« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Kunst paa Foraarsudstillingen 1902
(Sluttet).
Landskabsmaleriet dyrkes ikke meget af Kvinderne. Er Klimaet maaske for ublidt og Stemningerne for vekslende? Det er mest „godt Vejr” man ser og væsenligst Dagtimerne, som fremstilles. Pouline Thomsen har i Aar - og tidligere - malt efter Solnedgang. Naar hun vælger det Motiv synes hendes Teknik at være en anden end ellers, hendes Farver at minde om Kyhn’s, - hendes Billeder om Nemisøen; hun er mere ejendommelig naar hun fremstiller Sol eller Regn. Emma Meyer og Ravn Hansen opsøge Landets skønneste Egne og male de store Udsigter, kønt set og godt valgt, - ægte kvindelig følt. Marie Thymann finder den mere kraftige, lidt forblæste Natur og tager djervt paa sine Træer. Johanne Krebs har et smukt lille Landskab fra Arresø, fint i Tonen. Som Gæst paa den frie Udstilling udstiller Anna Munch et kønt lille Billede „den hundredaarige Kaabe” og som Gæster paa Charlottenborg træffer man to norske Kunstnerinder: Augusta Finne-Dövle og Mimi Falsen, der begge interesserer. Af Skulpturarbejderne er Marie Carl-Nielsen’s „Egil Skallegrim” det betydeligste; det er en Del Aar siden det blev modelleret, som Konkurrence, - det fik ikke Præmien men maaske det nu vil blive mere værdsat og forstaaet. Hendes jydske Hingsteplag er ubetinget den bedste Hest, hun endnu har udført, og den unge Kentaur morsomt fundet paa og godt gjort. Ansigtet burde være yngre i Forhold til Føllekroppen, mere utidigt og mindre gnavent i Udtrykket, men god er den alligevel, som den nu er. Hendes Portræt-Relief er karakterfuldt og den frysende Dreng morsom. Man maa ønske Marie Carl-Nielsen den størst mulige Understøttelse fra Autoriteternes Side, for at hun kan faa Lejlighed til at udføre alle de gode; Ideer, hun sidder inde med, og man bør paaskønne, naar vore Billedhuggere har Mod til at tage fat og sætte Kræfter og Penge ind paa nye Opgaver, uagtet de kan fylde Atelierne med ikke solgte Værker. Johanne Dan f. Betzonich fortjente sikkert, at Akademiet støttede hende. Hendes lille „Søvngængerske” i Aar er et fint følt og godt udført Arbejde; det er dog en Ide og ikke et tomt Modelstudie, man giver et Navn og lader løbe. Tomt er Elna Borch’s „Gravmæle”, og med Grav, det vil sige med Alvor og Højhed, har det intet at bestille, hellerikke har det Mæle, den nøgne Model siger intet, den kunde bedre være døbt „Susanne” (hun minder om Tuxen’s) eller et andet af de Navne, man forsyner nøgne Kvinder med; men „Gravmæle” - over hvem ? Den Retning i Skulpturen her er fulgt burde straffes men ikke belønnes. - Naa, Damerne skal jo ogsaa imellem lidt paa Afveje, det er saa sjældent, de vover sig for langt. Man kan i Aar give Kvinderne det Skudsmaal, at de har taget godt fat, de fortjener deres Penge, de skal have dem og skal ikke lægge Hænderne i Skødet men modigt og fortrøstningsfuldt se Fremtiden i Møde, og Mændene skal huske, at: „le génie n’a point de sexe!”*)
*) Geniet har intet Køn.
