« Tilbage til søgeresultaterne
J. Blicher-Clausen: Farbror Frans. Karin Michaelis: Barnet
J. Blicher-Clausen: Farbror Frans. Karin Michaelis: Barnet.
(Det nordiske Forlag.) (Gyldendal.)
Hvor forskellige disse to Forfatterinders Talenter end er af Art og Værdi, saa frembyder de dog det Lighedspunkt, at de er Udløbere af hver sin Tids Aandsretning. Alene Maaden, hvorpaa deres Heltinder indføres for Læseren, gør denne straks klog paa de Musers forskellige Afstamning, som har fostret dem.
Medens Fru Blicher-Clausens Kaja træder Gangen saa let hen ad Vesterbro, at det ser ud „som hun kom dansende”, mens Skøjterne, der „hang over den runde Arm, sang mod hinanden i en klingende Vals,” havde Fru Michaelis Andrea, saa længe hun endnu var ved Helsen, sin Morskab af, at ro paa Aaen i sin hvide Baad,” medens hun sang og hujede, saa det lød helt ovre i Bakkerne - eller hun laa plat paa sin Mave i Bunden af Baaden og spiste kolde Pandekager og drev for Strømmen.”
Hvem kan, trods de viltre smaa Pandekrøller og det forholdsvis moderne Paahæng, Skøjterne, tage fejl af Kajas Datter-Forhold til Tressernes krinolineomstruttede i Formødrenes Fodspor artigt trippende Ungmø? - Hvor, om ikke i hine Tiders Ungpigedrømme, findes et saadant Umulighedens Mandfolk, som Farbror Frans ? - Hvor, om ikke i det yderste Led af en prækesyg gammel Jomfru Tantes advarende opløftede Pegefinger, findes Sidestykket til Peter Dam? Fru B-C. giver Kvintessensen af disse to Modstykkers Væsen i følgende Linjer:
„Han (Farbro’r Frans) havde haft sin Del af Hverdagsdragten, han ogsaa - Livet havde skaaret den til ham i bitte smaa Strimler, men da han fik Sorg, var det ligesom hans Klædning blev usyet, vævet fra øverst til nederst, thi der er intet, der adler Mennesket saaledes som en stor Sorg. Farbro’r Frans, havde altid tænkt smaat om sig selv, og han havde altid kræver det yderste af sine Evner. Han hørte til de stærkt personlige Mennesker, de, der har Mod til at vedkende sig Idealerne. - Det er dem som naaer Toppen - Maalet i sidste, og højeste Instans! Peter Dam havde aldrig haft Syn for sin egen Lidenhed - derfor naaede han aldrig Toppen”.
Dette er Toppen af Penne-Hastighed, men Mening er der ikke i det.
Og saaledes væves der „stilfærdigt” Side op og Side ned, langt over de halvtre’dje Hundrede i Træk. At der ogsaa forekommer noget kønt i Bogen, nægtes ikke, f.Eks. der, hvor Kaja, dødssyg efter sit Barns Fødsel, tilstaar Farbroderen sin Kærlighed, og senere hen Skildringen af hendes Fortvivlelse over hans Død. Men intet levendegørende Pust af Kunst stryger igennem den, ikke Spor af personlig Holdning i Stil eller Tanke ejer den.
Kom Fru B.-G.s Muse artigt trippende, saa er Fru M. s at skue som Nutids-Pigebarnet, der kommer anstigende paa sin Cykel med alle Tegn oppe paa Uafhængighed. Ogsaa hendes Talent mangler personlig Holdning. Det minder om den Slags unge Piger, der søger efter en Form for deres Væsen. Vel at mærke, ikke saadanne, som, selv uden Særpræg, tager Farve af alt, hvad der synes dem ud over det almindelige, men af dem, hos hvem et Overmaal af Ungdomskraft og Mod for en Tid sætter deres Væremaade i uberegnelige Svingninger, inden den bliver til det rette Udtryk for deres personlige Ejendommelighed.
Fru M.s Forbilleder kendes tydelig nok, straks man aabner Bogen.
„Barnet skulde dø Barnet maatte dø. De ønskede det begge - - nu.
Nu ønskede de det.
Barnet ønskede det med.
Det var, som Stuerne rundt om stod og døde, som Hjemmet blev en kold, stum Gravhvælvning, der ikke kom Livet og de Levende ved.”
Og senere hen, Side 13:
„Moderen gik gennem de høje Stuer, hvor Planterne stod og visnede og gjorde Luften kvalm, for ingen kom dem i Hu med Væde.”
Men snart glemmer Forf. dem for mere og mere at leve sig ind i den lille Kvindespires Sjæleliv, der ideligt og ideligt rejser sig i Kamp mod Dødens Ispust. Den Scene, hvor Faderen gaar omkring paa Gulvet med Datteren „hans lille Sjæl”, i sine Arme og næsten ikke kan faa sig selv til at lægge hende fra sig igen, er overvældende smuk. Og rentud henrivende er Samværet mellem hende og Moderen den sidste lange Nat hun lever, hvor hun i en sidste Opblussen af det, der hele Tiden har brændt hende i Hjertet, paalægger denne at pynte sig „hver evige Dag .... Naar vi ikke har mig, kan du jo faa saa mange flere Klæder –”.
Dette lille vi er saa ægte, saa førstehaands Kunst. Det kaster Lys over Bogen og soner et og andet, der ellers forekommer lavet og grimt
Forf. burde have ladet Bogen ende med Andreas Død i Stedet for at lade denne foregaa Side 44 og bruge Resten af de 165 Sider, den bestaar af, til at forklare hende og de Forudsætninger, hvorunder hun har udviklet sig, ved Hjælp af en Dagbog, Moderen finder efter hendes Død, og et forøvrigt meget velskrevent Brev fra en Bedstemoder. Ikke blot lider Bogen, kunstnerisk set, meget derved, idet den altfor tidligt naar sit Højdepunkt, og Handlingens Enhed brydes af disse Afsnit, der nærmest tager sig ud som Bilag Nr. l, Bilag Nr. 2, og endnu som tredie Bilag et Slutningsopgør imellem Forældrene. Men det føles tillige pinligt af Læseren, som en grov og meningsløs Forurettelse mod Barnet, der indtrængende har forlangt alt dette ulæst, og hvis Ønsker Forældrene ellers opfylder indtil de ubegribeligste Enkeltheder, at baade de og vi skal have Lov til at „gramse” i det. Dagbogen er ogsaa fuld af Pletter og Unatur. En ung Pige vil aldrig lægge det, der berører hendes Jomfruelighed dybest, blot i en Dagbog, eller betro den sin Nyfigenhed paa det erotiskes Omraade, det sidste alene af den Grund, at den har ingen Oplysning at give. I det højeste vilde hun tale derom med en Veninde. Her, kunde der have været Brug for Josse. Men en Lykke er det dog, at dette gyselige Kvindemenneske holdes borte.
Alt i alt er Forældrene vel de Skikkelser i Bogen, som har mest af Livets Ægthed. Men til at skildre dem, havde Forfatteren ikke behøvet at lade Herman Bang og Carl Evald gaa igen i Bilag Nr. 3; thi dette var godt nok gjort forinden i deres Færd ved Barnets Sygeleje og i Bedstemoderens Brev. Kun burde den gamle Dame selv været optraadt i Stedet for at sende de mange danske Bogstaver, som Andrea ikke kunde læse.
Vi glæder os til Fru Michaélis næste Bog og haaber, at hun i den maa blive helt og fuldt sig selv.
