« Tilbage til søgeresultaterne
,,Fortielsens Ret”
Frk. Thaarup og Frk. Frederiksen har i to Artikler her i Bladet udtalt sig om uægte Børns Stilling. De har knyttet disse Udtalelser til foregaaende Artikler af Pastor Birkedal og mig, skønt Sagen behandles fra en ganske anden Side, end den, der var Genstand for vore Overvejelser. Disse drejede sig om Betimeligheden af en Lov, der skulde kunne aftvinge den ugifte Moder Navnet paa hendes Barns Fader, i det Tilfælde, at hun ikke ønskede at aabenbare dette. Efter den i min Artikel begrundede Mening vilde en saadan Lovtvang være et uberettiget Indgreb i den individuelle Frihed, og den vilde tillige være meget vanskelig at gennemføre. Det er vistnok ogsaa tvivlsomt, om den vilde blive til Gavn for det uægte Barn. Overfor et norsk Lovforslag, som tildeler Moderen Ret til at give Barnet Faderens Navn, udtaler Frk. Th., at dette er et stort Fortrin, fremfor den hos os paatænkte Tvang. Ganske vist vilde det ved mange Lejligheder være en stor Fordel, om de ugifte Mødre havde denne Ret, hvis de ønskede at benytte den. Med Tvangsspørgsmaalet kan den imidlertid ikke opstilles sammenlignelsesvis. De, der ønsker at fortie Faderens Navn, vil lide Uret ved tvungent at skulle angive det, selv om de kunde vinde Fordele derved. Kun Moderen selv
kan bedømme, om det ikke vilde skade saavel hende selv som Barnet at sættes i tvungen Forbindelse med Faderen.
Frk. F. berører, ikke Tvangsspørgsmaalet, men føler om Arveretten, Ægteskabet overfor de uægte Børn o. a. m. Kun i Begyndelsen af sin Artikel søger hun at reducere Tvangsspørgsmaalet til en Blufærdighedssag og vil ikke anerkende det Eksempel paa kvindelig Standhaftighed, der anføres fra den Hawthornske Fortælling. Blufærdighed er nu sikkert nok en meget smuk og prisværdig Egenskab, men den har ingen Berettigelse naar den kommer i Strid med Interesser af alvorligere Natur. En Tvangslov som den omtalte vilde hos en Kvinde krænke langt større Følelser end hendes Blufærdighed. Den vilde ydmyge og martre hendes berettigede Selvfølelse overfor den Mand, der havde bedraget og forladt hende, og med hvem den aftvungne Tilstaaelse atter skulde bringe hende og hendes Barn i Forbindelse.
I de meget hyppige Tilfælde, hvor Kvinder ikke tænker paa at dølge deres medskyldiges Navn, vilde Loven være overflødig. Der, hvor Fortielsen ønskedes, vilde det være det skammeligste Indgreb i den personlige Frihed, hvis man gennem Loven kunde forsøge paa at fremtvinge en Tilstaaelse.
Det er heller ikke let at tænke sig, ved hvilke Midler det kunde ske. Frk. F. bemærker om Hawthornes Fortælling, at den er henlagt til svundne Tider og mellem Puritanere. Dette kan dog næppe forandre Indtrykket af Heltindens udviste Standhaftighed i Fortielse. Udøvelsen af denne Standhaftighed forringes heller ikke i Værdi ved de Forsmædelser, hvormed den søges overvundet. Frk. F. vil bevise, at Fortielsen var urigtig og til Skade; hun overser, at Eksemplet ikke var fremdraget med Hensyn til Ret eller Uret, men kun som Bevis for, hvor vanskelig en Tvangslovs Gennemførelse vil være overfor kvindelig Standhaftighed. Frk. F. er lidt vanskelig at følge. Hun indrømmer, at Ægteskabet som „en hellig Treenighed Mand, Kvinde og Barn” kan være en Grundpille for Samfundet; men hun har dog ikke imod, at denne Grundpille nedbrydes. Er da ethvert Forhold, der ikke fuldt ud svarer til Idealet, ubrugeligt ? Hvilken Samfundsindretning skulde saa kunne bestaa i denne ufuldkomne Verden.
