« Tilbage til søgeresultaterne
Dronning Elisabeth
(Ved S. Sr.) - Sluttet.
„Han ved sig hverken Ly eller Læ, hvor han tør bygge sin Rede.”
Christian den anden flakkede uroligt om i Tyskland og Nederlandene; han forsøgte stadigt forgæves at hverve Folk.
Elisabeth var en Tid i Berlin hos Kurfyrsten af Brandenborg, gift med Kongens Søster, der paa Grund af Uoverensstemmelse i Religionsspørgsmaal var meget ulykkelig i sit Ægteskab.- i dem alle mærker man hvor rastløst Tankerne arbejde for at finde Udvej til at besejre Oprøret i Danmark. Elisabeth skriver: Spar ikke hverken Eders Naades eller mit (til Hvervning); hvad jeg har, skal jeg gerne lade til, om Eders Naade kan tænke, det er Eders Naades Bedste. -
I alle hendes Breve aander den størsta Uro for Kongens Liv og Længsel efter at være hos ham. - Kongen beder hende skaffe sig Skjorter, da han ingen har, men han overdrager hende ogsaa officielle Hverv, som hun besørger og skriver ham til om. Et saadant Brev slutter: „Beder jeg Eders Naade, at Eders Naade vil se sig for, thi jeg ved vel, at der staar mangen efter Eders Naades Hals. Og beder jeg Eders Naade at Eders Naade vil snart lade mig komme til Eders Naade. Jeg vil fast heller blive hos Eders Naade og lide, hvad jeg kan, end jeg vil være fra Eders Naade og have alt det, jeg vil have, thi jeg kan ikke blive glad, for jeg befrygter mig altid, at Eders Naade skal komme noget udaf. Og jeg kan aldrig være uden Sorg, jeg tror, de gør mig snart galen, saa lader de med mig her. „ - -
Min allerkæreste Herre, jeg længes mig ihjel med mindre Eders Naade haver snart Bud efter mig.” Dette sidste staar ogsaa i Slutningen af et andet langt „Forretningsbrev”, Det er underskrevet „Ether nades høstru Elyzabet”.-
Trods al anvendt Overtalelse var der ingen der hjalp de landflygtige til Penge eller Knægte. De solgte deres Klenodier og Gyldenstykkes Klæder; Børnenes Legetøj blev pantsat, Dronningen syede de aflagte Klæder om til Børnene - der sparedes paa alle Punkter, men det lykkedes dog ikke at tilfredsstille Hververne.
Da oplevede Elisabeth det eneste, som kunde holde hendes Mod oppe i Længden.
Hun og Kongen hørte Luther prædike og blev begge dybt grebne deraf, Kongen havde ganske vist svært ved til enhver Tid at bekende sin Overbevisning overfor de strængt katolske Fyrster, hans Haab stod til. Men Dronningen holdt frejdigt fast ved det, hun havde vunden gennem Luther og de luthersksindede Mænd, som omgav Christian den anden, og hvem han tilskyndede til at oversætte det nye Testamente paa Dansk.
1524 mødte Elisabeth frem for en stor Rigsdag i Nürnberg, for at tale sin Mands Sag mod Fyrster og Prælater, der alle var sikre paa hans Grusomhed og Uærlighed.
Dronningen førte hans Sag, saa at Øjnene stod fulde af Taarer hos alle de Tilstedeværende. Da hun efter sin Mands Opfordring nød Nadveren paa luthersk Vis, blev hendes Broder saa opbragt, at han udbrød: „Gid I ikke var min Søster.”
Udsat for Farer og Haan naaede Elisabeth omsider tilbage til Kongen.
Regentinde Margrete anviste dem en Bolig i Lier, men heller ikke her kunde Dronningen leve i Ro. Det var farefuldt at bekende sig til Luthers Lære. Fasteren trængte ind paa hende, men, som hun overfor den mægtige Broder svarede, at hun vilde lyde ham i andre Ting kun ikke i hvad der angik hendes Tro, hun vilde holde sig til Guds Ord og i dem erkende Gud og ikke Mennesker, saaledes har hun vel ogsaa svaret Regentinden.
