« Tilbage til søgeresultaterne
Maj
Med Længsel har vi ventet dig,
du unge Vaar, du skønne Maj,
du, som bebuder Sommer.
Du bringer Glæde til vor Jord,
et tusindfoldigt Jubelkor
istemmes naar du kommer.
Du ligner Pigen, fin og skær,
som ventes af den Hjærtenskær,
den savned’ hende saare.
Nu tænker han, den unge Brud
med Slør og Krans vil træde ud
og alle Hjærter daare.
Og som en Dronning frem hun gaar
med hvide Perler i sit Haar
og rundt om Brudekjolen,
der ligner Bøgens Silkeskrud -
saa fint, som da den nys sprang ud
og fik sin Glans af Solen.
- „Men sig mig dog, du unge Brud,
hvorfor ser du saa kølig ud
og bærer Perlerimen?”
- „Mig disse Perler Vintren gav,
men -de maa bort paa Timen ?”
Da ryster Maj sin Kjole vred,
og hvide Perler hagler ned,
paa Husets Tag de danser,
og Blæsten tager ogsaa fat,
den lader, som den er besat
og rent fra Vid og Sanser.
Men højt paa Himlen Solen steg
og gjorde Ende paa den Leg;
sødt Jumfru Maj da smiled’,
og Hundred Tusind Alfer smaa
de myldred frem i hver en Vraa,
til deres Dronning iled.
Sit Bryllup fejrer Maj i Aar;
i Møde hun sin Brudgom gaar,
hans Navn De sikkert gætter?
Forened’ Sommer da og Vaar
saa frydefuld’ til Hvile gaar
de korte, lyse Nætter.
