« Tilbage til søgeresultaterne
Hvem der kunde sove
Af Anton Tschechoff.
Oversat fra Russisk af Alexandra Weihe.
Det er Nat. Barnepigen Varjka, en Pige paa tretten Aar sidder og vugger et Barn og nynner næppe hørligt:
Sov mit Barn sov længe,
Jeg rører Vuggens Gænge. . . .
Foran Helgenbilledet brænder en Oljelampe af grønt Glas; tværs over Værelset fra et Hjørne til et andet er der trukket en Snor, paa hvilken der er hængt Bleer og store sorte Benklæder til Tørre. Lampeskæret kaster en stor grøn Plet hen over Loftet og Bleerne og Benklæderne store Skygger paa Ovnen, Vuggen og paa Varjka. Naar Lyset giver sig til at blinke, bliver Pletten og Skyggerne skarpere og sættes i Bevægelse som af Blæst. Der er lummert, Og der lugter af Kaalsuppe og Skomagerartikler.
Barnet græder. Det er allerede for længe siden blevet hæst og træt af Graaden, men bliver dog ved med at skrige, uden at der viser sig Tegn paa, at det vil høre op. Og Varjka vil saa gerne sove. Hendes Øjne lukker sig, Hovedet synker ned, og Halsen smerter. Hun kan hverken bevæge Øjenlaag eller Læber, og det forekommer hende, at hendes Ansigt er hentørret og stivnet, og at Hovedet er blevet saa lille, som var det et Knappenaalshoved.
Sov mit Barn sov længe - nynner hun.
I Ovnen piber en Faarekylling. Bag Døren i Værelset ved Siden af snorker Mesteren og hans Svend Afonasij. . . Vuggen knager ynkeligt, Varjka nvnner - og alt dette flyder sammen i en søvndyssende Musik, som er saa sød at høre, naar man lægger sig til Sengs. Nu derimod irriterer og knuger den, fordi den gør En søvnig, men sove maa man ikke; dersom Varjka, hvad Gud forbyde, falder i Søvn, da vil hendes Husbond eller Madmoder prygle hende.
Lyset blinker. Den grønne Plet og Skyggerne bevæger sig, kryber hen i Varjkas halvtlukkede, ubevægelige Øjne, og i hendes halvt sovende Hjærne danner de sig til taagede Drømmebilleder. Hun ser sorte Skyer, som jager efter hverandre henover Himlen, og de skriger som Børn. Men pludselig blæser det op, og Varjka ser en bred Landevej bedækket af et tykt Pløre; hen ad Landevejen kommer lange Rækker af Vogne og Mænd med Tversække paa Ryggen. Skygger jage frem og tilbage; paa begge Sider af Vejen ses gennem en kold, raa Taage store Skove. Pludselig falder Mændene og Skyggerne ned paa Jorden i det fedtede Ælte.- „Hvorfor det?” - spørger Varjka. „For at sove, sove!” svares der hende. Og de falder i en dyb og tryg Søvn, men paa Telegraftraadene sidder Krager og Skader og skriger som Børn og søger at vække dem.
Sov mit Barn sov længe –
nynner Varjka og ser sig nu i en mørk, lummer Hytte; paa Gulvet vælter hendes afdøde Fader Jefim Stepanoff sig. Hun ser ham ikke, men hører, hvorledes han krymper sig af Smerte og stønner. Han siger, at der er sprunget noget i ham. Smerterne er saa stærke, at han næsten ikke kunde faa et Ord frem; han snapper efter Luft, mens hans Tænders Klapren lyder som en Trommehvirvel. - Uh, uh, uh, uh. ...
Hendes Moder Pelageja var løbet over paa Gaardep til Herskabet for at sige, at Jefim var ved at dø. Det var nu længe siden, at hun var gaaet, og hun havde godt kunnet være tilbage. Varjka ligger paa Ovnen, hun sover ikke men lytter til Faderens „uh, uh, uh”. Men nu kommer der nogen kørende. Det var en ung Læge, som Herskabet havde sendt, han var kommen paa Besøg hos dem. Doktoren træder ind i Hytten; hun kan ikke se ham i Mørket, men hun kan høre, at han slaar med Døren, og at han hoster,
„Tænd Lys”, siger han.
„Uh, uh, uh . . . svarer Jefim ham.
Pelageja styrter til Ovnen og giver sig til at søge efter Tændstikker.
Et Øjeblik forløber i Tavshed. Doktoren, der har søgt i sine Lommer, tænder en af sine egne.
„Straks, Herre, straks”, - siger Pelageja, iler ud af Hytten og vender lidt efter tilbage med en Lysestump.
Jefims Kinder er røde, Øjnene glinser, og Blikket er skarpt, som saa Jefim gennem baade Doktoren og Hytten.
„Naa hvad er det? Hvad er det, du har fundet paa?” siger Doktoren og bøjer sig over ham. - „Aha! har du haft det længe?