Forøvrigt var der ikke blot store Sorger, men ogsaa alskens smaa Bekymringer til at tære paa Dronningens Kraft.
Dog maatte hun endnu engang foretage en besværlig Rejse til Tyskland, hvor min led meget af Sindsbevægelse og Ængstelse for Kongen, hvis Liv truedes af forskellige Fyrster. -
Da hun kom tilbage ventede der hende ny Sorger. Regentinden afhentede Børnene, som skulde opdrages andet Steds, og hun oplevede, at hendes Forbøn ikke mere kunde redde forfulgte Evangeliske fra Døden.
1526 blev hun dødssyg, og Christian den anden rejste med hende til Slottet Zwijnaerdi! Her kom Børnene til hende. Men samtidig sendte Regentinden en Flok katolske Prælater, der skulde paatvinge hende den katolske Ritus for døende. Kongen beskriver hendes Død i et Brev til Luther.
„Men eftersom hendes Sygdom tog til, saa har vor Gemalinde ganske og aldeles hengivet sig til Gud vor Fader og Christus vor Frelser, stillet sit Sind og Hjærte til ham alene i en fast Tro, bedet alle Mennesker om Forladelse og Tilgivelse, og ydmygelig begært af hver, at holde stadig fast i Forbøn for hende til den almægtige, at han navnligen vil forunde hende sin guddommelige Naade, at have en sand, stærk og fast Tro til ham og fortrøste sig til hans grundløse Barmhjærtighed og gerne efter hans Vilje undfange Døden. Og da hendes Svagelighed tog alt mere til, saa har Fru Margrete skikket sit Budskab og andre fornemme Folk til hende, der skulde overtale hende til at betræde den papistiske, antikristelige Troes Vej. Saa har Gud efter sin Mildhed betaget vor Gemalinde Mælet i rette Tid, saa at hun ikke gav noget Svar derpaa: ikke desto mindre have de smurt hende med Olje og ikke afladet med Overtalelse. Men hun havde tilforn med inderlig Længsel, fast Tro og velbetænkt Mod annammet det hellige Sakramente efter ret kristelig Vis, og da en af vore Præster formanede hende efter Guds Ord, saa lovede hun os at blive bestandig i ret, stærk Tro til Herren og ikke at svare paa de andres Overtro, indtil hun blev ganske maalløs, men tog med mange Tegn paa en fast Tro sidst Afsked fra Verden 19de Januar. Den Almægtige være hendes Sjæl naadig i al Evighed. Men vi have det utvivlsomme sikre Haab, at hun er den evige Saligheds Barn”.
- Alle, der havde kendt hende, sørgede over hendes Død - i Danmark iførte Folket sig frivilligt Sørgedragter. - Hun begravedes med stor Pragt i Gent.
I vor Tid er hendes Lig ført til Odense, hvor det er nedlagt ved Siden af Christian den anden i Sct. Knuds Kirke. - -
Det er bleven sagt, at idet en enkelt slet Egenskab faar Lov at udvikle sig hos ét Menneske, besmittes efterhaanden alle andre Egenskaber. Men det er ogsaa bleven sagt, at ved at stride for at fuldkommengøre en enkelt god Side af Karakteren forædler Mennesket ubevidst Helheden.
Det er hos Dronning Elisabeth navnlig den kærlighedsfulde Troskab, som gennem Sorg og Prøvelser naar saa høj en Udvikling. Men hendes Liv viser, at Karakterens andre Sider ikke laa brak.
Som hun var udholdende i sin Kærlighed, var hun modig og oprigtig, hvor det gjaldt hendes religiøse Overbevisning, og trods Farer og Besværligheder rede til at handle for dem, hvis Nød rørte hendes varme Hjerte.
Dronning Elisabeth er vel værd at mindes blandt de udmærkede Kvinder, som det bevægede 16de Aarhundrede fostrede. –
