« Tilbage til søgeresultaterne
Kære Frk. Frederiksen!
København, d. 26. Marts.
Kære Frk. Frederiksen!
Det gør mig ondt at maatte skuffe Deres Forventning om et Referat til Deres Blad af Ellen Keys Foredrag om „Kunsten at leve”. Jeg er nemlig bange for ikke at blive helt retfærdig i min Fremstilling, idet jeg var kommen for langt tilbage i Salen til skarpt at kunne opfange hvert Ord.
I Indledningen dannede „Moderligheden” Kernen, omtrent det samme som jeg selv andensteds (sidst i Nr. 17 af „Husmoderens Blad”) under Benævnelsen „Værnekald” har betegnet som det specifikt kvindelige, som det, der skal bære vort Liv, enten vi saa er Mødre eller ej, men som da til Gengæld ogsaa er i Stand til at fylde os med en Lykke og Glæde af renere Art, end Tilfældet er med de kortvarige egoistiske Glæder, hvorefter saa mange jager.
Kernen i selve Foredraget var en Fremstilling af denne Idés Virkeliggørelse gennem et langt Liv; Ellen Key valgte dertil en nulevende 85aarig tysk Dame, Malvida von Meysenbugs Livsskæbne, som dog ikke frembød noget usædvanligt, - mangfoldige Kvinder (og Ære være dem) har levet, lidt og glædet sig, tænkt og handlet som hun, og for saa vidt kunde alt være godt, da en slig Fremstilling altid har sin Berettigelse. Men den tændende Gnist? den, der skulde sat Hjærte og Tanker i
Glød - - -?
Dog, lad mig nu ikke blive uretfærdig! Det var sagtens „Pladsens” Skyld, at jeg gik uberiget bort.
At jeg iøvrigt ganske deler Ellen Keys Mening om, at den fremragende Kvinde ikke maa mangle „Geist, Liebenswürdigkeit und Gratie”, derom behøver jeg næppe at forsikre Dem - De ved af vore Samtaler, at jeg sukker efter en saadan Kvindetaler herhjemme!
Venlig Hilsen