„Hvilket? Jeg skal til at dø, Deres Velbaarenhed, Tiden er kommet. Jeg skal ikke mere være blandt de levende.”
„Hvad er det for Snak. . . Vi skal faa dig rask!”
,,Som De ønsker det, Deres Velbaarenhed, vi takker Dem ærbødigst, men jeg forstaar dog ... at naar Døden først er kommen, er der intet at gøre”.
Doktoren er et Kvarterstid optaget af Jefim, rejser sig derpaa og siger:
„Jeg kan intet gøre . . . Du maa paa Sygehuset, der vil man operere dig. Kør nu straks. Det er aldeles nødvendigt, at du kommer afsted! Det er jo nok noget sent; i Sygehuset sover de alle, men det gør ingenting, jeg skal give dig en Seddel med. Hører du?”
„Herre Gud! Med hvad skal han køre?” siger Pelageja. „Vi har jo ingen Hest.”
„Jeg skal bede Herskabet om det, de lader Jer nok faa en.”
Doktoren gaar, Lyset slukkes og igen høres „uh, uh, uh„ .
En halv Time efter kørte nogen hen foran Hytten. Det var en Vogn, som Herskabet havde sendt for at Jefim kunde køre til Sygehuset. Han gør sig i Stand og kører bort.
Men nu bliver det Morgen, en smuk og klar Morgen, Pelageja er ikke hjemme: hun er gaaet paa Sygehuset for at høre, hvorledes det gaar Jefim. Og Varjka hører et Barn græde, og som om En sang med hendes Stemme:
Sov mit Barn sov længe -
Pelageja kommer tilbage; hun korser sig og hvisker:
„Om Natten skar de ham, og til Morgen gav han Gud sin Sjæl.
Himlens Rige tilkomme ham, og en evig Fred. ... De siger, det blev taget for sent . . . Det skulde have været gjort før.”
Varjka gaar ud i Skoven og græder der, men pludselig slaar En hende med en saadan Kraft i Nakken, at hun støder Panden mod et Birketræ. Hun løfter Øjnene og ser sin Husbond - Skomageren foran sig.
„Jeg skal lære dig!” siger han. „Den lille græder, men du sover?”
Han rusker hende i Øret, og hun giver sig igen til at vugge og nynne paa sin Sang. Den grønne Plet og Skyggerne af Benklæderne og Bleerne bevæger sig og vil snart igen forhekse hendes Hjærne. Hun saa atter Landevejen, bedækket af et slemt Ælte. Mændene med Tversækkene paa Ryggen og Skyggerne har igen lagt sig og sover fast. Ved at se paa dem, faar ogsaa Varjka en ubetvingelig Lyst til sove; hvor havde det været dejligt at lægge sig, men Moder Pelageja gaar ved Siden af og skynder paa hende. De haster begge til Byen for at faa Plads.
„Giv os en Almisse for Kristi - Skyld!” tigger Moderen de forbipasserende.
„Gør en god Gærning, barmhjærtige Mennesker?”
„Kom her med Barnet!” svarer en kendt Stemme hende. „Kom her med Barnet! gentager den samme Stemme, men nu mere vredt og bidende. „Sover du, dit nederdrægtige Pigebarn ?”
Varjka farer op, og da hun ser sig omkring, forstaar hun, hvad det drejer sig om: der er hverken nogen Landevej, Pelageja eller forbipasserende, men derimod staar midt i Stuen hendes Madmoder, der er kommet for at give Barnet Die. Mens den tykke, bredskuldrede Skomagerkone giver Barnet Die og beroliger det, staar Varjka og skal blive færdig. Men udenfor lysner det allerede; Skyggerne og den grønne Plet er synligt blegnede. Det er snart Morgen.
„Tag ham!” siger Skomagerkonen. „Barnet græder, der maa være nogen, der har set paa det med onde Øjne.”
Varjka tager Barnet, lægger det i Vuggen og begynder, igen at vugge, Den grønne Plet og Skyggerne forsvinder lidt efter lidt, og nu er der intet, der kan krybe ind i hendes Hoved og omtaage hendes Hjærne. Men endnu vil hun saa gærne sove, ja hun vil saa forfærdelig gærne! Varjka lægger Hovedet mod Kanten af Vuggen og vugger med hele sin Krop for at betvinge Søvnen, men Øjnene lukker sig alligevel, og Hovedet er tungt.
„Varjka, læg i Kakkelovnen!” lyder Skomagerens Stemme bag Døren.
Altsaa er det allerede Tid til at staa op og tage fat paa Arbejdet. Varjka gaar bort fra Vuggen og løber ud i Skuret efter Brænde. Hun er glad. Naar man løber og gaar, har man ikke saa megen Lyst til at sove, som naar man sidder. Hun bærer Brænde ind, fyrer op og mærker, hvorledes hendes stive Ansigt retter sig og at hendes Tanker klares.
