaret og at det ofte ikke findes hos Kvinderne. De anfører nemlig, at det ofte ikke findes hos dem, der træder frem i Literaturen. Jeg tilstaar, at man undertiden der kan have Grund til at blues over sit Køn. Jeg maa dog gøre opmærksom paa, at det ikke er min Mening, at Kvinden ene er Indehaver af det etiske, men at Kvindekønnet i Forhold til Mandkønnet særlig har de sædelige Instinkter. Jeg mener endog, at det ved Forbryderantallet kan bevises statistisk. Men lad os tage det kvindelige upersonlig, da vil De bedre forstaa mig.
Ved Siden af, at jeg godkender Kønnenes menneskelige Enshed, hævder jeg tillige, at de udtrykker hver sin Idé.
Fysisk og aandeligt talt er Mandens Hovedbegreb den skabende Kraft - den, der giver Betingelse for Liv - og Kvindens Hovedbegreb er den opholdende Kraft, der fysisk og aandelig er den moderlige Forsorg. Men de tvende Grundkræfter er aldrig adskilte. Saavel Manden, som Kvinden har den skabende og den opholdende Kraft. Det er den ulige Sammensætning deraf, der betinger Kjønnene. Denne Forskel, kan vor Erfaring ikke benægte. Det legemlige og det sjælelige er inderlig forbunden. Dersom Mands- og Kvindesjælen var ens, vilde de ogsaa legemlig være ens. Men man kan se Forskellen i Mandens og Kvindens Blik , Ansigtstræk og Udtryk. Kvindens Idé er da særlig det etiske; thi derunder maa moderlig Forsorg henføres.
For Kortheds Skyld nævnte jeg det etiske - Tilværelsens andet Princip - som sædelig Villiekraft og Finfølelse. De har føjet mere til, men det er jo langtfra udtømt. Foruden de Følelser, der særlig betegner Kvindesjælen: som Troskab, Medfølelse, Blufærdighed osv., maa endnu nævnes Selvbegrænsning, en Dyd, der er meget værdifuld, men som let vil kunne svækkes, hvis vi ensidig holder paa menneskelig Enshed.
De mandlige Evner og Dyder glimrer saa fremtrædende i Verden, at man ikke behøver at nævne dem. Dersom Manden ikke besad Evner fremfor os, da kendte vi hverken Damp eller Elektricitet, hverken Stjernernes Baner eller overhovedet Naturlovene. Men maale vi ham fra et etisk Standpunkt, da ser vi, at det holder haardt for ham at opfylde det etiske Bud: Som Du vil andre skal gøre mod Dig, saaledes skal Du gøre mod dem. Og dog har han haft Kristendommen til at uddybe sit eget kvindelige Princip, det Gode. Endnu i vor fri, oplyste Tid undertrykkes de svage, og deres Menneskeret nægtes dem af Mændene.
Deres Pauline Aggersborg.
*) Dette kan dog næppe med Rette læses ud af min lille Replik i Nr. 7 af Bladet.
Red.