Er det ikke rigtigt at holde paa bestaaende Former, saa længe intet bedre er opstillet? Frk. F. erkender, at de uægte Børn dog endnu er i Mindretal, hvorfor saa ikke, i alt Fald foreløbigt, holde paa Ægteskabet som et sikkert Tilhold for Flertallet af Børn. At Samfundsindretninger er til for Menneskenes Skyld og ikke omvendt, deri har Frk. F. utvivlsomt Ret. De er dog ingenlunde til for de enkeltes Skyld alene, men til bedste for det hele Samfund. Embeder og Stillinger er oprettede for det heles Skyld, og ikke for de enkelte Embedsmænd, der beklæder dem. Saaledes ogsaa Ægteskabet. Embedsmanden finder sin personlige Lykke ved at udfører sin Gerning til det almindeliges Tarv. Saaledes sikrer ogsaa Ægtefolk bedst ejeres egen Lykke i Opfyldelsen af deres Forpligtelse mod det Samfund, der helliger og værner om Forholdet.
Det er meget let at være enig med Frkn. Th. og F. i Ønsket om, at de uægte Børns Fædre kunde tvinges til ikke at skyde deres Forpligtelser fra sig. Hvor Faderens Navn er kendt og vedgaaet, bør Loven træde til med større Fordringer end hidtil. Vanskeligheden indtræder først der, hvor denne Kundskab skal fremtvinges ved at øve Vold mod et andet Individ. Frk. F. kalder sin Artikel ,,Sandhedens Ret”. Bevarelsen af en Hemmelighed kan ikke kaldes en Usandhed.
Det omtales som en vigtig Rettighed for Barnet at kunne bære sin Faders Navn. I Ægteskabet har Forældrene fælles Navn, som overgaar til Barnet. Udenfor Ægteskab har Forældrene hver sit Navn, hvorfor skulde Barnet ikke lige saa godt kunne kaldes efter Moderen som efter Faderen ? Er en Kvindes Navn i og for sig ringere ? Hvad Forskel gør det for et Barn, om det benævnes Hansen eller Jensen? Har Faderen et mere fremragende Navn, vil det kun tildrage Barnet en uheldig Opmærksomhed!
Hvad Nytte kan et Barn have af Navnet paa en Fader, som ikke kan tage det ind i sit Hjem, og yde det sit Tilsyn? Det kan dog vel ikke være Meningen, at Barnet skal berøves Moderen og paatvinges Faderens bestaaende Hjem? Eller skal Moderen maaske ogsaa optages i Hjemmet, saa at der kunde opstaa et Slags patriarkalsk Harem?
Og nu Arveretten! I de 90 af de 100 Tilfælde er der formodenlig intet at arve hverken for de ægte eller uægte Børn. Er det desuden altid en Lykke for Mennesker, at have Arv i Vente? Det er ofte de dygtigste Mennesker, der arbejder sig frem fra bar Grund. Ganske vist maa der Penge til Børns Opdragelse, og det er rigtigt, at Mænd ikke skal kunne unddrage sig denne Forpligtelse mod det kommende Slægtled. I Frankrig har der været Tale om at lægge Skat paa Pebersvendestanden. Hvad om hver ugift Mand, og hvert barnløst Ægteskab blev beskattet efter Formue og Lejlighed ? Kunde derved ikke indvindes et Fond til uægte Børns Opdragelse, og vilde ikke derigennem en Del uvillige Fædre nødes til at bestride idetmindste noget af deres Forpligtelser, Der regnes saa ofte med „.Blodets Baand” og „Blodets Røst”. Det er underligt nok, at der skal saa megen Tvang til for at bringe Mænd til at lytte til denne Røst. Frk. Th. mener, at 9 af 10 Mænd skyder Forpligtelsen fra sig, og lader „Blodets Røst” tale for døve Øren. Desværre har en beskattende Lov, som den ovennævnte, vist ikke megen Udsigt til at vedtages, saa længe som det ude lukkende er Mænd, der sidder i de lovgivende Forsamlinger. Heller ikke tror jeg, der er megen Chance overfor en mandlig Majoritet for en Lov, hvorved Fadernavnet skulde røbes ved Tvang.
Til Slutning skal jeg endnu engang fremhæve, at ikke Love, men Udvikling i human Retning og demokratisk Tænkemaade bedst vil kunne sikre uægte Børn blidere Kaar.
Eet maa vi dog vel være enige om: at det ikke gaar an at gavne en Del af Menneskeheden ved at skade og forurette en anden.