„Varjka sørg for Themaskinen!” raaber Husbonden.
Varjka flækker Pindebrændet, og næppe har hun faaet Ild i det og stukket det ned i Themaskinen, før der lyder en ny Ordre:
„Varjka, tør Husbonds Galoscher af!”
Hun sætter sig paa Gulvet, gnider Galoscherne og tænker, hvor det dog maatte være dejligt at putte sit Hoved ind i den store, dybe Galosche og saa sove lidt i den. . . Og pludselig vokser Galoschen, den svulmer op og opfylder hele Værelset, Varjka taber Børsten, men straks ryster hun sit Hoved, spiler Øjnene op og anstrænger sig for at se klart ud af dem, at ikke Genstandene skal vokse eller bevæge sig for hendes Øjne.
,,Varjka, vask Trappen udenfor, man maa jo skamme sig for Kunderne!”
Varjka vasker Trappen, gør Værelserne i Stand; saa fyrer hun i den anden Ovn og løber i Byen. Der er meget Arbejde, ikke et ledigt Øjeblik.
Men der er intet saa tungt som at staa foran Køkkenbordet og skrælle Kartofler, Hovedet synker ned mod Bordet, Kartoflen svirrer for Øjnene, Kniven falder ud af Haanden og ved Siden af hende gaar den tykke, vrede Madmoder med opsmøgede Ærmer og taler saa højt, at det runger for Ørerne. Pinligt er det ogsaa at varte op ved Bordet, vaske og sy. Der er Øjeblikke, hvor hun har en saadan Lyst til ikke at se paa noget, men at kaste sig ned paa Gulvet og bare sove.
Dagen gaar, Varjka ser, hvorledes det bliver mørkt udenfor, og hun presser Hænderne mod sine trætte Tindinger og smiler uden selv at vide hvorfor. Tusmørket kærtegner hendes Øjne, der er ved at lukke sig og lover hende, at hun snart skal faa Lov til at sove. Om Aftenen faar Skomagerens Fremmede.
„Varjka, stil Themaskinen paa Bordet !” raaber hendes Madmoder.
Themaskinen er kun lille, og før Gæsterne har faaet nok, maa hun varme den fem Gange. Derefter staar Varjka en hel Time paa et og det samme Sted, ser paa Gasterne og venter paa nye Ordrer.
„Varjka, løb hen og køb tre Flasker Øl!”
Hun river sig løs fra Stedet saa hurtigt som muligt for at forjage Søvnen.
„ Varjka, løb efter Brændevin!”
Varjka, hvor er Proptrækkeren? Varjka, gør en Sild i Stand!”
Naa, endelig er alle Gæsterne gaaet; Lysene slukkes. Familien gaar i Seng. „Varjka, vug Barnet lidt!” lyder den sidste Befaling.
I Ovnen piber Faarekyllingen; den grønne Plet paa Loftet og Skyggerne fra Benklæderne og Bleerne kryber igen hen i Varjkas halvtaabne Øjne og forvirrer hendes Hoved.
Sov mit Barn sov længe - nynner hun.
Men Barnet græder og bliver træt af at skrige. Varjka ser igen den smudsige Landevej, Mændene med Tversækkene, Pelageja og Jefim. Hun forstaar alt, genkender alle, men i Søvne kan hun ikke paa nogen Maade forstaa, hvad det er for en Magt, der lænkebinder hende paa Hænder og Fødder, kvæler hende og forstyrrer hende i at sove. Hun ser sig om; søger efter denne Magt, for at befri sig for den, men finder den ikke. Endelig, helt forpint, anspænder hun alle sine Kræfter og sit Syn, ser op paa den blinkende grønne Plet og lyttende efter Skrigene finder hun den Fjende, der forstyrrer hende i at sove.
Den Fjende er - Barnet.
Hun ler. Det forbavser hende: hvorfor havde hun dog ikke før kunnet forstaa noget, der er saa simpelt? Det synes ogsaa, som om den grønne Plet, Skyggerne og Faarekyllingen ler og bliver forbavsede.
Den falske Forestilling faar Magt over Varjka. Hun rejser sig fra Taburetten og bredt smilende uden at blinke med Øjnene gaar hun op og ned i Værelset. Det er hende en behagelig og pikant Følelse, at hun om et Øjeblik skal befri sig for Barnet, der har lænket hende paa Hænder og Fødder.....Dræbe Barnet, og saa sove, sove, sove…
Leende blinker Varjka og truer med Fingeren ad den grønne Plet, sniger sig saa hen til Vuggen og bøjer sig over Barnet. Da hun har kvalt det, lægger hun sig hurtigt paa Gulvet, ler af Glæde over at hun nu kan sove, og et Minut efter sover hun allerede saa fast som var hun død ......